den arianske strid

Den arianske strid var en splittelse i 300-tallets kristne kirke om den rette forståelse af Kristi forhold til Faderen.

Præsten Arius havde vendt sig imod den tanke, at Guds Søn skulle være evig ligesom Gud Faderen, fordi det stred mod Guds enhed og fuldkommenhed. Arius anså derfor Guds Søn for at være skabt. Hans opfattelser var udbredte, men stødte også på stærk modstand. Alexander, der var biskop i Alexandria, udelukkede Arius af kirken i Alexandria, men Arius fik hurtigt støtte af blandt andre biskoppen Euseb af Nikomedia.

På det første økumeniske ("verdensomfattende") kirkemøde i Nikæa, som kejser Konstantin indkaldte til i 325, blev det slået fast, at Sønnen har det samme væsen (græsk homo-ousios) som Faderen. Den kontroversielle formulering blev sandsynligvis indført i polemik mod Arius, der havde afvist at Guds Søn havde samme væsen som Faderen.

Stridens parter deltes i flere partier, og den kejserlige regering favoriserede snart den ene, snart den anden gruppe, især efter kejser Konstantins død i år 337. Først med det andet økumeniske koncil i Konstantinopel i 381 blev striden afgjort. Vedtagelsen fra Nikæa om, at Sønnen har det samme væsen som Faderen, blev fastholdt, og desuden blev også Helligåndens guddommelighed uddybet. Dermed var grunden lagt for den kirkelige treenighedslære.

Indtil 500-600-tallet trivedes arianismen blandt germanske folkestammer. Arianske synspunkter, der siden dukkede op i unitarismen, blev af både middelalderkirken og Reformationen fordømt som kætterske. Næsten alle kirkesamfund, deriblandt den danske folkekirke, holder fast ved den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse fra 381.