Nordlige Dvina er en flod i det nordvestlige Rusland, der udmunder i Hvidehavet ved Arkhangelsk; navnet benyttes om de nederste 740 km af floden efter sammenløbet af bifloderne Jug og Sukhona.

Faktaboks

Også kendt som

Severnaja Dvina, flodens russiske navn; på norrønt i Heimskringla kaldes den Vina, formodentlig under indflydelse af kvænsk i Nordnorge, jf. dens finske navn Vienanjoki.

Nordlige Dvina er tilfrosset 5-6 måneder; da tøbruddet kommer sydfra, skaber isdæmninger på den nordlige del store oversvømmelser om foråret. Halvdelen af det store afvandingsområde er skovdækket; agerbrug er betinget af omfattende dræningsarbejder. Nordlige Dvina er sejlbar om sommeren og har traditionelt været vigtig for tømmerflødning og godstransport. En kanal fra 1820'erne forbinder Sukhona med Volgasystemet.

Navnet Nordlige Dvina står i modsætning til Vestlige Dvina (Zapadnaja Dvina), der munder ud i Riga Bugt og på dansk er bedst kendt under sit lettiske navn Daugava.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig