Danmarks geologi

Den Fennoskandiske Randzone udgør den nordvestlige del af en gammel brudzone, Tornquist-zonen, som fortsætter helt til Sortehavet.

Randzonen løber fra Skagerrak og Vendsyssel mod sydøst gennem Kattegat til Bornholm og adskiller det skandinaviske grundfjeldsområde på det mere stabile Baltiske Skjold mod øst fra det hurtigere synkende nordvesteuropæiske bassinområde mod vest og sydvest. Randzonen er 50-100 km bred og består af adskillige geologiske blokke, som er afgrænset af forkastninger som Bornholm Horsten og Rønne Graven mod sydøst og Ålborg Graven mod nordvest. Sorgenfrei-Tornquist Zonen er i det danske område karakteriseret af inversion gennem Kridt og tidlig Tertiær.

Bevægelser langs forkastninger i randzonen har påvirket udviklingen af sedimentbassinerne mod sydvest siden den tidlige del af Perm for 299 millioner år siden.

Området mellem Sorgenfrei-Tornquist Zonen og Det Baltiske Skjold mod nord kaldes Skagerrak-Kattegat Platformen. Her er den Mesozoiske lagserie relativt uforstyrret, men bliver gradvis tyndere mod øst.

Den dominerende struktur syd og vest for den Fennoskandiske Randzone er det Det Danske Bassin, som er et nordnordvest-sydsydøst-orienteret indsynkningsområde, der ude i Nordsøen længst mod vest går over i det Norsk-Danske Bassin. Bassinet afgrænses mod nord af Sorgenfrei-Tornquist Zonen og mod syd af Ringkøbing-Fyn Højderyggen.

Syd for højderyggen findes endnu et indsynkningsområde, Det Nordtyske Bassin, hvis nordlige rand løber gennem den sydligste del af Jylland, videre langs nordkysten af Lolland til Polen. Indsynkningen i de to bassiner begyndte i overgangen Karbon-Perm, og frem til slutningen af Kridt er der lokalt akkumuleret mere end 4 km tykke lag af sedimenter og vulkanske bjergarter i Det Danske Bassin.

Den øst-vest-orienterede Ringkøbing-Fyn Højderyg består af højtliggende grundfjeld, der gennemskæres af flere nord-syd-orienterede gravsænkninger, bl.a. Central Graven, Horn Graven og Brande Truget. Den strækker sig fra Møn over Fyn og Ringkøbing Fjord vestpå ud i Nordsøen. Længst mod vest bliver den en del af højderyggen Mid North Sea High.

Central Graven er et komplekst, ca. 70 km bredt og 400 km langt nordnordøst-sydsydvest-orienteret indsynkningsbassin i Nordsøen. Det strækker sig fra området mellem Norge og Skotland sydpå mod Holland. Den vestligste del af den danske Nordsø er en del af Central Graven.

Dette område har gennem det meste af Mesozoikum (perioden fra Trias til midt Kridt) været udsat for betydelig større indsynkning end områderne længere mod øst i det danske område. Siden slutningen af Perm (for ca. 252 millioner år siden) er den østlige side af graven sunket op til 10 km. Central Graven er dannet som følge af rifting i tidlig Trias og igen i perioden fra Sen Jura til tidlig Kridt.

Det knap 1.500 millioner år gamle grundfjeld nær Svaneke på Bornholm er det ældste vidnesbyrd om de geologiske forhold i Danmark. Grundfjeldet på Bornholm er en del af Det Baltiske Skjold og består hovedsagelig af granitter og stribede, kvarts-feldspat-rige gnejser. I løbet af den sene del af Prækambrium blev de øverste dele af grundfjeldet eroderet væk, og de bjergarter, som er bevaret på Bornholm, er dannet i 15-20 km's dybde.

Forekomsten af amfibolitter og glimmerrige gnejser viser, at det ældre grundfjeld opstod ved metamorfose af basalt og lerrige sedimenter. De gennemskæres af en række yngre granitter: de lyse Hammer- og Vanggranitter i nord, den mørke Rønnegranit i sydvest og den grovkornede Svanekegranit i øst. Disse er dannet ved opsmeltning og rekrystallisation af et ældre grundfjeld ved temperaturer over 600 °C. Ved senere opsprækning er basaltisk magma trængt ind og har dannet mørke diabasgange. Det bornholmske grundfjeld er dannet som en del af Den Danopolonske Bjergkæde, der også danner grundfjeldet i Skåne.

I resten af det danske område kendes grundfjeldet kun fra to boringer langs Ringkøbing-Fyn Højderyggen, hvor det er truffet i henholdsvis 1,6 og 0,8 km's dybde ved Grindsted og Glamsbjerg, samt i en boring ved Frederikshavn i Den Fennoskandiske Randzone, hvor det ligger i ca. 1,3 km's dybde. Aldersdateringer af grundfjeldet i de dybe boringer viser, at det blev dannet for ca. 1150-850 millioner år siden og var en del af en nord-sydgående bjergkæde, som danner grundfjeldet i Sydnorge og Sydvestsverige.

Aflejringer fra Tidlig Palæozoikum er blotlagt flere steder på det sydlige Bornholm og er desuden fundet i dybe boringer i den østlige del af det danske område. På Bornholm udgør de Nedre Palæozoiske lag en under 500 meter tyk lagserie, mens der ved seismiske undersøgelser er påvist en mere end 3000 meter tyk lagserie i Den Fennoskandiske Randzone i Kattegat.

Ved periodens begyndelse udgjorde størstedelen af Danmark, sammen med resten af Skandinavien, de baltiske lande og den vestlige del af Rusland, et mindre kontinent kaldet Baltica. Oven på det nederoderede grundfjeld blev der først afsat flod-og vindaflejrede sedimenter, inden havniveauet steg i løbet af Kambrium, og der opstod et udstrakt, lavvandet havområde over kontinentet. På Bornholm blev der først blev aflejret sandsten, kalksten og sorte alunskifre, og siden kalksten og mørkegrå skifre, der i Silur blev mere siltholdige.

I den sene del af Tidlig Palæozoikum var der en omfattende bjergkædefoldning langs vest- og sydranden af Baltica som følge af pladebevægelser og kollision med de omkringliggende kontinenter. Dette resulterede i dannelsen af Den Kaledoniske Bjergkæde, som strakte sig i et bælte langs Norges vestkyst ud under Nordsøen, hvor den delte sig i en vestlig zone gennem Skotland og en østlig zone gennem det sydligste Danmark og Nordtyskland. Foldningen foregik i flere faser og kulminerede i Silur. I det danske område kendes ældre palæozoiske bjergarter præget af metamorfose fra den centrale del af Nordsøen og fra Sønderjylland.

For den tidlige del af perioden er kendskabet til forholdene i det danske område meget begrænsede. Eksempelvis er der endnu ikke fundet aflejringer fra Devon (ca. 419-358 millioner år før nu), og aflejringer fra Karbon (ca. 358-299 millioner år før nu) kun er kendt fra enkelte i boringer i Kattegat, på Falster og i Central Graven. Fund af karbone plantesporer i mesozoiske sedimenter antyder dog, at en større del af det danske område og Den Skandinaviske Halvø har været dækket af karbone sedimenter.

Tidlig Karbon. Aflejringerne på Falster og i Central Graven er fra Tidlig Karbon (ca. 359-330 millioner år før nu) og viser, at der var betydelige forskelle mellem de to områder. På Falster består lagene af marine kalksten og lersten, som er aflejret på en lavvandet tropisk shelf, der strakte sig sydpå til det centrale Europa. I Central Graven er hovedparten af sedimenterne kontinentale sandsten og lersten, og marine aflejringer findes kun som tynde, fossilrige lag. Disse sedimenter er en del af et stort, kulførende kontinentalt bassin, der især kendes fra England. I Kattegat er der fundet røde og grønne sand- og lersten fra Sen Karbon i en enkelt boring.

