Cassis de Dijon-princippet

Princippet supplerer forbuddet mod handelshindringer i EU's traktatgrundlag og indebærer en formodning om, at en vare, der lovligt markedsføres i én medlemsstat, også kan markedsføres i andre medlemsstater. Modsat indebærer princippet også, at medlemsstaterne — ud over de undtagelser fra forbudet mod handelshindringer, som er fastsat i traktatens daværende artikel 30 — kan få accepteret rimelige og nødvendige nationale bestemmelser, som ikke er direkte diskriminerende, selvom bestemmelserne har en handelshindrende effekt. Dette vil bl.a. gælde for nationale bestemmelser til beskyttelse af miljøet og forbrugerne.

Cassis de Dijon-dommen (C-120/78)betød med andre ord, at et nyt princip introduceredes, som betød, at man ikke kunne stoppe for import af varer fra andre lande, medmindre der var en alvorlig sundhedsrisiko forbundet med varen. Det princip blev løftet op og gjort alment gældende for det, som kom til at heddet det indre marked, hvilket satte integrationen i gang igen.

Dommen lagde en del af grunden til Fællesakten i 1985, som indebar en traktatændring, hvor nye regler om stemmeafgivning med kvalificeret flertal blev indskrevet. Samme år offentliggjordes Hvidbogen om det indre marked, bl.a. efter pres fra European Round Table of Industrialists.

Med Cassis de Dijon-dommen fik man yderligere etableret, at der skal ske gensidig anerkendelse af nationale standarder og lovbestemmelser mellem EU’s medlemsstater. F.eks. skal EU's interne handel være fuldstændigt fri, medmindre der er særlige og kraftigt tvingende sundhedsmæssige grunde til, at det ikke skulle være sådan.

Bevisbyrden ligger således ikke hos dem, der vil frihandlen. Den ligger derimod hos dem, der vil bremse frihandelen. Reglen er, at der er frihandel, og at alle varer må sælges, så meget man lyster, på tværs af landegrænser. Skal man forhindre dette, må man komme med undersøgelser og beviser for, at et bestemt produkt udgør en sundhedsrisiko.

Med det indre marked-programmet fra 1985 gik man i EU-regi væk fra at have en centralistisk standardisering af bestemte områder med udgangspunkt i Kommissionen, idet den i stedet blev lagt ud til standardiseringsorganisationer (som CEN og CENELEC), der nu skulle komme med forslag til minimumsharmoniseringer.

Alt skulle således ikke standardiseres – kun det, der absolut var nødvendigt. Man tog Cassis de Dijon-princippet til sig, og man fik nu en praksis, hvor der ikke var grund til at standardisere helt ned i alle detaljer. I stedet standardiserede man, så det var acceptabelt for alle parter og ikke mere end dét. Til gengæld skulle alle varer så også kunne bevæge sig frit rundt på denne baggrund.

• EU
• EU-domstolen
• det indre marked
• fri bevægelighed
• EF-traktaten (Romtraktaten)

• Cassis de Dijon-dommen C-120/78