Hermann Göring

Da Tyskland i 1914 startede 1. Verdenskrig, deltog han som infanteriofficer i angrebet på Frankrig.

Efter en sygdomsperiode kom Hermann Göring til det nyoprettede tyske flyvevåben, hvor han blev kendt for at foretage luftfotografering af fjendens stillinger og senere berømt som jagerpilot. Hans luftsejre – i alt 22 i løbet af krigen – indbragte ham Tysklands fornemste orden Pour le mérite.

Da Manfred von Richthofen, som gik under navnet Den Røde Baron, i april 1918 blev skudt ned og dræbt, overtog Göring ledelsen af dennes berømte jagereskadrille, kendt som "det flyvende cirkus".

Det blev også flyvning, Hermann Göring ernærede sig ved efter krigens afslutning og flyvevåbnets opløsning. Han opholdt sig i en periode i Danmark og Sverige, hvor han fungerede som kunst-, trafik- og taxiflyver.

I Sverige lærte han svenske Carin von Kantzow at kende. Hun fulgte med ham tilbage til Tyskland i 1921, og efter sin skilsmisse giftede hun sig med ham i 1923. Ægteskabet varede til hendes død i 1931.

Göring deltog i det såkaldte Ølstuekup i München den 9. november 1923. Som start på et statskup imod Weimarrepublikkens demokratiske regering ville nazisterne marchere til Berlin. Inspirationen kom fra den march til Rom, der året før havde bragt fascisten Mussolini til magten i Italien.

Nazisterne blev dog allerede i München standset af politiet, og Hermann Göring blev alvorligt såret af skud.

Han undgik dog arrestation og flygtede til Østrig og i 1924 videre til Italien for i 1925 at ende i Sverige.

Behandlingen for skudlæsionerne havde gjort Göring afhængig af morfin, og i Sverige blev han flere gange indlagt på psykiatriske sygehuse. Under en indlæggelse i Stockholm konstaterede lægerne, at Göring led af et meget stærkt, nærmest patologisk had til jøder. Han vedblev at være narkoman resten af livet.

Efter at rigspræsident Paul von Hindenburg i 1925 gav amnesti til et stort antal politiske voldsforbrydere fra venstre- og især højreekstremistiske kredse, vendte Göring tilbage til Tyskland.

Hans status som berømt krigshelt skaffede ham adgang til ledende kredse inden for politik og erhvervsliv. Han blev NSDAP's forbindelsesled til disse kredse og medvirkede til at rejse betydelige pengebeløb til støtte for partiet fra ledende erhvervsfolk.

De rigelige pengemidler muliggjorde en propaganda, der med sit store omfang og moderne udtryk var med til at gøre NSDAP til det foretrukne parti hos den del af den tyske befolkning, der ønskede demokratiet afskaffet til fordel for et autoritært regime eller diktatur.

Hermann Göring arbejdede ihærdigt for dette mål som medlem af Rigsdagen fra 1928 og var med sit aktive selskabsliv med til at bevæge mange konservative erhvervsfolk til at støtte nazisterne. Efter NSDAP's valgsejr blev Göring i 1932 valgt til formand for Rigsdagen, og i den position fik han en ledende rolle i afskaffelsen af demokratiet.

Göring gjorde partimilitserne SA og SS til hjælpepoliti med beføjelse til at bruge skydevåben efter behag. Han oprettede det hemmelige statspoliti Gestapo og grundlagde nogle af Tysklands første koncentrationslejre. Han oprettede også efterretningstjenesten Forschungsamt. Ved hjælp af postovervågning, telefon- og rumaflytning sikrede Forschungsamt ham og Hitler hemmelig indsigt i, hvad der rørte sig blandt både oppositionsfolk og ledende nazister.

Efter Rigsdagsbygningens brand den 27. februar 1933 ledede Göring den massive terror mod tyske kommunister, socialdemokrater og fagforeningsfolk. Dog slog forsøget på at få dømt en række ledende kommunister ved den efterfølgende skueproces fejl.