Vulkanisme og tektonisk indsynkning. I den sene del af Devon startede nye bjergkædefoldninger syd for Danmark, og i det centrale Europa blev Den Varisiske Bjergkæde dannet i perioden frem til begyndelsen af Perm. I den sene fase af bjergkædedannelsen var der kraftig forkastningsaktivitet, hvilket bl.a. dannede Oslo Graven og gravsænkningerne langs Den Fennoskandiske Randzone. I en relativt kort periode på overgangen fra Karbon til Perm var der udbredt vulkansk aktivitet i et større område i Nordvesteuropa, og der findes derfor vulkanske bjergarter i Nordsøen og Kattegat samt under det danske landområde. Der er også vulkanske gangbjergarter af denne alder (ca. 300 millioner år før nu), som gennemskærer grundfjeldet på Bornholm.

Ørkenbassiner. Aflejringer fra Perm (ca. 299-252 millioner år før nu) kendes fra hele Danmark undtagen Bornholm. I tidlig Perm (Rotliegendes) herskede der varme, ørkenlignende tilstande, og grovkornede, rødbrune sedimenter blev aflejret af floder og stedvis omarbejdet af vinden. I Det Danske Basin og langs nordranden af Det Nordtyske Bassin er aflejringerne oftest 100-250 meter tykke. De er mere end 300 meter tykke i Central Graven og over 600 meter tykke i Horn Graven og i Den Fennoskandiske Randzone. I sidstnævnte områder er der bl.a. tale om lokale erosionsprodukter (grovkornet sand og konglomerater indeholdende forvitrede vulkanske bjergarter), som blev afsat i de nydannede gravsænkninger.

Oversvømmelse og inddampning. På grund af vedvarende indsynkning gennem Perm lå ørkenområderne i Det Nordtyske Bassin og Det Danske Bassin under det globale havniveau ved begyndelsen af Sen Perm (Zechstein). Mod nord var de adskilt fra havet af en landbarriere; dette kan sammenlignes med de nutidige forhold i Dødehavsdalen, hvor store områder befinder sig langt under havniveau (op til 400 m), og kun er adskilt fra Det Røde Hav med en lav barriere ved Akaba. I Sen Perm blev denne barriere gennembrudt i området mellem Skotland og Norge, og de tidligere ørkenbassiner blev omdannet til havområder, der på grund af et varmt og tørt klima kom til at fungere som delvist afspærrede inddampningsbassiner. Sedimentationen var cyklisk, som følge af gentagne indtrængninger af saltvand fra nord efterfulgt af delvis udtørring af bassinerne. Der kan ses 7-8 oversvømmelser af både Det Norsk-Danske og Det Nordtyske Bassin, hvorved der blev dannet en mere end 1.000 meter tyk, cyklisk opbygget lagserie domineret af inddampningsbjergarter (evaporitter). Sedimenterne forekommer typisk i en bestemt rækkefølge, begyndende med lersten efterfulgt af kalksten, anhydrit, stensalt og til sidst kalisalte. Langs randen af bassinerne danner kalksten og anhydrit lavvandede platforme, mens de centrale, dybere dele er domineret af stensalt.

Salthorste. Under en passende belastning opfører stensalt sig som plastisk materiale, og da det har en lavere massefylde end andre sedimenter, bliver saltaflejringer mobile under en efterfølgende pålejring af sedimenter. I slutningen af Trias begyndte Zechsteinsaltet at samle sig i pudeformede strukturer, som senere pressede sig op gennem den overliggende mesozoiske lagserie og i løbet af Mesozoikum og Kænozoikum dannede et stort antal salthorste i bassiner og gravsænkninger.

Den geologiske udvikling gennem Mesozoikum kendes fra studier af lagserier af varierende tykkelse, fra ca. 1.000 meter i Den Fennoskandiske Randzone og på Ringkøbing-Fyn Højderyggen op til ca. 8.000 meter i Det Norsk-danske Bassin og i Central Graven i Nordsøen. Dele af lagserien er blotlagt på Bornholm, hvor der på den sydlige del af øen findes sedimenter fra Sen Trias til tidlig Sen Kridt. Lag fra den yngste del af Kridt er blotlagt langs bl.a. Møns Klint og Stevns Klint og kendes fra flere store kalkbrud, af hvilke det største ligger i Rørdal øst for Aalborg.

Overordnet er perioden kendetegnet af stigende marin indflydelse på aflejringerne. Det kulminerede i løbet af Kridt, hvor det globale havniveau nåede sit maksimum, og store dele af Det Skandinaviske Skjold var dækket af hav.

Trias. I Trias (ca. 252-201 millioner år før nu) lå Danmark på grænsen mellem det skandinaviske landområde og det havdækkede område mod syd i Europa. I Det Norsk-Danske Bassin skete der en kraftig indsynkning, og den tykkeste lagserie på ca. 5.000 meter fra denne periode findes i Nordjylland. Lagserien består af en vekslen af sedimenter bragt hertil af floder fra det skandinaviske område og af havaflejringer, som blev afsat under transgressioner (havspejlsstigninger) fra syd. I det nordligste Danmark er aflejringerne domineret af rødlige, grovkornede flodaflejringer. I det sydlige Danmark veksler rødlige sand- og leraflejringer, som blev afsat på flodsletter, med røde, grønne og grå ler-, kalk- og mergelsten med indslag af anhydrit, der alle blev aflejret i havet. Stensalt fra denne periode findes i den centrale del af Nordsøen. Kortvarige havspejlsstigninger førte ligeledes til aflejring af stensalt i saltsøer nord for Ringkøbing-Fyn Højderyggen. Fra Bornholm kendes kun røde og grønne leraflejringer med sandede lag, som blev afsat på en flodslette i Sen Trias.

I periodens sidste del blev klimaet mere fugtigt, men forblev varmt; grå farver dominerer aflejringerne fra denne periode. Aflejringer fra denne sidste del af Trias er ikke fundet på Bornholm og i den centrale del af Nordsøen, hvilket muligvis skyldes en kortvarig hævning og erosion af disse områder.

Jura. I Danmark ligesom i store dele af Nordvesteuropa blev Jura (ca. 201-145 millioner år før nu) indledt af en havspejlsstigning, og for første gang i Mesozoikum blev finkornede sedimenter aflejret på større vanddybder. Fra Det Norsk-Danske Bassin og Nordsøen kendes mere end 1.000 meter tykke lag af mørkegrå lersten fra Tidlig Jura. De mere end 750 meter tykke lag af sand og ler fra samme periode på det sydvestlige Bornholm blev dannet i floder og ferskvandssøer samt i kystzonen, dvs. på tidevandsflader, i strandsøer og sumpområder.

Tektonisk uro og hævning. Overgangen fra Tidlig til Mellem Jura var præget af tektonisk uro. De centrale dele af Nordsøen og Ringkøbing-Fyn Højderyggen blev hævet, og fornyet forkastningsaktivitet prægede Den Fennoskandiske Randzone. Efterfølgende erosion af de hævede områder betød, at de mørkegrå marine lersten fra Tidlig Jura kun er bevaret nord for Ringkøbing-Fyn Højderyggen og i den sydlige del af Central Graven. I Mellem Jura blev der aflejret en få hundrede meter tyk lagserie af sandsten med tynde ler- og kullag afsat i floder og deltaområder. Disse aflejringer er kendt fra Bornholm, Nordjylland og Central Graven. I Nordsøen danner disse sandsten reservoirbjergarter for olie- og gasforekomster.

Indsynkning og iltsvind. I slutningen af Mellem Jura trængte havet atter ind i området nord for Ringkøbing-Fyn Højderyggen og i Central Graven, mens området syd for højderyggen samt Bornholm forblev over havniveau. En hurtig indsynkning i Central Graven gav plads til aflejring af mere end 3.000 meter tykke lag af mørkegrå lersten, hvorimod kun ca. 150 meter grå lersten og sandsten blev aflejret nordøst for højderyggen. Lerstenen i Nordsøen er rig på organisk materiale, hvilket er udgangsmaterialet for dannelsen af den olie og gas, som indvindes fra de overliggende kalklag.

