Armeniens historie efter 1920

Det sovjetiske Armenien nåede et relativt højt videnskabeligt, teknisk og industrielt stade med bl.a. kemisk og elektronisk industri, men også med miljøproblemer til følge, fx ved sænkningen af Sevansøens spejl. Armenien forsynede resten af Sovjetunionen med en række subtropiske afgrøder som frugt (bl.a. abrikoser, vandmeloner og figner), grøntsager (især tomater) og vin.

I 1988 ramtes de nordlige egne med byerne Leninakan (nu Gjumri) og Spitak af et voldsomt jordskælv, som kostede ca. 28.000 mennesker livet. En storstilet international hjælpeindsats blev iværksat, hvor også armeniernes traditionelle ærkefjende Tyrkiet deltog. Efter krav fra offentligheden blev atomkraftværket i Leninakan lukket på grund af jordskælvsfaren.

Sovjetunionens opløsning fandt sted samtidig med Armeniens konflikt med Aserbajdsjan om enklaven Nagorno-Karabakh med armensk-kristen befolkning og status af autonom region, men omsluttet af det islamiske Aserbajdsjan. Konflikten viste bl.a. Armeniens umådelige sårbarhed på kommunikationsområdet, idet al trafik nordfra går gennem enten Aserbajdsjan eller Georgien.

En ny forfatning blev indført i 1995 efter en folkeafstemning. Den giver vide beføjelser til præsidentembedet både med hensyn til udpegelse af regering og højere embedsmænd i provinsen. Levon Ter-Petrosjan blev i 1996 genvalgt som præsident. Efter sin tiltrædelse afviste han sammen med sine skiftende regeringer fortsat indlemmelsen af enklaven Nagorno-Karabakh i Armenien. Armenien anerkendte heller ikke den selvudråbte republik Nagorno-Karabakh. Under kamphandlingernes eskalation 1992-1994 bidrog Armenien reelt til enklavens løsrivelse fra Aserbajdsjan med både politisk og militær bistand. Dette var imidlertid ikke tilstrækkeligt for Armeniens yderligtgående nationalister, og på en baggrund af økonomisk ruin og anklager om korruption og magtmisbrug måtte Ter-Petrosjan træde tilbage i 1998. Ved et ekstraordinært præsidentvalg valgtes i stedet Nagorno-Karabakhs tidligere præsident Robert Kotjarjan. Præsidentskiftet formåede dog ikke at øge statens politiske stabilitet. I 1999 trængte bevæbnede personer således ind i parlamentet og dræbte seks af dets medlemmer, heriblandt premierministeren.

Oppositionen kunne dog ikke samles om en fælles leder, og i marts 2003 blev Kotjarjan genvalgt som præsident for endnu fem år. Såvel præsidentvalget som parlamentsvalget i maj 2003, som blev vundet af præsidentens støtteparti, blev stærkt kritiseret for uregelmæssigheder af oppositionen og internationale observatører. I 2004 afholdt oppositionen flere demonstrationer mod præsidenten. Efter anbefaling fra Europarådet blev det i 2005 ved en folkeafstemning vedtaget at ændre forfatningen med henblik på at bringe den i overensstemmelse med europæiske normer for bl.a. menneskerettigheder og demokrati. Herved blev præsidentens magt væsentligt begrænset.

Ved parlamentsvalget i maj 2007 fik den siddende premierminister Serzj Sarkisjans parti, Armeniens Republikanske Parti, en tredjedel af stemmerne og dannede regering sammen med partiet Velstående Armenien. Internationale observatører erklærede, at valget stort set levede op til internationale standarder, mens oppositionen talte om udbredt valgfusk. Ved præsidentvalget i februar 2008 vandt Serzj Sarkisjan med 52,8 % af stemmerne over Levon Ter-Petrosjan, der havde gjort politisk comeback og fik 21,5 % af stemmerne. OSCE udtrykte behersket tilfredshed med valget, men Ter-Petrosjan protesterede mod valgresultatet, som efter hans mening var forfalsket. Han iværksatte store protestdemonstrationer i Jerevan og blev sat i husarrest, da myndighederne den 1/3 ryddede den centrale plads i Jerevan for demonstranter, og den siddende præsident Robert Kotjarjan indførte en 20 dages undtagelsestilstand. Ved den lejlighed omkom 10 personer, og ca. 250 blev såret. I juni, august og september 2008 stod Ter-Petrosjan igen i spidsen for massedemonstrationer, der krævede nyvalg af såvel præsident som parlament. Siden sin tiltrædelse har Serzj Sarkisjan først og fremmest truffet foranstaltninger til at bekæmpe den udbredte korruption blandt embedsmændene.

På grund af konflikten omkring Nagorno-Karabakh har Armenien et anstrengt forhold til Aserbajdsjan, og armeniernes ønske om at få massakrerne i 1915 anerkendt som folkedrab belaster forholdet til Tyrkiet. Begge naboer opretholder en effektiv økonomisk blokade af Armenien. I 2008 skete der dog en bemærkelsesværdig optøning af forholdet mellem Armenien og Tyrkiet. Diplomater fra de to lande førte fortrolige forhandlinger om en tilnærmelse, og det foreløbige højdepunkt var den tyrkiske præsidents uofficielle besøg i Jerevan i september 2008 i forbindelse med den første fodboldlandskamp nogensinde mellem Tyrkiet og Armenien.

Landets landværts forbindelser med omverdenen foregår gennem Georgien og Iran, som det har gode forhold til. Rusland er Armeniens vigtigste strategiske partner i regionen, og de to lande har indgået en aftale om stationering af russiske tropper i Armenien. Takket være den armenske diaspora har Armenien nære forbindelser med USA, og landet ønsker nærmere samarbejde med NATO, men ikke medlemskab. I 2004 blev Armenien omfattet af EU's naboskabspolitik.

Det store jordskælv i Armenien 1988, de store flygtningestrømme på grund af krigen med Aserbajdsjan, økonomisk blokade fra Aserbajdsjan og Tyrkiet og afskæring af andre vigtige forsyningslinjer i det urolige område har skabt store økonomiske og sociale problemer. Alene fra 1990 til 1992 blev BNP skønsmæssigt halveret. Armenien var en tæt integreret del af det sovjetiske samarbejde og blev hårdt ramt af omstillingsproblemer efter sammenbruddet i den økonomiske infrastruktur i det tidligere USSR. Siden 1994 er BNP dog vokset næsten uafbrudt, og i 2003 var det 13,9 % højere end i 2002.

• Armeniens historie indtil 1920
• Armenien
• Armeniens præsidenter
• Armeniens premierministre