Birte Weiss

Med et nyfødt barn og en uafsluttet universitetsopgave kom Birte Weiss i Folketinget i 1971, samtidig med en række yngre socialdemokrater, der i de følgende år kom til at præge både partiet og folketingsgruppen. De talte foruden Birte Weiss kvindelige politikere som Ritt Bjerregaard, Helle Degn og Inge Fischer Møller.

Birte Weiss mistede sit mandat ved jordskredsvalget i 1973, hvor Socialdemokratiet tabte 24 mandater. Hun blev igen medlem af Folketinget fra 1975. I 1984 trak sig hun frivilligt, fordi hun også var formand for Radiorådet. Fra 1987 til 2001 var hun igen folketingsmedlem.

I starten af sin politiske karriere markerede Birte Weiss sig som venstrefløjssocialdemokrat og var ofte i opposition til partiets politiske linje. Det gjaldt ikke kun atomvåbenspørgsmålet og holdningen til USA's krig i Vietnam, hun var også modstander af Danmarks indtræden i EF i 1972.

Fra 1980 ændrede hun imidlertid holdning, og hun blev formand for det udvalg, der med rapporten Et åbent Europa, 1987, skulle skabe enhed om Socialdemokratiets EF-holdning.

I løbet af 1980’erne blev hun mere og mere integreret i partiet og fik tildelt en række tillidsposter. Birte Weiss var i mange år medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. I perioden 1984-1996 var hun Socialdemokratiets næstformand, og 1985 blev hun medlem af forretningsudvalget.

I slutningen af 1980’erne arbejdede Birte Weiss ihærdigt for at styrke kvinde- og ligestillingsarbejdet som en integreret del af Socialdemokratiets politik. Som formand for partiets ligestillingsudvalg var hun bl.a. med til at lancere en plan om, at erhvervsstøtten til danske virksomheder skulle betinges af, at der på den enkelte virksomhed blev gjort en aktiv ligestillingsindsats. Også internt i Socialdemokratiet var hun en markant fortaler for kønskvotering som et nødvendigt middel til at sikre en større balance mellem kvinder og mænd.

I årene 1981-1986 var Birte Weiss formand for Radiorådet, og her fik hun både direkte og indirekte en stor betydning for ligestillingsarbejdet. Selv blev hun den første kvindelige formand for Radiorådet på et tidspunkt, hvor der ingen kvindelige topchefer fandtes i Danmarks Radio. Hun gjorde en målrettet indsats for at ændre dette, og i løbet af en kort årrække blev der ansat 12 kvinder på ledelsesniveau.

Det var som indenrigsminister, Birte Weiss markerede sig stærkest, fordi hun her var ansvarlig for et af 1990’ernes mest kontroversielle indenrigspolitiske områder, nemlig flygtninge- og indvandrerspørgsmålet. Foranlediget især af en vælgerflugt til Dansk Folkeparti opstod der både i Socialdemokratiet og i regeringen uenighed om, hvorvidt man skulle lade sig presse til en mere restriktiv udlændingepolitik. Birte Weiss argumenterede imod at lade populistiske strømninger og skiftende meningsmålinger få indflydelse på regeringens og Socialdemokratiets politik. Hun mente tværtimod, at partiet stod sig bedst ved at tydeliggøre og intensivere sin politik, der indbefattede tolerance, humanisme og solidaritet. Da denne holdning ikke kunne forenes med ønsket om et bredt nationalt kompromis på flygtninge- og indvandrerpolitikken, måtte Birte Weiss overlade indenrigsministerposten til den mere pragmatiske Aarhusborgmester Thorkild Simonsen.

Efter valget i 1998 var Birte Weiss meget tæt på at blive den første kvindelige formand for Folketinget. Det kom til lodtrækning om posten, som hun tabte til Ivar Hansen fra Venstre.