William Shakespeare

Faderen, John (ca. 1531-1601), var en velhavende handskemager og desuden medlem af byrådet; moderen, Mary (ca. 1537-1608), var fra en af omegnens godsejerslægter. Der var flere søskende, hvoraf én, broderen Edmund (1580-1607), ligesom William blev skuespiller i London.

Alt tyder på, at Shakespeare havde sin skolegang på Stratford-upon-Avons velrenommerede latinskole, men ikke fik en universitetsuddannelse. Som 18-årig giftede han sig ved en kirkelig dispensation med den lidt ældre Anne Hathaway (ca. 1556-1623); en datter, Susanna (1583-1649), fødtes seks måneder senere, og i 1585 kom tvillingerne Hamnet (d. 1596) og Judith (d. 1662). Det vides ikke, hvordan Shakespeare forsørgede familien.

Derefter følger de "forsvundne år", hvorfra man mangler oplysninger, indtil han igen dukker op i London i 1592 i forfatteren Robert Greenes (ca. 1558-1592) pamflet Greene's Groats-Worth of Wit, der angriber en gemen skuespiller, omtalt som "Shake-scene", der vover at skrive skuespil.

Ifølge en af de mere troværdige teorier om hans vej ind i teatrets verden blev han ansat som privatlærer hos en adelsfamilie i Lancashire. Opførelse af skuespil indgik dengang i opdragelsen, og flere adelsmænd havde desuden halvprofessionelle skuespillere i deres brød.

Det tidlige forfatterskab vidner om en vis tøven i valg af karrierens retning. På den ene side findes værker, der er beregnet på at imponere og behage tidens sofistikerede adelsungdom: erotiske digte ("The Rape of Lucrece" og "Venus and Adonis"), sonetter (hvoraf én, nr. 111, beklager nødvendigheden af at skulle ernære sig som skuespiller), en raffineret komedie (Love's Labour's Lost) med megen poesi og meget lidt handling og en anden (The Comedy of Errors), der viser beherskelse af de klassiske regler og handlingsmønstre.

På den anden side findes skuespil, der snarere passer til opførelse for tidens bredt sammensatte teaterpublikum: den romantiske The Two Gentlemen of Verona, den bloddryppende hævntragedie Titus Andronicus, kærlighedsdramaet Romeo and Juliet og en folkelig komedie om ægteskabelige problemer, The Taming of the Shrew, samt flere voldsfremstillende og spektakulære historiske spil (Henry VI i tre dele og Richard III).

Omkring 1594-1595 blev Shakespeare skuespiller og anpartshaver i en af de dominerende London-trupper, Lord Chamberlain's Men, der derefter stod for opførelsen af alle hans skuespil. Teatertrupperne, hvis skuespillere udelukkende var mandlige, var formelt organiserede som en adelsmands tjenere (for at undgå anholdelse som vagabonder), men var i praksis fuldtidsprofessionelle.

Truppen nød den fordel at kunne leje sig ind i en af de efterhånden adskillige permanente teaterbygninger i udkanten af London i stedet for at rejse rundt (hvad de dog også gjorde af og til). Der udgik regelmæssige befalinger om at spille ved hoffet.

Truppen skiftede tilhørsforhold og navn til The King's Men, da Jakob 1. Stuart kom på tronen i 1603. Shakespeare fortsatte som medlem, men holdt sandsynligvis op med selv at optræde.

Resten af 1590'erne brugte Shakespeare til at fuldføre rækken af i alt otte historiske skuespil, der skildrer striden om den engelske trone i 1400-tallet, dvs. ud over de allerede nævnte Richard II, Henry IV i to dele og Henry V. Dertil kommer et skuespil om den meget tidligere King John.

Shakespeares senere historiske stykker kendetegnes ved et mangfoldigt persongalleri og en intelligent nysgerrighed over for magtudøvelsens metoder og etik.

I samme periode skrev Shakespeare flere romantiske komedier med en atmosfære af festlig frigørelse, hvori den unge kærligheds forhindringer overvindes: A Midsummer Night's Dream, As You Like It, The Merry Wives of Windsor (hvor romantikken dog overdøves af Falstaffs mislykkede forførelsesforsøg), Twelfth Night, The Merchant of Venice og Much Ado About Nothing.

Det er karakteristisk for Shakespeares dramaturgi, at der i flere af disse ellers "lykkelige" komedier ved slutningen stadig resterer en skygge: en uløst konflikt, en fornemmelse af ufred eller en person, for hvem spillet snarere er en tragedie (fx Malvolio i Twelfth Night og Shylock i The Merchant of Venice, begge dybt ydmygede og åndeligt sårede).

Århundredskiftet og de første år af 1600-tallet domineres af tragedierne: de tre romerske, Julius Caesar, Antony and Cleopatra og Coriolanus, samt de fire "store": Hamlet, Othello, Macbeth og King Lear, forfatterskabets hovedværker, bl.a. pga. deres unikke indsigt i den menneskelige natur. På hver sin måde har de også alle et foruroligende komisk eller grotesk islæt.