I sommeren 1934 spillede Göring en central rolle i Röhm-affæren (de lange knives nat). Her blev SA-lederen Ernst Röhm dræbt sammen med op imod 200 medlemmer af den nazistiske venstrefløj, der ønskede at fortsætte den gennemførte nationale revolution som en antikapitalistisk social omvæltning.

Kort efter udpegede Hitler Göring til sin efterfølger, hvilket dog først blev offentliggjort på dagen for Tysklands angreb på Polen den 1. september 1939.

Magtovertagelsen i Preussen blev brugt af nazisterne som model i resten af landet, og den gav Göring positionen som nummer to i det nazistiske hierarki. I 1930'erne var der ingen af Hitlers nærmeste, der havde så megen magt og så betydelige poster som Hermann Göring.

Udover posterne i Preussen og som rigsminister uden portefølje var han rigskommissær for luftfart og medlem af Lufthansas tilsynsråd. Som øverstkommanderende for luftvåbnet opbyggede han – til at begynde med hemmeligt – det tyske Luftwaffe til en moderne, slagkraftig og propagandavirksom styrke.

Hitler udnævnte også Göring til rigsjægermester, rigsforstmester og til øverste ansvarlige for naturbeskyttelse. Men miljøpolitisk gjorde han dog ikke meget væsen af sig.

Görings mål var autarki. Det var et helt igennem umoderne koncept, der indebar, at Tysklands økonomi skulle hvile i sig selv og fungere uafhængigt af verdensmarkedet.

Det krævede, at den tæt befolkede stat gennem ekspansionskrig udvidede sit territorium (Lebensraum) massivt. Efter nazisternes socialdarwinistiske raceteori havde tyskerne som såkaldt herrefolk ret til at kolonisere store områder af Østeuropa. De kunne frit udnytte de derboende slaviske befolkninger som hjælpefolk og udrydde jøderne og andre "racer", som de definerede som mindreværdige.

I denne ånd udkastede Göring forud for angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941, kaldet Fall Barbarossa, en plan for Tysklands fremtidige udnyttelse af de besatte sovjetiske områder.

Den såkaldte Hungerplan blev nedfældet i en manual, der omtaltes som "Görings grønne mappe". I planen forudså han, at 20-30 millioner mennesker i disse områder ville dø af sult, når det ukrainske landbrugsoverskud blev konfiskeret for at forsyne værnemagten og det tyske marked med fødevarer.

Målsætningen om autarki var også baggrunden for grundlæggelsen af statskoncernen Hermann-Göring-Werke. Den opførte et gigantisk stålværk ved byen Salzgitter, der blev grundlagt af nazisterne.

Koncernen udviklede sig til en magtfuld aktør i den tyske stål-, rustnings- og transportindustri. Det gjorde den bl.a. ved "arisering" af jødisk ejede firmaer og konfiskation af virksomheder i de besatte lande.

Hermann-Göring-Werke var desuden storforbruger af tvangsarbejdere fra de besatte lande og koncentrationslejrfanger.

Både diplomater og erhvervsfolk holdt af Görings mange jagtselskaber og gallafester, hvor kulturlivets kendte flokkedes. I 1935 giftede han sig med Emmy Köstlin (født Sonnemann, 1893-1973), og i 1938 fik de datteren Edda. Emmy Köstlin var filmskuespiller, men hun blev mest kendt som Det Tredje Riges førstedame, idet hun ofte ledsagede den ugifte Hitler ved officielle begivenheder.

I sommeren 1938 aflagde Göring privat besøg i Danmark med sin luksus yacht Carin II. Han lagde bl.a. til i København og i Helsingør, hvor det preussiske statsteater spillede Hamlet på Kronborg.

I den forbindelse kom den samme fascination som i Tyskland til udtryk i store dele af den danske presse, der dækkede nazilederens besøg ukritisk og beundrende. Det danske kongehus tildelte da Göring Storkorset af Dannebrogordenen. Det er den højeste udmærkelse, en udlænding, der ikke er statsoverhoved, kan få.