Fornyet forkastningsaktivitet og hævning i Den Fennoskandiske Randzone på overgangen fra Jura til Kridt medførte, at kystzonen atter rykkede mod sydvest. 200 meter tykke lag af sand- og lersten indeholdende det havaflejrede, grønne mineral glaukonit og rester fra landplanter vidner om, at Vendsyssel befandt sig i kystzonen, samtidig med at området syd for Limfjorden var dækket af havet.

Kridt. Perioden Kridt (ca. 145-66 millioner år før nu) var præget af en fornyet havspejlsstigning og en jævn indsynkning i Nordsøområdet. I Tidlig Kridt blev lersten afsat i Nordsøen og Nordjylland. Bornholm lå atter i kystzonen; en vekslende serie af ler og sand viser, at havet i en kort periode trængte ind over det bornholmske område. Midt i Kridt blev også det sydlige Danmark dækket af havet, og rødlig mergel blev aflejret i hele Nordsøbassinet i første fase af den omfattende transgression. En vekslende serie af konglomerater, sandsten og kalksten vidner om, at Bornholm kun var dækket af havet i kortere perioder fra sidst i Tidlig Kridt til midt i Sen Kridt.

Skrivekridthavet. I Sen Kridt førte globale stigninger i havniveauet til oversvømmelse af dele af det skandinaviske fastland. Over store dele af Nordvesteuropa, inklusive det danske område, blev der på dybt vand aflejret finkornet kalksten (skrivekridt) med spredte tynde mergellag. Skrivekridtet består helt overvejende af mikroskopiske fragmenter af planktoniske kalkalger. Lokalt er der aflejret op til 2.000 meter skrivekridt. Sammen med den overliggende Danienkalk danner skrivekridtet de væsentligste reservoirbjergarter for de danske olie- og gasforekomster i Nordsøen. Desuden er kalken et vigtigt grundvandsreservoir på Sjælland og i Nordjylland.

Det skrivekridt, der kan ses ved Møns Klint og Stevns Klint, stammer fra den yngste del af Kridt. Sent i Kridt begynder inversionen i Sorgenfrei-Tornquist Zonen med lokal foldning og hævning af sedimenterne. Dette kan henføres til den begyndende opfoldning af Alperne.

I den ældste del af Tertiær, Danien, fortsatte aflejringen af kalkbjergarter i det danske område. Overgangen fra Kridt markeres af det såkaldte fiskeler. I Nordsøen og den vestlige del af det Danske Bassin er overgangen ikke særlig iøjnefaldende, idet aflejringerne fra Danien består af helt lyse, nærmest hvide, kalkbjergarter, der kan minde om skrivekridt. Langs den Fennoskandiske Randzone og over store dele af Sjælland afløses den finkornede skrivekridt af kalksten som bryozokalk, koralkalk og kalksandskalk, der vidner om et faldende havniveau op gennem Danien. Kendte forekomster er Stevns Klint, Bulbjerg og koralbanken ved Faxe (Faxe Kalkbrud).

Lige over Danienkalken findes stedvis et bundkonglomerat, der viser, at sedimentationen har været afbrudt i en periode. I Københavnsområdet er der også bevaret mørkegråt ler med mange skaller af muslinger og snegle. Over bundkonglomeratet findes, især på Sjælland, leret sand, som er grønligt farvet af glaukonit (Lellinge-grønsand). Herover består lagserien af finkornede marine aflejringer, som begynder med en lysegrå mergel (Kertemindemergel), der afløses af gråt, kalkfrit ler. I Jylland og på Fyn overlejres dette af fedt ler med vekslende grønlige, blålige og brunlige farver (Holmehusformationen); denne aflejring er den ældste del af det, som traditionelt kaldes "det plastiske ler".

I slutningen af Paleocæn og i den første del af Eocæn var der i det nordatlantiske område en voldsom vulkanisme, der kan spores som vulkanske askelag i den danske lagserie. I Limfjordsområdet optræder askelagene i moleret (Furformationen), hvis store indhold af diatoméer og mange andre fossiler (insekter, fisk, fugle, skildpadder) viser, at klimaet dengang var varmt. Syd for Limfjordsområdet er askelagene mest knyttet til grålige leraflejringer (Ølstformationen).

