Luis Walter Alvarez

Alvarez voksede op i San Francisco og studerede senere ved University of Chicago. Hans tidlige forskning var indenfor optik og målinger af kosmisk stråling.

Fra 1936 var Alvarez professor ved University of California, hvor han arbejdede med eksperimentel kernefysik. I 1937 påviste han som den første K-elektronindfangning i radioaktive atomkerner. Han udviklede en metode til at producere en stråle af meget langsomme neutroner, som blandt andet gjorde ham i stand til i 1939, sammen med Felix Bloch, at måle neutronens magnetiske moment. Lige før 2. Verdenskrig opdagede Alvarez og Robert Cornog (1912-1998) hydrogen-isotopen tritiums radioaktivitet.

I perioden 1940-1943 udviklede Alvarez flere former for radarudstyr til brug ved landing af fly og bestemmelse af bombemåls positioner ved Radiation Laboratory (RadLab) på Massachusetts Institute of Technology (MIT).

I Los Alamos konstruerede han 1944-1945 detonationsmekanismen til atombomben, og han var selv med i et ledsagende fly ved sprængningen af den bombe, der ødelagde 90 % af Hiroshima.

Efter krigen arbejdede Alvarez blandt andet med at udvikle et boblekammer med flydende hydrogen, der blev brugt til at opdage mange nye elementarpartikler og såkaldte resonanstilstande. For det arbejde fik han Nobelprisen i 1968.

Alvarez blev en engageret fortaler for udviklingen af brintbomben.

Sidst i sin karriere var han, blandt andet sammen med sin søn, geologen Walter Alvarez (f. 1940), en stærk fortaler for "impact-teorien", som forklarer den massive uddøen af livsformer på overgangen mellem Kridt og Tertiær som resultatet af en kæmpemeteors nedslag.

• Manhattanprojektet
• Kernefysik
• Radar
• Brintbomben

• Nobelkomitéens begrundelse