François Villon

Villon havde mange navne, men han blev opfostret af en kapellan, Guillaume de Villon, og tog hans navn. Han studerede ved universitetet i Paris og blev magister i 1452. Snart blev han indblandet i et slagsmål, dræbte en præst og måtte flygte fra Paris.

Fra da af var hans liv en kæde af småforbrydelser, flugt og fængslinger samt frigivelser og atter tilbagevenden til Paris; Villon elskede Paris, han var "bydigter". I 1462 blev han dømt til hængning, men dommen blev ændret i 1463 til ti års forvisning fra Paris. Herefter vides intet sikkert om ham.

Villons digtning er original i sin udnyttelse af traditionen både mht. form og indhold. Gennemgående er tidens yndlingstemaer forgængelighed og død, ofte på en parodierende, vrængende og kynisk måde. Meningen er flertydig med mange lag og sproglige underfundigheder.

Petit Testament er en ironisk spøg, Grand Testament alvorligt mediterende. Her står de berømte "La Ballade des dames du temps jadis" (Balladen om damerne fra fordums tid) med refrænet "Hvor er den sne, som faldt i fjor?" og "Les Regrets de la belle heaumière" (Den smukke hjelmslagerskes klage).

Villons gravskrift, L'Épitaphe de Villon, er den udødelige "Ballade des pendus", hvor digteren beder Gud og mennesker om medlidenhed på de hængtes vegne. På dansk findes Ballader og andre Vers (1932, ved Kai Friis Møller). Jørgen Sonne har oversat Store Testament (1962).

• Frankrigs litteratur

• Skyum-Nielsen, Erik (2022). Frankrigs største poet. Information, Bogtillæg, s. 13, 18. marts.
• Taylor, Jane H. M. (2001). The Poetry of François Villon: text and context. Cambridge: Cambridge University Press.
• Togeby, Knud (1968). Den allerførste digter-provo. Berlingske Tidende, 22. februar.