Herover følger resten af "det plastiske ler", der omfatter Røsnæsler og Lillebæltsler, som bl.a. findes på Røsnæs og i Røgle Klint. Disse aflejringer forårsager omfattende skred. I den sidste del af Eocæn blev aflejringerne meget kalkholdige, og de kendes fra Østjylland i form af Søvindmergel.

Leraflejringer fra Tidlig og Midt Oligocæn kendes fra Jylland som Viborgformationen og Brandeleret. Aflejringerne har en mindre geografisk udbredelse og blev sandsynligvis aflejret i et mere lavvandet hav.

I Sen Oligocæn og Miocæn førte floder fra det skandinaviske fastland store mængder ler og sand med et betydeligt indhold af glimmermineraler ud i Nordsøbassinet; sandet er i almindelighed lyst, mens leret er mørkfarvet af organisk stof. Tre gange i løbet af den tidlige del af Miocæn (ca. 23-15 millioner år før nu) trak havet sig mod sydvest, så Jylland blev gennemstrømmet af floder, og der opstod deltaer med sumpskove. I de mellemliggende perioder trængte havet igen ind over Vest- og Midtjylland og aflejrede sand med snegle og muslinger (Arnumformationen). Sumpskovene blev senere omdannet til brunkul, der blev udnyttet som brændsel under og efter 2. Verdenskrig.

I slutningen af Miocæn var Vest- og Midtjylland dækket af havet, og der blev først aflejret mørkt, glimmerholdigt ler (Hoddeler) og derefter gråbrunt Gramler med mange fossiler, hvilket vidner om, at klimaet var lidt varmere end i dag. Herefter trak havet sig endnu en gang mod vest, og i næsten hele den yngste del af Tertiær, Pliocæn (ca. 5-2,6 millioner år før nu), var Danmark tørt land.

Kvartær omfatter de sidste ca. 2,6 millioner år af Jordens historie og er kendetegnet af en vekslen mellem kolde og varme tidsafsnit, henholdsvis istider og mellemistider. Data fra dybhavsboringer viser mere end 100 skift mellem kulde- og varmeperioder gennem Kvartær. På landjorden er det kun brudstykker af den klimatiske historie, som er bevaret.

I den sene del af Kvartær betød kuldeperioderne, at der blev dannet større isskjolde, som bredte sig fra højlandsområderne langs Atlanterhavet og Barentshavet ud over det omkringliggende lavland. Det danske område blev således helt eller delvis dækket af is fra det Skandinaviske Isskjold. De store mænger vand, som blev bundet i isskjoldene, betød, at havniveauet faldt og store dele af den nuværende havdækkede kontinentalsokkel var tørlagt under istiderne. I mellemistiderne, når isen smeltede bort, steg havniveauet, og fordelingen af land og hav var omtrent som i dag.

Den nederste grænse for de kvartære aflejringer kaldes Prækvartæroverfladen. Den ligger over havniveau i det østlige Sjælland og store dele af Jylland. I resten af landet og i de indre farvande ligger den for det meste 25-75 meter under havoverfladen, bortset fra det nordlige Jylland, hvor den ligger i dybder ned til 250 meter i et lokalt bassin i Sorgenfrei-Tornquist Zonen. Aflejringer fra den tidlige del af Kvartær er ikke kendt fra land; her henføres de ældste kvartære aflejringer til Menap-istiden (ca. 1,2-1 millioner år siden). De består af moræne- og smeltevandsaflejringer og er kun kendt fra Midtjylland.

Fra den ældste del af denne periode, Cromer-mellemistid, kendes der søaflejringer fra bl.a. Harreskov ved Herning og Ølgod nær Varde. Pollendiagrammer fra disse aflejringer viser, at de repræsenterer en mellemistid, hvor klimaet var omtrent som i dag, og Danmark var dækket af skov.

