CMYK er et subtraktivt farveblandingssystem. Det anvendes i grafisk produktion til industriel trykning og til de fleste private og industrielle digitale printere. De fire CMYK-farver er Cyan, Magenta, Yellow og Black (K'et i CMYK kommer fra det historiske begreb Key Color). CMYK-farver kaldes også procesfarver.
Når der anvendes CMYK-farver til print eller tryk, kan en hvilken som helst farve (fx en logofarve, staffagefarve eller blot en orange overskrift) i det digitale dokument, defineres ved en CMYK-kodeværdi, der i praksis er en angivelse af procentindholdet af cyan, magenta, gul og sort. For eksempel kan en orange nuance defineres som: C:0 M:50 Y:60 K:0. Det betyder i praksis, at der trykkes et 50 % magenta rastertryk + et 60 % gult rastertryk oven på hinanden, hvilket giver en orange nuance. Selv om de fire CMYK-farver i princippet giver mulighed for en samlet tonværdisum på 400% i trykket (4 x 100%), vil man i praksis helst ikke have mere end ca. 330 %, da det ellers kan give problemer i trykprocessen.
Ved anvendelsen af CMYK-farvesystemet kan ca. 50 % af alle pantonefarver gengives tilfredsstillende.
Når en farve trykkes/printes via CMYK-farvesystemet, vil der stort set altid være rasterpunkter i den pågældende farver, hvilket kan få den til at fremstå "urolig" eller "grumset", afhængigt af hvor grov en rasterfinhed der anvendes. De eneste tilfælde, hvor den valgte farve ikke indeholder rastersammentryk ved CMYK-tryk, er, hvis kun en af de fire CMYK-farver trykkes alene (fx et logo i cyanfarve, som FN anvender), eller når der trykkes med 100 % af én CMYK farve + 100 % af en anden CMYK-farver (fx en rød, der består af 100 % magenta + 100 % yellow). Der vil derfor kun være syv specifikke farver, der kan trykkes i CMYK, hvor der ikke anvendes rastersammentryk: C:100, M:100, Y:100, K:100 og C:100+M:100, C:100+Y:100, M:100+Y:100.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.