Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er noget atypisk udsmykket. Foden har på to af sine fire sider et arkadepar, hvoraf arkaderne på den ene side er tomme, mens der på den anden side er indhugget en oblat og en kalk. På de to andre sider er der indhugget høje relieffer af bygninger, som forestiller øst- og vestenden af en kirke med tvillingetårne. På hjørnerne af foden er der udhugget fire figurer, to kvinder og to mænd.
Fra mellem 1250-1275 stammer kirkens korbuekrucifiksgruppe, der foruden Kristus på korset forestiller Maria og Johannes.
I kirken findes to bevarede egetræsfigurer af Maria med barnet og evangelisten Johannes. De er begge unggotiske og stammer fra 1275.
Ligeledes findes 12 apostelfigurer fra en tidligere katolsk altertavle fra omkring år 1400 stadig og er i dag opstillet i et moderne alterskab.
I kirken findes to altertavler. Den store altertavle, som i dag pryder alteret stammer egentlig fra Øsby Kirke, hvorfra den blev hentet i 1838 og tilpasset sin nye plads i Jegerup Kirke. Mens der er meget højt til loftet i Øsby Kirke, er der påfaldende lavt til loftet i Jegerup, og tavlen er derfor nok blevet forkortet en hel del. Den er en renæssancetavle fra 1614, mens malerierne er fra 1700-tallet. Tavlens centrale motiv er nadveren, mens der også er malerier af Isaks ofring, korsfæstelsen, de fire evangelister, Jesu gravlæggelse og endelig den opstandne Kristus.
Kirkens oprindelige og noget mindre altertavle hænger i dag på skibets nordvæg og er fra 1620. Den lå i næsten et århundrede på loftet, indtil den i 1935 blev istandsat, malet i 1940 og i 1949 fik de nuværende tre malerier med landskaber og en mand der sår sin mark.
Kirkens prædikestol er fra 1833 og har seks sider. Den er udsmykket med forgyldte indskrifter og er primært holdt i brune, sorte, gyldne og hvide nuancer. Et særligt stykke inventar, der knytter sig til prædikestolen, er det dobbelte timeglas, som blev indkøbt til kirken i 1731.
Kirkens alterbord af rå kamp er omgivet af et panel fra 1940, der er skåret som en kopi af det gamle alterbordspanel fra 1700-tallet.
På kirkegården findes en mindesten fra 1920 over sognets faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.