Elster-istiden. Denne istid (ca. 490.000-410.000 år før nu) er den første, hvis aflejringer kan spores over store dele af Danmark. Moræne- og smeltevandsaflejringer viser, at Danmark blev overskredet af i hvert fald tre forskellige isstrømme fra Den Skandinaviske Halvø. Under afsmeltningen i slutningen af Elster og ind i den efterfølgende Holstein-mellemistid (ca. 410.000-390.000 år før nu) var Sønderjylland og de vestlige limfjordsegne dækket af hav. Aflejringerne fra den periode indeholder arktiske bløddyr og foraminiferer, der afløses af mere varmekrævende former. I løbet af mellemistiden trak havet sig tilbage, og det danske landområde blev større. Pollendiagrammer fra søaflejringer antyder, at klimaet var varmt og fugtigt med næringsfattige jordbundsforhold omkring søerne.

Saale-istiden. Den efterfølgende Saale-istid (ca. 390.000-130.000 år før nu) er en sammensat kuldeperiode, hvor det arktiske klima to gange blev afløst af milde interstadiale perioder. I Danmark findes aflejringer fra tre forskellige gletsjerfremstød. De første to kom fra henholdsvis nord og nordøst og dækkede hele landet, mens det sidste kom fra sydøst via Østersølavningen. Bakkeøerne, der ligger i Vestjylland, er rester af de højeste dele af Saale-istidslandskabet, hvis lavere dele er dækket af smeltevandssletter fra den efterfølgende Weichsel-istid.

Skærumhedebassinet. Mod slutningen af Saale trængte havet ind i Nordjylland, og en over 100 meter tyk marin lagserie blev aflejret fra Sen Saale, gennem hele den efterfølgende Eem-mellemistid (ca. 130.000-116.000 år før nu) og i den første del af Weichsel-istiden. I det sydlige Danmark trængte havet først ind i begyndelsen af Eem, og det trak sig tilbage igen inden slutningen af mellemistiden. Baggrunden for denne langvarige havdækning af Nordjylland menes at være tektonisk indsynkning i Sorgenfrei-Tornquist Zonen. Eem-havet var varmere end nutidens med en rig fauna af bl.a. foraminiferer. Data fra søaflejringer viser, at landet var skovklædt og havde varme somre og milde vintre.

Weichsel-istiden. Under den sidste istid, Weichsel (ca. 116.000-11.700 år før nu), var isudbredelsen mindre end i både Elster og Saale. I den første del af Weichsel var Det Skandinaviske Isskjold ikke stort nok til, at gletsjerne nåede Danmark. Det nordlige Jylland var dækket af hav, mens den øvrige del af Danmark i perioder udgjorde en del af den nordeuropæiske tundrasteppe, også kaldet mammutsteppen.

I løbet af den mellemste del af Weichsel kom de første gletsjerfremstød fra henholdsvis Sydnorge og Østersøen. Hovednedisningen fandt sted i Sen Weichsel (ca. 29.000 til 11.700 år før nu), hvor gletsjere fra nord og nordøst nåede frem til Hovedstilstandslinjen i Jylland. Bortsmeltningen af Det Skandinaviske Isskjold i den sidste del af Weichsel, kaldet Senglacialtiden, betød, at havniveauet steg, og Nordjylland for 15.000 år siden blev overskyllet af Yoldiahavet (Ishavet). En efterfølgende landhævning fortrængte Yoldiahavet, og landet var isfrit bortset fra isolerede dødisforekomster. Kolde perioder vekslede med de lune Bølling- og Allerød-interstadialer, og sparsom tundravegetation vekslede med frodigere plantevækst.

Postglacialtiden inddeles i tre hovedfaser. I Fastlandstiden, var det danske landområde langt større end i dag; Danmark var bl.a. landfast med England. Bortsmeltningen af iskapper andre steder på Jorden medførte hastig stigning af havniveau, og Littorinahavet (Stenalderhavet) dækkede store dele af landet. Siden har landhævning tørlagt tidligere havdækkede områder nord for en linje, der strækker sig fra Nissum Fjord til det nordlige Falster.

Den postglaciale vegetationsudvikling indledtes med en lys pionerskov, som blev efterfulgt af en tæt, mørk urskov. Først ved menneskets indgreb opstod kulturlandskabet.