Sideløbende skrev Wlliam Shakespeare fire skuespil, der senere er karakteriseret som "problem plays", Measure for Measure, Troilus and Cressida, All's Well that Ends Well samt den dystre Timon of Athens. De omhandler etiske problemstillinger med et menneskesyn, der ikke er mere optimistisk end tragediernes.

Forfatterskabet afrundedes med de fire tragikomedier eller romancer, Pericles, Cymbeline, The Winter's Tale og The Tempest, hvor tragediens beskrivelse af verdens ondskab og absurditet følges til bunds, men desuden efterfølges af komediens tilgivelse, orden, harmoni og fornyede håb — dog således, at prisen herfor i smerte og afsavn ikke overses.

Disse skuespil kan afspejle den aldrende forfatters opnåelse af sjælefred, men det ville være lige så karakteristisk for teater-entreprenøren Shakespeare, at han vejrede og udnyttede en ny tendens i tidens teatermode med indendørs teater og dermed adgang til et mere raffineret og kræsent publikum. De sidste stykker viser utvetydigt en forfatter mere opsat end nogensinde på at lege og eksperimentere med teatrets redskaber og virkemidler.

William Shakespeare blev en velhavende mand: Ud over at være anpartshaver i Lord Chamberlain's Men/The King's Men blev han i 1600 også medejer af det teater, Globe Theatre, hvor truppen optrådte, og tilsvarende, i 1608, af indendørsteatret Blackfriars.

Han købte både gentlemanstatus (inklusiv et våbenskjold med et tværgående spyd, jf. spear) og det næststørste hus i Stratford, New Place, hvortil det formodes, at han trak sig tilbage omkring 1610. Forfatterskabet afsluttes med det håndskrevne testamente (hvori overdragelsen af "min næstbedste seng" til enken har vakt en del opsigt) og inskriptionen på gravmælet, der nedkalder en forbandelse over den, der vover at forstyrre liget.

Ingen af Shakespeares skuespil er bevaret i håndskrift. De kendes nu udelukkende, fordi de udkom i originaludgaven af "First Folio" og/eller tryktes enkeltvis i kvartformat (quartos).

At genskabe Shakespeare-originalen fra disse trykte tekster har været anset for en vanskelig filologisk opgave, men der er en voksende erkendelse af, at opgaven er uløselig eller simpelthen irrelevant. Eksempelvis er mange forskere overbevist om, at King Lear også på Shakespeares egen tid forelå i to forskellige udgaver svarende til hhv. de bevarede First Folio- og quartotekster, og at det var Shakespeare selv, der reviderede skuespillet. "Shakespeares King Lear" er i så fald to til dels forskellige stykker, og flere forlag foretrækker efterhånden at udgive dem særskilt. Tidligere udgaver, der forsøger at kombinere de to tekster (og fortolkninger baseret på disse hybridudgaver) afspejler derfor næppe oprindelig opførelsespraksis.

I tilknytning til forfatterskabet findes der nogle skuespil, som Shakespeare formodes at have skrevet (ganske i overensstemmelse med tidens praksis) i samarbejde med andre forfattere: Sir Thomas More, Edward III, Two Noble Kinsmen og Henry VIII. Mindst ét Shakespeare-skuespil, Cardenio, er gået tabt.

Mange anonyme spil og digte er senere blevet tilskrevet Shakespeare, uden at det er lykkedes dem at opnå kanonisk status; dog synes den temmelig banale "A Funeral Elegy" fra 1612 pga. ordforrådet med større sikkerhed at kunne tilskrives Shakespeare.

Skuespilteksterne betragtedes i Shakespeares samtid ikke som litteratur, men som råmateriale for en teatervirksomhed, der havde mere præg af underholdningsindustri end af finkultur og derfor var genstand for omskrivning efter behov — af forfatteren selv, af en anden digter eller af skuespillerne. Således kan andre dramatikere have bidraget til skuespillene. For eksempel menes det, at Thomas Middleton er ophavsmand til heksefiguren Hecate i Macbeth.

Filmatiseringer findes der ligeledes mange af. Berømte er bl.a. Laurence Oliviers Hamlet (1948) og Richard III (1955), Orson Welles' Macbeth (1948) og Othello (1952) og Franco Zeffirellis The Taming of the Shrew (1967). I nyere tid har især Kenneth Branaghs række af Shakespeare-filmatiseringer udmærket sig, herunder Henry V (1989), Much Ado About Nothing (1993), Hamlet (1996), Love's Labour's Lost (2000) og As You Like It (2006). Fra 1990'erne findes bl.a. markante filmatiseringer som Richard Longcraines Richard III (1995), Baz Luhrmans Romeo + Juliet (1996) og Michael Hoffmanns (f. 1956) A Midsummer Night's Dream (1999). Endelig kan fra de sidste årtier nævnes Michael Radfords (f. 1946) The Merchant of Venice (2004), Ralph Fiennes' Coriolanus (2012) og Joel Coens The Tragedy of Macbeth (2021).

