Krim

Krim var beboet allerede i palæolitikum. Skytherne beherskede store dele af halvøen i begyndelsen af jernalderen. Fra slutningen af 600-tallet f.v.t. koloniseredes kysten af grækere, der blev tiltrukket af fiskeriet og adgangen til god landbrugsjord; hovedbyen Pantikapaion, det nuværende Kertj, blev grundlagt ca. 600 f.v.t., mens den vigtigste by på sydvestkysten, Chersonesos, blev grundlagt i årene 422-421 f.v.t.

Af de ældste græske optegnelser fremgår det, at taurerne var Krims urbefolkning. Man tilskriver taurerne de kunstige huler i bjergene og rester af bygningsværk af sten, som minder om de keltiske druiders. Taurernes etnografiske karakter kendes ikke.

I år 45 e.v.t. indledte Romerriget sin erobring af kystkolonierne. Den nordvestlige stepperegion blev i 200-tallet besat af goterne, der menes at have indført kristendommen på Krim.

Efter hunnerkongen Attilas død i 453 blev goterne fortrængt til bjergregionen, hvor de holdt stand i mere end tusind år, idet de bevarede deres germanske sprog, krimgotisk, og nordiske fremtoning indtil i hvert fald 1600-tallet. Stepperegionen blev i perioden 1223-1239 erobret af mongolerne (tatarerne), og Krim blev herefter domineret af Den Gyldne Horde.

I 1443 lykkedes det krimtatarerne med hjælp fra Polen-Litauen at rive sig løs fra horden og oprette et uafhængigt khanat, der også omfattede græsgangene omkring floden Dneprs nedre løb. Men allerede i 1475 blev halvøen erobret af osmannerne, og frem til 1774 var Krimkhanatet en tyrkisk vasalstat, der udviklede en rig og særegen kultur.

I 1783 blev khanatet indlemmet i Rusland, og mange af de muslimske tatarer valgte at emigrere til Tyrkiet, især efter Krimkrigen, der varede fra 1853 til 1856. Denne konflikt udspillede sig mellem Rusland på den ene side og Osmannerriget, Frankrig og Storbritannien på den anden. Konflikten drejede sig om Ruslands ønske om at beherske Dardanellerne og kontrollere Osmannerriget; en fransk-britisk frygt for russisk dominans i det østlige Middelhav fik disse lande til at træde ind i krigen på osmannisk side. Krimkrigen blev et knusende og ydmygende nederlag til den russiske hær, som med 1 million mand på eget territorium blev slået af en ekspeditionsstyrke på under 100.000 mand.

Under 2. Verdenskrig var der hårde kampe på Krim; krimtatarerne blev af Josef Stalin beskyldt for at have taget Tysklands parti, og i maj 1944 blev de alle, 183.000 mennesker, deporteret til Centralasien. De fik først lov til at vende tilbage i 1988.

Selvom russerne udgør befolkningsflertallet, har Krim siden 1954 administrativt hørt under Ukraine. Tilhørsforholdet blev bekræftet af en international traktat i 1994.

Som begrundelse blev der henvist til økonomi, geografi og kulturelle bånd mellem Krim og fastlandet. Et sted mellem 70 og 75 procent af befolkningen på halvøen regnede sig for russere ligesom det store flertal sydpå og østpå i selve Ukraine.

Anledningen til vedtagelsen om overførelsen af Krimhalvøen var 300-årsjubilæet for Perejslav-traktaten. Med denne aftale søgte kosaklederen Bogdan Khmelnitskij zarens beskyttelse mod polakkene, som han netop havde løsrevet sig fra. Traktaten anses i russisk historieskrivning ofte for en genforening af to nært beslægtede østslaviske, ortodokse folkegrupper. Kilderne tyder på, at kosakkene snarere anså aftalen for at være en midlertidig militæralliance.

Vedtagelsen om overførslen af Krim til Ukraine i 1954 knyttes til Nikita Khrusjtjovs personlige initiativ. Khrusjtjov var få måneder tidligere blevet valgt til førstesekretær (leder) af Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP), men magtbasen var skrøbelig, og han havde brug for allierede i partiet. En mulig forklaring på at Khrusjtjov gav Krim til den ukrainske sovjetrepublik er, at han søgte støtte fra førstesekretæren i det ukrainske kommunistparti Aleksej Kiritjenko.

Marinebyen Sevastopol på Krim havde siden 1948 haft status som "direkte underlagt republikken", hvilket gav den samme status som Krim-oblasten. Denne status blev opretholdt i 1954, men byen blev nu formelt underlagt den ukrainske sovjetrepublik. I de følgende årtier blev Sevastopol finansieret både af den russiske og den ukrainske sovjetrepublik. Dette var dog formalia; i praksis var byen underlagt og drevet af det sovjetiske militær.

Den 16. marts blev der afholdt en fælles folkeafstemning, som omfattede de to regioner på halvøen. De alternativer, man stemte om, var:

1. Genforening med Rusland og erhvervelse af status som føderationssubjekt i Den Russiske Føderation
2. Tilbageførelse til Krim-grundloven fra 1992 og Krim som en del av Ukraine

Hvorvidt alternativ 2 indebar selvsæendighed eller utvidet autonomi inden for Ukraine var uklart. Ligeledes var det ikke muligt at stemme for status quo.

Folkeafstemningen var i høj grad omstridt internationalt, men gav et massivt flertal for genforening med Rusland. Ifølge de officielle tal stemte 97 procent i selve Krim-regionen og 96 procent i Sevastopol for genforening med Rusland. Lederne af den etniske gruppe krimtatarerne opfordrede til boykot af folkeafstemningen, og mange modstandere af genforening med Rusland mødte dermed ikke op ved valget. Hverken EU, OSCE eller USA anerkendte folkeafstemningen som lovlig. De nye magthavere på Krim henviste imidlertid til FN's Internationale Domstol, som i en rådgivende udtalelse fra 2010 var gået langt ved at anerkende Kosovos ensidige uafhængighedserklæring fra 2008.

Den 18. marts undertegnede lederne for Krim og Sevastopol på den ene siden og Den Russiske Føderation på den anden en aftale om at indlemme Krim i Rusland. De facto kom Sevastopol og Republikken Krim dermed til at indgå som to nye såkaldte føderationssubjekter i Rusland.

Den 20. marts vedtog den russiske Statsduma at godkende optagelsen af "Republikken Krim" og "byen med særlige rettigheder, Sevastopol" som nye føderationssubjekter i Den Russiske Føderation. Dagen efter undertegnede præsident Vladimir Putin loven om optagelse af de to nye føderationssubjekter. De tilhører den sydlige føderale kreds efter en kort tid at have udgjort deres egen føderale kreds.

Det blev hurtigt vedtaget at indføre russiske rubler som valuta ved siden af den ukrainske hryvna. De to nye føderationssubjekter indførte desuden samme tidszone som Moskva. Russiske velfærdsrettigheder kom til at gælde. Præsident Putin undertegnede forordninger om oprettelsen af to militærskoler på Krim samt om godkendelsen af rang og vidnemål for ukrainske officerer, som måtte ønske at gå over i russisk tjeneste.