Le Corbusier

Le Corbusier voksede op i La Chaux-de-Fonds i kantonen Neuchâtel i Schweiz, hvor han blev uddannet som gravør. En egentlig arkitektuddannelse fik han ikke, men på sine studierejser i Europa stiftede han bekendtskab med mange af tidens førende arkitekter og arbejdede hos både Auguste Perret i Paris (1908-1909) og Peter Behrens i Berlin (1910-1911).

Den tidlige påvirkning fra især art nouveau blev snart afløst af en ny og rationelt baseret arkitekturopfattelse. Allerede i 1914 havde han udarbejdet et projekt til et jernbetonhus, Maison Domino, der var beregnet til industriel produktion.

I et lidt senere projekt, Maison Citrohan (1922), præsenterede Le Corbusier de idéer, der skulle blive en ledetråd gennem hans senere arbejde, og som genfindes i byggerierne fra 1920'erne, fx udstillingspavillonen L'Esprit Nouveau (1925), hans bidrag til Weissenhof Siedlung-udstillingen i Stuttgart i 1927, samt Villa Savoye i Poissy ved Paris (1929-1931) og Maison La Roche (1923-1925) i centrum af Paris.

De primære elementer, som han med Pierre Jeannerette sammenfattede i manifestet 5 Punkter for en ny Arkitektur (1926), var taghaven, den åbne plan, de gennemgående vinduesbånd, den frie facadekomposition og pilotis, dvs. piller, der løfter selve bygningskroppen op over jorden og giver mulighed for en fri udnyttelse af arealet under.

Det dobbelthøje rum, som Le Corbusier i forbindelse med den åbne plan første gang introducerede i Maison Citrohan, var en type, han også gentog i sit forslag til et etagebyggeri, villas superposées, her tillige i form af rummelige dobbelthøje terrasser. Disse haver højt oppe over jorden var en lille, men væsentlig del af hans vision om en tidssvarende byplanlægning, som han først fremlagde i projektet "En by for tre millioner indbyggere" (1922).

Med dette og senere projekter forfægtede han tanken om en by, der var opdelt i funktionsbestemte områder; en by, der gik i højden, kronedes af taghaver og kunne nyde godt af de store, grønne områder, som kunne få plads til at brede sig mellem højhusene.

I den schweiziske pavillon i Cité Universitaire i Paris (1930-1932) trådte et nyt træk frem. De glatte og forfinede overflader, som havde kendetegnet hans tidligere bygninger, veg nu til dels for naturmaterialer og mere rustik stoflighed. Tendensen blev senere mere fremtrædende, fx i Maisons Jaoul i Neuilly-sur-Seine (1952-1956). Le Corbusier indgik også som rådgiver for den gruppe af brasilianske arkitekter, der forestod opførelsen af sundheds- og uddannelsesministeriets bygning i Rio de Janeiro (1936-1943). Her bidrog han bl.a. med et solafskærmningssystem.

Et af Le Corbusiers hovedværker fra efterkrigstiden er Unité d'Habitation i Marseille (1947-1952). Et gennemgående tema i hans arbejde havde været ønsket om at udvikle en god boligform for den brede befolkning, og i Marseille opstod der mulighed for at realisere den. Én stor boligblok, der rummer over 300 lejligheder og integrerer dagligdags funktioner som fx butikker, bæres af pilotis.

Huset følger desuden hans gennemarbejdede proportionssystem, Modulor, hvor han med udgangspunkt i menneskekroppen over det gyldne snit konstruerede et system af indbyrdes forbundne proportioner til at målsætte bygningens elementer. I Unité d'Habitation såvel som i det senere kloster Sainte-Marie-de-la-Tourette i Éveux-sur-l'Arbresle ved Lyon (1957-1960) lod Le Corbusier betonens rustikke overflade træde utilsløret frem, beton brut. Kapellet Notre-Dame-du-Haut i Ronchamp ved Belfort (1950-1954) står som et særligt udsagn fra Le Corbusier med stor poetisk og skulpturel kraft.

Le Corbusier udviklede sit arkitektursyn parallelt med og gennem sit maleri. Han havde i 1917 bosat sig i Paris og dér mødt maleren Amédée Ozenfant. Sammen udforskede de mulighederne i det puristiske maleri, og de redigerede 1920-1925 tidsskriftet L'Esprit Nouveau.

I 1923 udgav Le Corbusier en række artikler i bogform under navnet Vers une architecture. Bogen skulle vise sig at blive århundredets mest skelsættende arkitekturmanifest. Året inden havde han indledt sit mangeårige samarbejde med fætteren, arkitekten Pierre Jeanneret.

Le Corbusier har foruden sin vidtfavnende indsats inden for malerkunsten og arkitekturen beskæftiget sig med adskillige andre discipliner som skulptur, tapeter og møbler, og han har forfattet talrige bøger og artikler, flere med stor indflydelse på både samtid og eftertid. La Maison des hommes (1942) blev i 1954 udgivet på dansk som Menneskenes bolig.

I 2016 blev 17 af Le Corbusiers arbejder, udviklet over et halvt århundredes karriere og fordelt over 7 lande, optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste som enestående bidrag til den moderne arkitekturs udvikling. Anerkendelsen af Le Corbusiers arbejde på verdensarvslisten omfatter såvel enkeltstående bygningsværker som hans væsentligste bidrag inden for byplanlægning: udformningen af den nye hovedstad Chandigarh i Punjab/Haryana i Indien. Her forestod han generalplanen (1950-1951) samt selve regeringsbygningerne (1952-1964).

• arkitektur
• fransk arkitektur
• fransk funktionalisme og modernisme
• modernisme
• Maison La Roche

• Le Corbusiers plads på UNESCO’s Verdensarvsliste
• Le Corbusier Verdensarvsserien, beskrevet af dens forvaltere