Derudover ses også filmatiserede bearbejdelser af Shakespeares skuespil som Peter Greenaways kunstfilm Prospero's Books (1991, inspireret af The Tempest), den animerede Disney-musical The Lion King (1994, inspireret af Hamlet) eller Gil Jungers ungdomskomedie 10 Things I Hate About You (1999, inspireret af The Taming of the Shrew).

Shakespeare-dyrkelsen (bardolatry) i den grad og form, man kender i dag, er af fortrinsvis nyere dato. Shakespeares anseelse og berømmelse var ikke stor i de første 100 år eller mere efter hans død. Stykkerne levede ikke op til tidens nyklassicistiske normer og var i øvrigt skrevet til en helt anden teaterform og et helt andet publikum.

Teaterelskeren Samuel Pepys overværede flere Shakespeare-forestillinger i 1660'erne og var uhyre kritisk: "Det mest åndsforladte, latterlige stykke, jeg nogensinde har set i mit liv" skrev han om A Midsummer Night's Dream.

Vendepunktet kom i midten af 1700-tallet, og Shakespeare-dyrkelsen nåede en foreløbig kulmination ved de overdådige jubilæumsfestligheder i Stratford i 1769. Det var i denne forbindelse, at skuespilleren og teatermanden David Garrick, der på afgørende måde bidrog til genopdagelsen af Shakespeare, omtalte forfatteren som "the immortal bard", dvs. som digteren og profeten, der tænkte og fremsagde kulturens dybeste sandheder i udødelige ord.

Ophøjelsen af Shakespeare til et overmenneskeligt kulturfænomen er hovedårsagen til diverse kuriøse teorier om, at en helt anden (gerne af adelsslægt eller med en højere uddannelse, fx jarlen af Oxford eller Francis Bacon) skrev skuespillene.

I Storbritannien har Shakespeare-dyrkelsen til tider dog også været led i en helt anden, politisk dagsorden, fx at fremhæve britisk kulturs fortrin over for europæiske rivaler eller imperiets undersåtter.

Genskabelsen af Globe Theatre i en tro fungerende kopi tæt ved dets oprindelige placering syd for Themsen i London (åbnet 1997) samt John Maddens (f. 1949) succesfilm Shakespeare in Love (1998), der fabulerer over Shakespeares person, har bidraget til berømmelsen i nyere tid, og turister har længe valfartet til fødebyen, Stratford. I 2014 åbnede også The Sam Wanamaker Playhouse, der er en tilstræbt rekonstruktion af indendørsteatret Blackfriars Playhouse.

Shakespeare skrev i flere af tidens dramatiske genrer og i flere afarter og krydsninger heraf end nogen anden af tidens forfattere og med et langt mere omfattende ordforråd end andre med en produktion af lignende størrelse.

Desuden var han som skuespiller og parthaver i en skuespiltrup, som skuespilforfatter og som teatermedejer dybere engageret end nogen anden i tidens teatervæsen. Samme teatervæsen undergik en af de vigtigste ændringer i dets historie: udviklingen af en professionel teatervirksomhed med heltidsforfattere og -skuespillere og daglige opførelser i hertil byggede teatre. Ikke siden det antikke romerske drama havde man set noget tilsvarende. Det elizabethanske teater havde derudover rødder i middelalderens traditioner for dramatisering af religiøse og verdslige emner.

Genopdagelsen af den historiske Shakespeare er et centralt emne for den videnskabelige Shakespeare-forskning i dag, både hvad angår fortolkningen af dramaerne og især i forståelsen af denne fortolkningsvirksomheds tekstgrundlag.

Shakespeare skrev og producerede sine skuespil i en opbrudstid mellem det forholdsvis fastlåste middelalderlige verdensbillede og renæssancens opdagelse af antikkens individualiserende menneskesyn, som skulle blive det moderne.

Hans dramatik, der iscenesætter tilværelsens — ofte selvmodsigende — mangfoldighed, rummer spændingen mellem erkendelsen af givne rammer og behovet for deres overskridelse.

Shakespeares status som alle tiders skuespilforfatter må tilskrives dels hans uovertrufne sans for scenekunstens teknik og virkemidler, dels hans evne til at ramme og problematisere eksistentielle vilkår oplevet af hans samtid og eftertid som centrale og relevante for mennesker uanset tid og sted.

Hver periode har kunnet udfordre sit teatersyn i Shakespeare-opsætninger. En afgørende inspiration udgik fra polakken Jan Kotts bog Shakespeare — vor samtidige (1961, dansk udgave 1966), der bl.a. pegede på forbindelsen til absurd teater. Kott blev en direkte inspiration for blandt andre teaterinstruktøren Peter Brook, hvis A Midsummer Nights Dream fra 1970 udspillede sig i et tomt, hvidt scenerum i en cirkusinspireret iscenesættelse.