Hilarius' forfatterskab omfatter foruden bibelkommentarer, hymner og polemiske skrifter det dogmatiske hovedværk Om Treenigheden, et stort anlagt opgør med arianismen. Han står som en betydningsfuld formidlerskikkelse mellem græsk og latinsk kristendom.
I de tolv bøger, der udgør hovedværket Om Treenigheden (latinsk titel De trinitate) fra omkring 359-360, udfolder Hilarius en treenighedslære, der på mange punkter ligner den, der findes hos Athanasius.
I sin trinitariske teologi lægger Hilarius vægt på, at Gud i sig selv er utilgængelig og ubegribelig for mennesket. Gud kan som Fader kun kendes i relation til Guds Søn. Da Faderen og Sønnen ikke kan adskilles, må Guds Søn være guddommelig og have det samme væsen som Faderen (homoousi), i overensstemmelse med den nikænske trosbekendelse. Mod arianerne gør Hilarius det klart, at enheden mellem Faderen og Sønnen er en enhed funderet i væsen og natur, snarere end vilje, som arianerne synes at have ment.
Hans Om kirkemøderne (latinsk titel De synodis) fra omkring 358 udgør en vigtig latinsk kilde til de fortrinsvis østkirkelige trinitariske diskussioner i midten af 300-tallet.
Hilarius er forfatter til en række hymner, der stadig er i brug. Salmen "Aleneste Gud i Himmerig" bygger muligvis på en tekst af Hilarius med forlæg i en ældre græsk salme fra 100-tallet.
Han blev i 1851 gjort til doctor ecclesiæ af pave Pius 9. Hans helgendag i vestkirken er den 13. januar (alternativt den 14. januar).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.