Preussen er navnet på forskellige nordtyske statsdannelser fra 1200-tallet til 1871 og herefter indtil 1947 en politisk enhed inden for Tyskland. Fra 1525 til 1701 var Preussen et hertugdømme og derefter et kongerige, der blev en europæisk stormagt. Ved Tysklands samling i 1871 kom Preussen politisk og militært til at dominere det nye kejserrige. Gennem tiden har Preussen omfattet områder i det nuværende Tyskland, Polen, Litauen, Rusland (nærmere betegnet Kaliningrad, hvor Preussens daværende hovedstad Königsberg lå) og Hviderusland samt i mindre grad Tjekkiet, Belgien og Danmark.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Prøjsen; på latin Borussia
Navnet Preussen betegnede oprindelig det historiske landskab, der senere blev til Østpreussen, og stammer fra den baltiske folkestamme preusserne, der i middelalderen beboede området mellem floden Wisła (tysk Weichsel) i Polen og floden Nemunas (tysk Memel) i Litauen og Hviderusland. De talte et baltisk sprog, i dag kaldet oldpreussisk, men blev i 1200-tallet undertvunget og kristnet af Den Tyske Orden, hvorved de fleste af dem blev fortysket. I 1466 anerkendte ordenen Polens overhøjhed i det østlige Preussen, som ordenen kunne beholde, mens Preussen vest for floden Wisła måtte afstås til Polen (det såkaldte kongelige Preussen eller Pomerellen).
Kommentarer (1)
skrev Anna Maria Lassen
Jeg har netop indsendt et ændringsforslag vedr. hvilke nuværende lande, der i en periode har været underlagt Preussen. Her nævner jeg, at Rusland mangler i listen, eftersom Königsberg var Preussens hovedstad, der jo ligger i Kaliningrad, som er en del af det nuværende Rusland.
Dog glemte jeg at nævne, at Danmark, Tjekkoslovakiet og Belgien også var dele af Preussen, så det bør også fremgå i den pågældende liste.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.