Cheopsbåden er verdens ældste bevarede fartøj fra omkring 2550 f.v.t. og tilhørte med stor sandsynlighed kong Cheops fra det 4. dynasti baseret på bådens fundsted.

Opdagelse

Cheopsbåden blev i 1954 fundet på Giza-plateauet i Egypten ved Cheopspyramidens sydøstside, hvor den lå i en grube udhugget i grundfjeldet under en række store stenblokke. Båden blev fundet adskilt i ikke mindre end 1224 dele.

Båden

Båden er bygget af cedertræ, som var blevet fragtet til Egypten fra Levanten på den østlige Middelhavskyst, muligvis fra handels- og havnebyen Byblos. Skroget på båden bestod af planker sammenføjet med reb og trætapper, og den var udstyret med ti årer og to styreårer. Båden måler 43,4 m i længden og 5,9 m i bredden.

Bådens formål bliver stadig diskuteret. Formen er lig de "solbåde", i hvilke solguden Ra sejlede over himlen om dagen og gennem underverdenen om natten, og som er afbildet i oldtidens Egyptens kunst og ikonografi. Cheopsbåden skulle muligvis sejle kongen på rejsen sammen med solguden efter kongens død. Samtidig bærer båden tegn på faktisk at have været brugt i vand, og det er muligt, at den fragtede kongens lig eller mumificerede krop til havneanlægget ved pyramidekompleksets daltempel nedenfor Giza-plateauet.

En endnu tildækket grube med en anden adskilt båd blev i 1954 også fundet ved Cheopspyramidens sydvestside.

Udstilling

Et mindre, men ikonisk, museum blev bygget til at rumme den rekonstruerede båd og åbnede i 1982 ved siden af Cheopspyramidens sydlige side. I 2021 blev båden dog flyttet til det nye Grand Egyptian Museum, ca. 2 km nordvest for pyramiden.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig