Kaj Munk

Under påvirkning fra adoptivmoderen Marie Munk blev Kaj Munk student med sigte på at blive præst. Teologistudiet appellerede ikke meget til ham, men han befandt sig godt i det konservative, kristelige miljø omkring Studenterforeningen og fik en ledende rolle som beboer i det traditionsrige Regensen. Herfra blev han som cand.theol. brat forsat til det vestjyske udkantssogn Vedersø.

Skønt Kaj Munk ofte følte sig fremmed og markerede sit tilhørsforhold til den københavnske, akademiske verden, etablerede han efterhånden lokal respekt som præst og en usædvanlig national opmærksomhed som debattør og dramatiker.

Kaj Munk blev, især i 1930’erne, en frontfigur i mellemkrigstidens traditionalistiske, demokratikritiske strømninger, det borgerlige Danmarks enfant terrible. Hans beundring for den fascistiske diktator Benito Mussolini efter statskuppet 1922 i Italien blev også udstrakt til Hitler efter den nazistiske magtovertagelse 1933 i Tyskland og var særlig udtalt mellem 1934 og 1938. Fra 1938 tog han imidlertid visse forbehold over for Mussolini og vendte sig både i journalistisk og dramatisk form mod den fanatiske forfølgelse af jøder i Tyskland.

Den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 – en eklatant overtrædelse af den ikke-angrebspagt, de to lande havde indgået i 1939 – kompromitterede for alvor Hitler i Kaj Munks øjne. Mere end nogensinde følte han sig forpligtet til at påtage sig rollen som profet og vække det danske folk til modstand.

Gennem den utrættelige opfordring til modstand i hele sit virke fik Kaj Munk efterhånden en ganske særlig status som modstandsikon, allerede før han brutalt blev dræbt i januar 1944 som det første offer i en serie af terrormord på kendte danskere. Hans begravelse blev en national begivenhed, hans død et vendepunkt i stemningen under Besættelsen.

I sine dramaer blander Kaj Munk højstemt bibelsprog og flabet studenterjargon, middelalderteater og modernisme, realisme og raffineret metafiktion. Værdikampe får kød og blod, når tro og tvivl, moralisme og livsdyrkelse, idealisering og afsløring af diktatorer kæmper mod hinanden.

Også lyrikken er vigtig. Som en stadig understrøm har den givet liv til Kaj Munks dramaer og blomstrede i hans digte, hvor natur og tro, erotik og modstandsvilje changerede i en ejendommelig blanding.

Prosaen blev – med afsæt i det mundrette og bramfri i hans dramatiske replikkunst og det slagfærdige i hans journalistik – afprøvet i korte former og udfoldet i selvbiografien Foraaret saa sagte kommer (1942).

En Idealist gestalter et bragende sammenstød mellem ideologier i en afvekslende handling med udpræget dramatisk timing. I konfrontationer med Kleopatra, Ægyptens magtfulde dronning, og siden med den sejrende Octavian (den kommende kejser Augustus) er Herodes’ magt og endog hans liv på spil. Han klarer sig med snuhed og hensynsløs dristighed, viser sin evne til at mestre flere roller i det storpolitiske spil og suverænt at afstemme dem efter modparten.

En kort scene, da Herodes har trukket sig tilbage med succes, er et godt eksempel på Kaj Munks replikkunst. Octavians ven Quirinius bemærker belærende, at ”Det var jo bare en Skuespiller, der havde lært sig en Rolle”, hvortil den klarsynede Octavian replicerer:

Og da det gik op for mig, Quirinius, − fra da af elsked jeg ham.

Quirinius (vil svare, men tier).

Octavian: Staten bør støtte Kunsten.

Naar den er god.

Thi da støtter Kunsten Staten.

En idealist er ikke en apologi for diktatoren, men er en indlevet fremstilling af storheden og konsekvensen i et begavet magtmenneskes livslange stræben – som en form for idealitet. Skønt en slående udfordring af Kierkegaards idealitetsforståelse, er det dog dybt præget af hans tanker om det dæmoniske som angst for det gode.

Med en ekspressionistisk forkærlighed for det hyperbolske og ekstreme bliver Shakespeare moderniseret, men dramaet trækker også klogt på hans indsigt i magthaveres forførende stræben efter suveræn magtudøvelse og de (selv)destruktive mekanismer, der før eller senere vil føre til tyranners fald.

Efter fiaskoen ved uropførelsen tog Munk med imponerende fatning til genmæle i artiklen ”Omkring ’En idealist’s Urpremiere” (1928), der opridser hans program for ”Tilbageførelse af dansk Skuespil til det store Drama”. Med 1. Verdenskrig er der opvokset en ungdom, der ikke vil lade sig affærdige med ”Hviskestykker”, men på scenen vil have genspejlet ”det Liv, der ikke er udspekuleret i en blodfattig Digters fortænkte Hjerne, men skabes af selve Guds modsætningsflammende Villie”.

De iøjnefaldende forskelle dækker dog over nogle afgørende fællestræk. Både En Idealist og Ordet kulminerer i en uventet vending med en mytisk dimension. Der er en indre forbindelse mellem den storhedsfikserede Herodes, der udfordrende sætter sig på niveau med Gud, og den forvildede bondestudent Johannes, der vil gøre Jesus kunsten efter.

I et folkeligt melodrama og et moderne idédrama har Munk i Ordet trukket på teatrets ældste kristne rødder: middelalderens mysteriespil med udgangspunkt i påskeunderet og videre forgreninger til mirakel- og helgenspil. Et jævnt landligt miljø og en aktuel idekamp bliver omsvævet af kosmiske urkræfter. Til denne påfaldende sammensmeltning af genrer svarer, som ofte hos Munk, en stilblanding, hvor brandere og en undertiden næsten plat situationskomik giver et jordnært modspil til den patos, som også findes i stykket.

Under Ingers dramatiske barsel er husfaderen Gamle Borgen midt i et Fadervor, da den verdsligt tænkende læge Houen træder ind med de lidet opbyggelige ord:

”For Satan da, kommer det varme Vand?”

Og da Johannes ved ordets mirakuløse magt har suspenderet verdensordenen og hentet Inger tilbage fra dødsriget, tænker han snusfornuftigt på, at hun da må trænge til noget efter den tur:

”Portvin! Skaf et Glas Portvin til hende.”

Men den praktisk-omsorgsfulde bemærkning spiller samtidig på den mirakuløst-rituelle forvandling af blod til vin i Nadveren.

Gennem præget af mysteriespil giver Munk underet en slags teatralsk begrundelse. En underfuld dødeopvækkelse bliver en så troværdig mulighed på scenen, at det virker, uanset hvad man måtte mene om mirakler i virkeligheden. Med mange gode opførelser i de senere år, i Danmark og rundt i Europa, rækker Ordet som levende teater langt ud over sin tid.

Sidst i 1920’erne var Munk i det hele taget både opsøgende og provokerende. Han skrev skarpt og indlevet om præster, der var alvorligt i tvivl om den tro, de skulle prædike, og forelskede sig i gifte kvinder (Kærlighed og Havet og Menneskene). Han skildrede den militante ateist Georg Brandes med respekt (I Brændingen, skrevet 1929, trykt og opført 1937) og tog den religionskritiske naturfilosof Lucrets som helt i Fra Tidehvervet.

Stilistisk omfatter dramaet alle tonearter, men troværdighed og ironi er stykkets bærende modsætning. Til ironi svarer titelbegrebet cant, falskhedens, hykleriets eksistensform. Et godt eksempel er et replikskifte mellem kongen og hans pt. foretrukne rådgiver, der med små variationer optræder både i 1. og 4. akt:

Wolsey: Ak, Eders Naade, er I lykkelig?

Kongen: Det er jeg, Wolsey?

Ja, jeg er lykkelig og (kvæler en Gaben) takker Gud.

Hvad skal vi finde paa i Aften, Wolsey?

Tillidens og lidenskabens autentiske verden fremstilles gennem en direkte, troværdig diktion.

Når det magtkritiske drama Cant står tilbage som Munks betydeligste drama fra 1930’erne, skyldes det ikke mindst, at også dette kongespil viderefører Shakespeares illusionsløse blik på historien. Cant er aktuelt i sine perspektiver, som Munk ønskede at være det i sine samtidspolitiske dramaer, men har fordel af den historiske distance og raffinerede form. Som historisk drama er Cant på niveau med En Idealist; som teaterhåndværk er det uden overdrivelse og dobbeltkonfekt, i balance mellem at sige med ord og lade undertekster og situationer tale.

Historiske dramaer som Niels Ebbesen og den korte, fortættede enakter Før Cannae viser igen hans dramatiske håndelag. Her fremføres nye, folkelige og demokratiske idealer i et lavmælt, underfundigt tonefald, meget forskelligt fra hans hidtidige forkærlighed for den slagkraftige overdrivelse.

Sit greb om prosaen fik Kaj Munk afprøvet i de jagtbreve, han først offentliggjorde i de aviser, han også skrev artikler til, og siden fik udgivet i selvstændige samlinger. I traditionen fra Ivan Turgenevs En jægers dagbog (1852) spænder Munks kortprosastykker fra skitser til reportager, skæmtehistorier og originalportrætter, og de bedste rummer fine natur- og miljøskildringer.

Selvbiografien Foraaret saa sagte kommer er hans væsentligste prosaværk, hans mest solgte værk i det hele taget og et hovedværk i det 20. århundredes danske erindringslitteratur.

Som biografisk kildeskrift er værket upålideligt, men digterisk er det en overbevisende skildring af en troendes dramatiske kamp med tvivlen og af en dramatikers forudsætninger og udfoldelse frem til gennembruddet. Det er forskudt krigstidslitteratur, hvor censuren bliver omgået gennem indirekte meddelelsesformer. De mange miljøskildringer er både eksempler på noget typisk dansk-nationalt og rummer en skjult polemisk undertone af national hævdelse og mobilisering.

Inden for prosaen nærmer Foraaret saa sagte kommer sig niveauet for Munks bedste dramatiske værker.