Jacob Christopher Soetmann

For at undgå de fordyrende led ønskede Asiatisk Kompagni at lade sine egne skibe hente peberet på Malabarkysten. Derfor blev Soetmann i 1749 sendt med kompagniets store fregat København til Calicut på vestkysten for at skaffe skibet en returladning peber derfra og direkte til Danmark. Med stort besvær lykkedes det i løbet af et par måneder Soetmann at indkøbe 75 tons peber, som København sejlede hjem med.

Selv rejste han tilbage til Tranquebar over land. Den 31 døgn lange rejse viste sig dog både farlig og udmattende, og Soetmann skrev i sin rapport om rejsen, at han havde haft ”så mange fortrædeligheder, at jeg ej ønsker at gøre den engang endnu”. I stedet anbefalede han, at Asiatisk Kompagni oprettede en permanent handelsstation på Malabarkysten.

Forslaget fandt bifald hos direktionen i København, så i 1751 blev Soetmann sendt afsted igen og anlagde nu en lille såkaldt handelsloge i Calicut, som han selv blev chef for. I årene 1757-1765 ekspederede danskerne peber derfra til en værdi af op til 80.000 rigsdaler årligt, men derefter mistede logen efterhånden sin betydning.

Ved Asiatisk Kompagnis oprettelse i 1732 var det blevet besluttet at genoptage handelen på Bengalen, hvor danskerne tidligere havde haft en beskeden handelsloge ved navn Dannemarksnagore ved floden Hooghly. Logen var dog for længst blevet forladt.

I 1752 kom imidlertid to store kompagniskibe fra Danmark til Tranquebar med penge og besked om, at nu skulle det endelig være. Soetmann blev derfor kaldt hjem fra Calicut til Tranquebar og med to assistenter sendt til Bengalen for at sondere mulighederne dér.

Han indledte forhandlinger med naboben (statholderen) over Bengalen og opnåede tilladelse til, at danskerne kunne drive handel mod at erlægge 2,5 procent i told af alle varer, der købtes eller solgtes, og til at anlægge en loge i landsbyen Serampore. Den lå – og ligger stadig – ved Hooghly nær det britiske hovedkvarter Calcutta (Kolkata).

Danskerne gik straks i gang med at indrette handelspladsen, som de gav navnet Frederiksnagore. Dette navn blev dog stort set kun brugt i officielle sammenhænge, mens man normalt kaldte logen for Serampore. Soetmann kunne stolt indvie etablissementet den 8. oktober 1755, og som anerkendelse af hans udmærkede indsats blev han stedets første opperhoved (dvs. chef).

Handelen i Serampore var meget beskeden de første 20 år, men stedet udviklede sig senere i århundredet til en særdeles vigtig handelsplads for eksporten af især salpeter og bomuldsstoffer.

Efter 33 år i Indien ansøgte Soetmann i 1757 Asiatisk Kompagni om sin afsked. Men han blev i stedet simpelthen fyret, da hovedkvarteret i København efterhånden var blevet utilfreds med hans omfattende økonomiske transaktioner med egne midler og med, at han efter sigende havde forringet den bengalske mønt ved at beklippe rupierne.

Fortørnet besluttede Soetmann at rejse hjem til Danmark snarest muligt. Men karakteristisk for den anseelse, han nød i Indien, satte Det Sekrete Råd i Tranquebar ham som hans sidste handling derude i spidsen for de vigtige forhandlinger med den lokale indiske fyrste om dansk erhvervelse af fire yderligere landsbyer i Tranquebars bagland.

I 1759 ankom han endelig til København. Her blev han snart taget til nåde af Asiatisk Kompagni og endda indsat på den fornemme post som en af kompagniets fem direktører i 1765. I den egenskab har han utvivlsomt været medvirkende til, at hans nevø Christian Soetmann (født 1745) blev ansat af kompagniet og kom til at gøre tjeneste blandt andet i Serampore.

I hovedstaden boede Jacob Christopher Soetmann med sin anden hustru Axeliane, to tjenestepiger og ”en sort tjener” i den nu forsvundne husrække De Seks Søstre, der lå i Børsgade i umiddelbar forlængelse af Børsen. Desuden ejede han en lystejendom i Bagsværd. Han døde i vinteren 1795.

• Ostindisk Kompagni
• Asiatisk Kompagni
• Tranquebar
• Serampore
• danske tropekolonier