Faktaboks

Ejnar Mikkelsen
Født
23. december 1880
Død
1. maj 1971

Ejnar Mikkelsen var en dansk skibsfører, polarforsker og forfatter, der særligt er kendt for sine arktiske ekspeditioner og sine evner til at beskrive ekspeditionerne i et letforståeligt sprog.

De første år

Ejnar Mikkelsen (1880-1971) blev født i Vendsyssel og var søn af Maren og Aksel Mikkelsen-Løth. I 1887 kom Ejnar med familien til København og som helt ung kom han ud at sejle med skoleskibet ”Georg Stage”, og som 18-årig begyndte han på navigationsskolen i København.

Udlængsel

Ejnar Mikkelsen på Alabama-Ekspeditionen, 1909-1912, hvor han sammen med Iver Iversen kun med nød og næppe overlevede i næsten et år, inden de blev undsat.

Ejnar havde udlængsel og gjorde flere forsøg på at blive deltager i forskningsekspeditioner, og det lykkedes for ham i året 1898 at blive deltager i Carlsbergfondets Ekspedition til Østgrønland. Og allerede året efter, 1901-02 deltog han i Baldwin-Ziegler Ekspeditionen til Kejser Franz Josef Fjord nord for Scoresbysund. I de følgende år var Ejnar Mikkelsen sømand indtil han på eget initiativ i 1906-08 gennemførte en ekspedition til det nordligste Alaska og til Beauforthavet nord for Alaska. Da han kom hjem fra denne ekspedition, hørte han om de tre personer, Ludvig Mylius-Erichsen, Niels Peter Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, som var omkommet på Danmark-Ekspeditionen 1906-08, men ikke var blevet fundet. Mikkelsen så det som en udfordring, der krævede svar og løsning. Han fik udrustet skibet, ”Alabama”, og sejlede nordpå på den såkaldte Alabama-Ekspedition, hvor han fandt svar på nogle af spørgsmålene; men ligene af de tre fandt han ikke. Samtidig fik han dokumenteret, at Peary Land ikke er en ø, men en halvø. Dermed blev det forhindret, at Robert E. Peary, der som den første havde sat sin fod på halvøen, kunne gøre krav på den på sit lands (USA) vegne.

Familie og journalistik

I 1912 var Mikkelsen tilbage i Danmark, og året efter blev han gift med Naja Holm, der var datter af en anden kendt grønlandsfarer, Gustav Holm. I de følgende år sejlede Mikkelsen for forskellige rederier; men allerede i 1918 døde Naja af den spanske syge, og Ejnar Mikkelsen stod alene med børnene Else og Aksel. Året efter giftede han sig med Ellen Havsteen, som havde sønnen Sven fra første ægteskab. Efter første verdenskrig rejste Mikkelsen en del som korrespondent og skrev til de danske aviser.

Ittoqqortoormiit (Scoresbysund)

Ejnar Mikkelsen fotograferet i Jameson Land lidt nord for Scoresbysund (Ittoqqortoormiit) i 1926.

I begyndelsen af 1920-erne blev han optaget af muligheden for at etablere en bosættelse ved den store Scoresby Sund fjord i Østgrønland. Byen Scoresbysund – senere Ittoqqortoormiit – blev under ledelse af Ejnar Mikkelsen etableret i 1924 som ny bosættelsesmulighed for grønlændere og som en dokumentation overfor Norge på dansk tilstedeværelse i hele Grønland.

Embedsmand

1933-1950 var Mikkelsen inspektør for Østgrønland og i en kort periode også kolonibestyrer i Ammassalik (Tasiilaq).

Ejnar Mikkelsens Østgrønlandsfond

Mikkelsen fik etableret en fond, som i dag bærer titlen Ejnar Mikkelsens Østgrønlandsfond, og som med særlig fokus på Ittoqqortoormiit uddeler legater både til dygtige skoleelever og til dygtige fangere.

Forfattervirksomhed

Ejnar Mikkelsens forfatterskab omfatter blandt andet:

  • Med Grønland til Scoresbysund. Hjorts Forlags Efterfølger. København 1925
  • De østgrønlandske Eskimoers Historie. Gyldendal 1934
  • Ukendt Mand til ukendt Land. Gyldendal 1954
  • Farlig Tomandsfærd. Gyldendal, 1955
  • Fra Fribytter til Embedsmand. Gyldendal 1957
  • Svundne tider i Østgrønland. Fra stenalder til atomalder. Gyldendal 1960

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig