DNA-vaccine

En person vaccineres. Af . CC BY 4.0

I pindemodellen (til venstre) af DNA ses de baseparrede cykliske ringsystemer, der udgør den centrale del af DNA-strukturen. Brint er ikke tegnet med. Spacefilling-modellen (til højre) giver det mest realistiske billede af DNAs struktur. Her er brintatomerne (lyseblå) medtaget, så man kan se, hvor kompakt molekylet egentlig er. De øvrige farvekoder er: kulstof (grå), kvælstof (mørkeblå), ilt (rød) og fosfor (orange).

Model af DNA
Af .
Licens: Materialet er fri af ophavsret

DNA-vaccine er en vaccine, som indeholder DNA. Når vaccinen sprøjtes ind i kroppen, får DNA'et cellen til at danne et genprodukt (protein). Formålet med at give DNA-vacciner er at fremkalde immunitet mod genproduktet.

Virkning

Proteinerne i en DNA-vaccine udtrykkes/dannes inde i cellerne (intracellulært) i den vaccinerede persons hud- og muskelceller. Der fremkaldes både celle-medieret immunitet (CMI), som giver immunitet mod sygdom og antistof-medieret immunitet, som giver immunitet mod infektion. På den måde efterligner vaccinen en levende virusinfektion, eller en levende svækket vaccine, uden at være det. Der kan fx ikke dannes viruspartikler, og der er ikke de samme bivirkninger som ved en levende svækket vaccine.

Komponenter

En DNA-vaccine består typisk af et cirkulært plasmid, som er et lille, cirkulært DNA-molekyle. De vigtigste komponenter er her et mindre DNA-stykke, en såkaldt promotor, til at starte den produktion af vaccineproteinet inde i cellen. Dernæst en ribosomalt bindings-sekvens og en ekspressionskassette, som indeholder det ønskede vaccinegen.

Opformering

Resten af plasmidet kan indeholde signaler og elementer, der gør, at plasmidet kan opformeres i en bakterie, typisk bakterien E. coli, for på den måde at producere større mængder af vaccineplasmidet eller vaccinen. I den forbindelse er der brug for en selektionsmekanisme så ikke alle mulige andre forurenende plasmider også opformeres. Typisk kan DNA-plasmidet kode for en antibiotikaresistens som gør, at kun den ønskede E. coli, der indeholder det rigtige vaccine-plasmid, overlever, når vækstmediet tilsættes et bestemt antibiotikum, der dræber alle andre bakterier.

Aktivatorer

DNA-plasmider kan desuden være udstyret med bestemte aktivatorer af immunsystemet, som et slags adjuvans. Nogle plasmider kan fx kode for også inteleukin-15, der aktiverer immunsystemet. I så fald kan det være en fordel, at vaccineplasmidet har to promotorer i den cirkulære plasmid-ring, kaldet dual-promotor-plasmid. Et immunaktiverende signal kan også være en aktiverende DNA-sekvens, som RIG—1 (retinoic acid-inducible gene), der virker ved at stimulere cellen, med plasmidet i, til at producere immunstimulerende cytokiner. DNA-plasmidet kan faktisk i sig selv stimulere immunsystemet, idet immunsystemet vil reagere på fremmed DNA i sig selv. En slags indbygget adjuvans.

Alle disse optimeringer af vaccinegenet og selve plasmid etc. har sammen med nye måder at give vacciner på, fx nålefri injektion i huden, resulteret i anden eller tredje generations DNA-vacciner. Disse optimerede DNA-vacciner fremkalder lige så kraftigt eller kraftigere immunsvar end de tilsvarende proteinvacciner.

Historien bag DNA-vacciner

I 1990 publicerede den amerikanske genetiker Jan A. Wolff (1956-2020) og medforfattere en artikel i tidsskriftet Science, hvor de beskrev at have sprøjtet DNA, der kodede for væksthormon, ind i mus for at gøre dem større. Da DNA'et kodede for væksthormon fra mennesker og ikke mus, opfattede musene dog væksthormonet som et fremmed protein. Musene begyndte derfor at danne antistoffer og celleimmunitet mod det fremmede protein, det humane væksthormon. Resultaterne af Wolffs forskning fik andre forskere til at forsøge at lave DNA-vacciner mod mikroorganismer, da det var nemt og hurtigt at lave i laboratoriet og teste på dyr.

Siden er der lavet mange DNA-vaccineforsøg mod især virus, men også bakterier, parasitter, allergener og kræftproteiner. Vaccinerne er testet mod forskellige dyrearter inklusive mennesker. De første forsøg med mennesker blev lavet med vacciner mod influenza, HIV og rabies. Nogle DNA-vacciner til dyr blev også godkendt til rutinebrug. Immuniteten og effekten af de forskellige nukleotidvacciner, som er både DNA-vacciner og mRNA-vacciner, kan være ret forskellig i forskellige dyrearter og mennesker.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Vacciner

Anders Fomsgaard
Adjungeret Professor, læge, dr. med.; Statens Serum Institut

Det sker

Lars Findsen

Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.

Novo Nordisk

Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.

Zohran Mamdani

Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet