Ritt Bjerregaard

Ritt Bjerregaard underviste i folkeskolen 1964-1970 og var derefter indtil 1982 adjunkt ved Odense Seminarium. Hun var formand for lærerrådet på Skt.Klemens Skole i Odense 1968-1970 og medlem af repræsentantskabet for Danmarks Lærerforening 1969-1973.I slutningen af 1960-erne meldte hun sin ind i Socialdemokratiet og var valgt til Odense Byråd 1970-1973.

I september 1973 blev Ritt Bjerregaard undervisningsminister i det første ministerium Anker Jørgensen. Hun fik den samme post i hans to følgende regeringer, men måtte i 1978 træde tilbage efter en strid om størrelsen på hendes hoteludgifter under en UNESCO-rejse til Paris. En undersøgelse fra Rigsrevisionen konkluderede efterfølgende, at hun ikke havde brugt flere penge end andre ministre.

Med hende som minister vedtoges en ny folkeskolelov i 1975 (se skolelove) og lov om de erhvervsfaglige grunduddannelser i 1977. Roskilde Universitetscenter havde siden starten i 1972 ikke ekstern censur af eksaminer på RUC, og de studerende bestemte selv, hvad de skulle lære, hvilket vakte kritik og i 1975 satte Ritt Bjerregaard centeret under administration af et eksternt rektorat for en treårig periode og fik gennemført ekstern eksamenscensur.

Samme år igangsatte hun det store projekt U 90, en samlet uddannelsesplan, der skulle skabe lighed i samfundet, bl.a. gennem en 12-årig enhedsskole. Hun fik såvel opposition som forskere op af stolene ved som den første minister at forlange synlighed og samfundsrelevans af forskningen. I lyset af den eksplosive søgning til de videregående uddannelser satte hun adgangsbegrænsning på dagsordenen. Dette blev gennemført i 1976.

I 1979 vendte Ritt Bjerregaard tilbage som minister, denne gang som socialminister i Anker Jørgensens fjerde regering. Det var en post, hun havde indtil 1981. Her satte hun på baggrund af bundne besparelseskrav spørgsmålstegn ved den automatik, hvormed velfærdsstaten uddelte mange tilskud. Hun indførte den såkaldte socialindkomsten i stedet for skattepligtig indkomst til beregning af sociale ydelser ud fra den betragtning, at sociale ydelser kun skulle tilfalde dem, der havde behov.

I 1981 blev Ritt Bjerregaard udpeget til formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe og vandt selv fra sine modstandere anerkendelse for sin faste gruppeledelse. Som repræsentant for folketingsgruppen var Ritt Bjerregaard medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg 1982-1991.

Da den socialdemokratiske regering i 1982 kom i opposition, overtog Anker Jørgensen igen ledelsen af folketingsgruppen. Men da Svend Auken i 1987 blev formand for partiet, var Ritt Bjerregaard igen gruppeformand 1987-1991. I 1991 måtte hun gå som gruppeformand, fordi ledelsen i partiet ikke mente, at hun kunne have folkeregisteradresse på Fyn og samtidig bo i en stor lejlighed på Vesterbro.

Tiden i opposition mente Ritt Bjerregaard skulle bruges til at forny partiets politik og gøre op med vanetænkning og det, hun kaldte kustoderne i Socialdemokratiet. Hun ønskede, at arbejderbevægelsen skulle være et formidlende led mellem græsrødder og parlamentarikere. Desuden ønskede hun at skaffe partiet en ny profil i kampen om de unge vælgere ved at tage mærkesager op fra venstrefløjen. Det gjorde hun bl.a. gennem en kritisk holdning til NATOs opstilling af mellemdistanceraketter i Europa i 1983.

I oppositionsperioden fra 1982-1993 havde Ritt Bjerregaard en række tillidsposter. Hun var statsrevisor fra 1982 (formand fra 1990), og fra 1981 var hun medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn. Efter Berlinmurens fald i 1989 ændrede Ritt Bjerregaard holdning til EU. Fra at have været mangeårig modstander blev hun EU-tilhænger ud fra ønsket om ikke at overlade Europa til et nyt, samlet Tyskland. I årene 1992 -1994 var hun formand for Den Danske Europabevægelse (se Europabevægelsen). I 1992 blev hun vicepræsident for den europæiske sikkerhedsorganisation CSCE's parlamentariske forsamling (det senere OSCE).

Hun havde det første år som kommissær forsøgt at afmystificere EU-Kommissionens arbejde ved at skrive bogen Kommissærens dagbog. I bogen var der også kritik af hendes kolleger i kommissionen, hvilket hun måtte erkende ikke gik an i den europæiske offentlighed, og hun trak dagbogen tilbage inden udgivelsen. Dagbladet Politiken offentliggjorde imidlertid bogen som et særtryk til avisen, så hendes kritik af de andre kommisærer kom alligevel frem.

I 1999 trådte den samlede EU-Kommission tilbage efter offentliggørelsen af en rapport, der afdækkede en korruptionsskandale og som rettede en stærk kritik mod kommissionens embedsførelse. Ritt var ikke personligt ramt af kritikken, men blev ikke genudnævnt som kommissær, og hun blev afløst af Poul Nielson.

Ritt Bjerregaard vendte tilbage til dansk politik og var 2000-2001 fødevareminister i regeringen Nyrup Rasmussen. Ved valget i 2001 blev Ritt Bjerregaard atter medlem af Folketinget, og hun blev sit partis udlændingepolitiske ordfører, indtil hun i september 2002 trak sig fra posten i protest mod, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke bakkede hende op.

Som overborgmester havde Ritt Bjerregaard en række sager, hun ønskede at gøre noget ved. Det drejede sig om bedre madtilbud til plejehjem og andre institutioner, bedre integration og mere mangfoldighed i ansættelserne i kommunen og mere åbenhed på Rådhuset. Desuden ønskede hun mere gang i byen ved at tillade fx mere udeservering og bedre forhold for cyklister.

Hendes to store mærkesager var dog en ændring af styreformen i København og byggeri af flere billige boliger i byen, så også almindelige lønmodtagere havde råd til at blive boende i København. Det viste sig dog at være vanskeligt at gennemføre. Efter et par år måtte hun indse, at de to sidste sager vakte meget modstand og var så tidkrævende, at hun ikke ville kunne realisere det, selv ikke hvis hun stillede op til endnu en periode. Hun ønskede derfor ikke genvalg til posten og blev i 2010 afløst af Frank Jensen.

Ritt Bjerregaard udgav sine erindringer i fire bind. Ritt – Erindringer udkom i 2015. Andet bind, Valgt, udkom i 2017 og det tredje, Udenfor, i 2019. Fjerde og afsluttende bind, Ovenpå, udkom den 19. maj 2021 på hendes 80-års fødselsdag.