Faktaboks

Elisabeth af Habsburg

Isabella af Østrig

Født
18. juli 1501, Bruxelles
Død
19. januar 1526, Zwijnaarde ved Gent

Elisabeth af Habsburg var en dansk dronning, gift med Christian 2. Hun var datter af habsburgeren Filip 1. den Smukke og Johanne 1. den Vanvittige og søster til den tysk-romerske kejser Karl 5.

Herkomst og opvækst

Elisabeth (til højre) sammen med sine søskende Elenora (til venstre) og Karl (i midten). Maleri af en mester af Sct. Georgs Gilde, 1502.

Af /©KHM-Museumsverband.
Licens: CC BY NC SA 4.0

Elisabeth blev født som Isabella af Østrig i Bruxelles i juli 1501. Hendes bror var den senere kejser Karl 5. Da hendes far, Filip 1. den Smukke, døde i 1506, blev Elisabeth anbragt hos sin faster Margrethe, som var regent (såkaldt statholder) af Nederlandene. Denne kvinde satte præg på Elisabeths katolske opvækst og uddannelse. Én af hendes lærere var den nederlandske teolog og senere pave Hadrian 6.

Brylluppet og kroningen

Elisabeth af Habsburg ca. 1515, omtrent på det tidspunkt, hvor hun blev gift med Christian 2. som 14-årig. Portrættet er udført af den nederlandske maler Mesteren for Magdalena-legenden.

Af /The National Museum in Krakow.

Allerede inden hun var 13 år gammel, blev Elisabeth i juni 1514 viet ved stedfortræder i Bruxelles. Kongens stedfortræder var adelsmanden, rigsmark Mogens Gøye. I august 1515 rejste Elisabeth til København, hvor brylluppet blev gentaget med Christian 2. Ved selve anledning blev hun kronet til dansk dronning.

Som alle prinsesser af det burgundiske hus fik Elisabeth en medgift på 250.000 gylden. Ægteskabet skulle sikre Christian 2. handelsmæssige forbindelser til Nederlandene. Alligevel lod udbetalingen af hoveddelen af medgiften vente på sig.

Ægteskabet med Christian 2.

Allerede inden brylluppet havde Christian 2. en elskerinde, den borgerlige Dyveke Villomsdatter. Elisabeths familie krævede Dyveke fjernet fra hoffet, men uden succes. Deres forhold fortsatte indtil Dyvekes død i 1517.

I de følgende år fik Elisabeth og Christian 2. et tættere forhold, fik børn sammen og skrev breve til hinanden, mens han var på rejse. Meget tyder på, at Christian stolede på Elisabeth og overdrog hende politiske opgaver, især under hans fravær. I sine breve giver hun ofte udtryk for sin længsel efter ægtefællen.

Elisabeth og Christian 2. fik fem børn: Hans (1518), Dorothea (1520) og Christine (1521) såvel som tvillinger, der døde som spæde.

Forholdet til Sigbrit Villoms

Sigbrit Villoms var Dyvekes, Christian 2.s elskerindes, moder. Hun spillede en central rolle ved kongeparrets hof, især efter Dyvekes død i 1517. I dét år blev Sigbrit Elisabeths hofmesterinde og fungerede også som jordemoder ved prins Hans’ fødsel året efter. Elisabeth fik et mere fortroligt forhold til Sigbrit. Som hofmesterinde og kongens rådgiver havde Sigbrit en stor indflydelse ved hoffet, også politisk.

Dansk dronning

Elisabeth af Habsburg, kobberstik af Georg Wilhelm Bauernfeind, 1760.

Af /Det Kongelige Bibliotek, digitale samlinger.

Elisabeth var vokset op med det franske sprog i Mechelen og Bruxelles, og hun benyttede sproget med sine hofjomfruer ved det danske hof. Alligevel lærte hun hurtigt at tale og skrive dansk og fungerede i kongens fravær som hans statholder. Som dronning opholdt hun sig for det meste i København. Her var hun omgivet af et stort hof, deriblandt 16 fruer og jomfruer allerede i 1516.

Eksil i Nederlandene

Christian 2. blev fordrevet fra Danmark efter Det Stockholmske Blodbad i 1523, og Elisabeth rejste sammen med Christian og deres tre børn til Nederlandene og bagefter til bl.a. Sachsen og Berlin.

Karl 5., Elisabeths bror, stillede kongeparret en residens i Lier i Brabant til rådighed. I landflygtigheden virkede Elisabeth som Christian 2.s ambassadør og talsmand over for fyrster og kreditorer. Under landflygtigheden i Nederlandene blev Elisabeth og Christian 2. inspireret af Martin Luthers tanker og prædiken.

Død og eftermæle

Under et besøg på slottet Zwijnaerde ved Gent blev Elisabeth syg og døde i januar 1526. Hun blev til sidst plejet på et katolsk kloster. Der er modstridende beretninger om, om hun døde som katolik eller lutheraner. Ifølge en beretning fra den katolske side tog hun nadveren på traditionel, katolsk vis. Derimod skrev Christian 2. i et brev til Martin Luther, at Elisabeth døde som lutheraner.

Elisabeth af Habsburg blev begravet i St. Petri Klosterkirke i Gent, og der blev opført et kostbart gravmæle med marmorsarkofag med en alabastfigur af Elisabeth af kunstneren Jan Gossaert. Gravmælet blev skændet i 1566 og 1578. I 1883 blev Elisabeths jordiske rester overflyttet til Sankt Knuds Kirke i Odense, hvor hendes grav er placeret ved siden af Christian 2. og deres ældste søn Hans’ grave.

Synet på Elisabeth i historieforskningen har udviklet sig fra en ulykkelig og opofrende ung kvinde i den ældre forskning til en vellykket integrationshistorie og en dronning med politisk indflydelse i den aktuelle forskning.

Dorrit Willumsens roman Bruden fra Gent fra 2003 handler om Elisabeth og Christian 2.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig