I juni 2022, altså kun tre måneder før riksdagsvalget i september, har partiet ved flere lejligheder aktivt støttet den socialdemokratiske mindretalsregering i Riksdagen, og mange ser det som skridt frem mod en regeringsdeltagelse sammen med Socialdemokraterna efter valget – hvis ellers mandatfordelingen ender med at pege i den retning.
En meningsmåling (DN/Ipsos) fra august 2022 bekræfter, at partiet fortsat ligger på knapt 7 % kort tid inden riksdagsvalget 11. september 2022. Det er noget under resultatet ved valget i 2018 (8,6 %).
Maud Olofsson var partileder 2001-11, hvorefter hun afløstes af Annie Löof, som også blev näringslivsminister 2011-14.
Ved riksdagsvalget 11. september 2022 fik partiet 6,7 % af stemmerne, hvilket betød en mandattilbagegang på 7, til 24. Dette bidrog til, at centrum-venstres samlede mandattal kun blev 173, altså mindre end centrum-højres 176 mandater.
Efter at Magdalena Andersson 15. september havde meddelt talmannen, at hun trådte tilbage som statsminister, meddelte Annie Lööf, at hun ville afgå som leder af Centerpartiet, så snart en efterfølger er valgt på en ekstraordinær partikongres. Denne beslutning er sandsynligvis foranlediget såvel af valgresultatet som mere partiinterne diskussioner, hvortil kommer, at det bl.a. er kommet frem, at Annie Lööf også var et planlagt offer for den mand, der under Almedalsveckan myrdede en kendt meningsdanner og aktør på det socialpsykiatriske område.
Den ekstraordinære partikongres blev afholdt 2. februar 2023 i Helsingborg. Her valgtes den 46-årige Muharrem Demirok til partiformand efter Annie Lööf. Demirok har tidligere været kommunalråd (svarer nærmest til borgmester) i Linköping. Han kom ind i Riksdagen efter valget i september 2022. Det er endnu lidt uklart, hvad hans politiske linje vil blive, men under alle omstændigheder bliver skolespørgsmål et område, Demirok vil prioritere.
I den første meningsmåling efter Demiroks tiltræden som partileder blev der registreret en tilbagegang for Centerpartiet fra 5,2 % til 4,3 %, et tab, der mest var gået til Socialdemokratiet. Hermed kom Centerpartiet til at ligge i ubehagelig nærhed af spærregrænsen på 4 %, i øvrigt lige som Miljöpartiet, Kristdemokraterna og Liberalerna. I SBC/DNs store meningsmåling fra maj 2023 er Centerpartiets vælgertilslutning målt til 4,2 %, altså reelt uændret, men fortsat betænkeligt nær spærregrænsen på 4 %. Partiet peger fortsat på lederskiftet som forklaring på den beskedne vælgertilslutning, mens andre nok snarere vil pege på partiets og den nye leders problemer med at markere sig i det aktuelle mediebillede.
I DN's og Ipsos' meningsmåling fra oktober 2023 lå Centerpartiet fortsat på 4 %, altså reelt uændret hen over sommeren.
Demirok meddelte den 24. februar 2025, at han afgik som partiformand. Den officielle begrundelse var, at hans person og hans lederskab ikke skulle stå i vejen for partiets chancer ved riksdagsvalget i 2026. Demiroks afløser som partiformand blev, ikke helt uventet, Anna-Karin Hatt (født 1972), som blev valgt på en ekstraordinær partikongres 3. maj 2025.
Anna-Karin Hatt er velkendt i politiske kredse, idet hun var it- og energiminister i den borgerlige alliance-regering (2006-2014), ligesom hun allerede i 2011 prøvede at blive partileder (men tabte til Annie Lööf). Hatt forlod partipolitisk arbejde for at forfølge en karriere i organisationsverdenen, hvor hun senest var chef for LRF (Lantbrukarnas Riksförbund). Hun var først ikke interesseret i at blive partileder, men lod sig siden overtale.
I de to store avisers meningsmålinger i slutningen af august 2025 kunne det konstateres, at Centerpartiets tilslutning var faldet fra 6 til 5 %, så i første omgang synes valget af en ny partiformand ikke at have haft den store effekt.
Den 15. oktober 2025 meddelte Anna-Karin Hatt imidlertid helt uventet, at hun afgik som partileder, nogle uger inden at hun formelt skulle genvælges på et partimøde i november. Grunden var angiveligt, at hun ikke kunne se sig selv i det hårdere samfundsklima, hvor trusler og hadtalemod politikere er blevet en del af hverdagen.
Partiets valgudvalg står over for en krævende opgave med at finde en ny partileder, der med kort varsel kan tage over og føre partiet godt igennem den allerede påbegyndte valgkamp.
4. november præsenterede valgudvalget sit forslag til ny partileder for Centerpartiet: Elisabeth Thand Ringquist. Den nye partileder har været politisk aktiv siden sine unge år. Hun har en baggrund i erhvervslivet og har på forskellige måder været med i Centerpartiets inderkreds i en del år. Det formelle valg forventes at ske om få dage.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.