Partito Socialista Italiano, PSI, italiensk socialistparti, grundlagt i 1892, opløst 1994. Partiet fik fra århundredskiftet bred folkelig opbakning, da det var opbygget gennem et netværk af fagforeninger og kooperativer. I lange perioder var PSI præget af splittelse mellem såkaldte maksimalister og reformister. Konflikten kulminerede 1919-20, og i 1921 blev partiet splittet, og kommunistpartiet Partito Comunista Italiano, PCI, dannet. I fascistperioden opererede PSI fra eksil i Frankrig og under jorden, også med deltagelse i modstandsbevægelsen. I 1947 brød Socialdemokratiet, Partito Socialdemocratico Italiano, PSDI, ud. Samtidig indledte PSI, der igen var i opposition efter deltagelse i koalitionsregeringen efter krigen, et samarbejde med PCI, som varede indtil 1956. Derefter skete der en tilnærmelse til Kristdemokraterne, Democrazia Cristiana, DC, der mundede ud i PSIs regeringsdeltagelse i 1963. Det efterhånden ret lille PSI deltog i mange regeringer, fra 1983-87 endda med premierministerposten, beklædt af den pragmatiske partileder Bettino Craxi. Mange fremtrædende socialister var indblandet i korruptionsskandalerne, der begyndte i 1992; det førte til en alvorlig krise i partiet, og i 1994 blev det opløst. Senere er der dannet en række arvtagerpartier, bl.a. Nuovo Partito Socialista Italiano (NPSI) og Socialisti Democratici Italiani (SDI), som i varierende grad knytter an til PSIs historie, tradition og symboler. Både NPSI og SDI blev ved valget i maj 2001 repræsenteret i parlamentet, men begge spiller en marginal rolle.
Det sker
Lars Findsen
Lars Findsen er netop blevet tilkendt en erstatning på 20.000 kroner for, at PET i 2022 delte oplysninger af privat karakter med partiledere i Folketinget. Byretten fandt, at PET's briefing var "unødigt krænkende". Anklagemyndigheden vil anke dommen.
Novo Nordisk
Novo Nordisk har fremlagt regnskab, hvor virksomheden igen nedjusterer salgsforventningerne. Samtidig melder virksomheden, at den store fyringsrunde på 5000 medarbejdere i Danmark er afsluttet.
Zohran Mamdani
Zohran Mamdani er valgt til ny borgmester i New York City fra 1. januar 2026. Mamdani tilhører den progressive fløj i Det Demokratiske Parti, og det overordnede fokus for hans valgkampagne var at gøre byen mere tilgængelig for folk med middel- eller lavere indkomst.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.