Göring stod bag "ariseringen", dvs. overførslen af jødiske formueværdier til ikke-jødiske ejere. Dette skete ved, at jøder blev presset eller tvunget med vold til at afhænde deres formueværdier til priser langt under markedsværdi.

Den antijødiske politiks mål var – indtil den totale fysiske udryddelse begyndte i sommeren 1941 – at drive Tysklands ca. 500.000 jøder ud af landet. De tyske jøder og jødiske organisationer i udlandet skulle bringes til at finansiere udvandringen.

For at opnå sidstnævntes medvirken betjente Hermann Göring sig af jødiske mellemmænd. Blandt disse var fx Hugo Rothenberg, en dansk grosserer, der havde hjulpet ham ud af økonomiske vanskeligheder i tiden lige efter 1. Verdenskrig.

Straks efter Novemberpogromen i 1938 – af den nazistiske propaganda kaldet Krystalnatten – ledede Göring den 12. november 1938 et møde for højtstående repræsentanter for det nazistiske regime. Her blev det besluttet fuldstændigt at fjerne jøderne fra det tyske økonomiske liv og konfiskere alle formueværdier, der endnu var på jødiske hænder.

Som led i udplyndringen blev jøderne pålagt at betale den tyske stat en "bod" på svimlende 1 milliard Rigsmark i erstatning for de skader, den nazistiske vold havde påført dem. Inddrivelse af pengene blev pålagt de jødiske organisationer i Tyskland. Disse påtog sig således et medansvar for udplyndringen og den tvungne udvandring i det illusoriske håb at kunne mildne følgerne for deres medlemmer.

For at fremme jødernes udvandring grundlagde Göring i februar 1939 Rigscentralen for jødisk udvandring. Kort efter gav Hitler ham til opgave at stå i spidsen for Endlösung.

I sommeren 1941, da målet med den antijødiske politik skiftede fra fordrivelse til total fysisk udryddelse, var Görings stjerne dog dalet noget. Han måtte overlade ledelsen af jødeforfølgelsen til sin ærkerival Heinrich Himmler og dennes næstkommanderende, Reinhard Heydrich, som var chef for afdelingen for indre sikkerhed, RSHA.

Under Den spanske Borgerkrig 1936-1939 blev tyske eskadriller under dæknavnet Legion Condor indsat på kupgeneralen Fransisco Francos side imod den demokratiske regerings positioner. Luftwaffe viste sig desuden effektivt i lynkrig under felttogene imod Polen i 1939.

Luftwaffe leverede også den trussel om luftbombardementer mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig i 1940, som var med til at få den danske regering til hurtigt at indstille kampen mod den tyske invasion den 9 april 1940.

Den 14. maj 1940 bombede tyske fly den hollandske havneby Rotterdam i historiens første massive luftbombardement af en ubeskyttet by med over 1.000 dræbte og 85.000 hjemløse som resultat.

Adolf Hitler kvitterede for Luftwaffes sejre med at udnævne Göring til rigsfeltmarskal, en nyopfunden titel, der rangerede over generalfeltmarskal. Men øverstkommanderende for værnemagten blev Göring ikke.

Det var nemlig klart, at han i 1938/39 – i erkendelse af den tyske økonomis svage stilling – ikke delte Hitlers ønske om at forcere den tyske ekspansion på trods af risikoen for krig med Storbritannien og Frankrig.

I 1938 havde Göring således bestræbt sig på at mægle i forbindelse med Münchenaftalen. Og i sommeren 1939 forsøgte han – bl.a. med den svenske forretningsmand Birger Dahlérus som underhandler – at hindre eller i hvert fald udskyde krigsudbruddet.

Da Göring i april 1945 forsøgte at overtage magten i Tyskland, udstødte Hitler ham af partiet og lod ham i hemmelighed arrestere. I sit politiske testamente, som Hitler skrev dagen før selvmordet den 30. april 1945, udnævnte han i stedet storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger.