Italiens politiske partier

Den italienske forfatning af 1848, lo Statuto, opererede ikke med partier, da monarkiets stilling og parlamentets ringe repræsentativitet ikke indbød til politiske organisationer af den type.

Det politiske system udviklede dog partilignende grupper, som imidlertid var meget personcentrerede, fx demokraterne i Partito d'Azione (1853) omkring Giuseppe Mazzini og Giuseppe Garibaldi og senere De Liberale omkring Giovanni Giolitti.

Med dannelsen af Partito Socialista Italiano (PSI) i 1892 fik man et moderne masseparti med et kongresprogram og en landsdækkende organisation. I 1919 fulgte Partito Popolare Italiano (PPI), der fra 1942 kom til at hedde Democrazia Cristiana (DC), og i 1921 Partito Comunista Italiano (PCI) samt Partito Nazionale Fascista (PNF), der med Benito Mussolinis magtovertagelse i 1922 og indførelse af diktaturet i 1925 eliminerede de øvrige partier.

Med den nye forfatning af 1948 fik Italien et parlamentarisk demokrati, der også formelt byggede på partierne og adskilte dem og staten. Grundlaget var de store antifascistiske partier, PSI, PCI og DC, hvilket dog ikke udelukkede dannelsen af det nyfascistiske parti Movimento Sociale Italiano (MSI).

DC blev hurtigt det dominerende parti med støtte fra en række mindre partier: det socialdemokratiske Partito Socialista Democratico Italiano (PSDI), det liberale Partito Liberale Italiano (PLI) og det republikanske Partito Repubblicano Italiano (PRI) og fra 1960'erne også PSI.

Det italienske partidemokrati degenererede dog til et partitocrazia, hvilket beskriver en situation, hvor partierne får for meget magt i forhold til borgerne og de enkelte politikere. Efter de store korruptionsskandaler i 1990'erne brød dette system sammen og gav plads til en bipolarisering.

I 1994 entrerede finansmanden Silvio Berlusconi italiensk politik som leder af partiet Forza Italia. Omkring ham oprettedes en centrum-højrekoalition, der foruden hans eget parti bestod af de tidligere nyfascister i Gianfranco Finis Alleanza Nazionale, Lega Nord og et mindre katolsk parti som UDC, en af hvis ledere, Ferdinando Cassini, sad som indflydelsesrig formand for deputeretkammeret i Silvio Berlusconis anden regeringsperiode 2001-06. Dette skifte ved valget i 1994 var af så afgørende karakter og indvarslede en ny politisk kultur og klasse, at det siden har fået ry for at markere indledningen på en såkaldt Anden Republik.

På den modsatte fløj cementeredes en centrum-venstrekoalition, der ved valget i april 2006 optrådte under betegnelsen l'Unione, hvis to største partier var de forhenværende kommunister i DS og partiet Margherita (en samling af katolske og venstreliberale grupper) præsenterede sig under betegnelsen L’Ulivo med Romano Prodi som leder.

Med til denne koalition hører De Grønne og to mindre kommunistiske partier, bl.a. Rifondazione Comunista, hvis leder, Fausto Bertinotti (f. 1940), blev valgt til formand for deputeretkammeret i april 2006, samt Italia dei valori.

Disse to koalitioner har siden kæmpet om magten og stået i opposition til hinanden. Ved valget i 2013 vandt centrumvenstrekoalitionen ledet af Partito Democratico over centrumhøjre, der fortsat blev ledet af Berlusconi, der med sig fortsat havde Lega Nord og en politisk arvtager fra Alleanza Nazionale, det nyoprettede Fratelli d'Italia. Under sig havde begge koalitioner en række mindre partier, hvoraf flere var af regionalistisk karakter.

Ved samme valg optrådte dog også andre partier og fraktioner. Forud for valget var Italien blevet ledet af økonomen Mario Monti, der havde ledet en teknokratregering, og ved valget stod han i spidsen for et parti i sit navn og med hans reformvenlighed på programmet. Dette parti var dog oprettet med tanke på netop det forestående valg, og blev ikke efterfølgende cementeret blandt vælgerne, hvorfor det gik i opløsning umiddelbart efter valget. Ved valget i 2013 optrådte protestpartiet Femstjernebevægelsen også under ledelse af Beppe Grillo. Partiet fik over 25% af stemmerne til parlamentet. Der var dermed oprettet en tredje fraktion mellem centrumhøjre og -venstre, som ved valget i 2018 betød, Femstjernebevægelsen kunne gå i regering sammen med Lega Nord, der i mellemtiden havde ændre navn til Lega.

Regeringssamarbejdet brast efter blot et år, hvorefter Femstjernebevægelsen blev regnet for en del af centrumvenstrekoalitionen. I 2019 forsøgte den daværende premierminister Matteo Renzi dog at etablere et nyt midterpunkt i italiensk politik med partiet Italia Viva. Under paroler om at være en tredje pol bestræbte Renzi i samarbejde med partiet Azione, ledet af den forhenværende minister, Carlo Calenda, at kile sig ind i mellem højre og venstre og række hånden ud til begge parter, dog uden held.

Siden valget i 2022 er Italien blevet ledet af en centrumhøjreregering, der betår af Fratelli d'Italia, Forza Italia og Lega. Italiens premierminister Giorgia Meloni er leder af Fratelli d'Italia.