Kort over Argentina, hvor provinsen Mendoza er markeret med grønt.
Mendoza
Af .
Licens: CC BY NC ND 4.0

Mendoza er en provins i det vestlige Argentina. Den har et areal på 149.000 km2 og 1,74 millioner indbyggere (2010).

Provinsens vestlige del mod grænsen til Chile gennemskæres af de nord-syd-gående Vest- og Østcordillerer, kæder i Andesbjergene. Herimellem ligger Puna de Atacama, et udfyldningsplateau i 3.500-4.000 meters højde. Lavningerne, bl.a. den 200 km lange Salinas Grandes, er delvis saltsumpe, da der ikke er afløb herfra. Sydamerikas højeste bjerg, Aconcagua (6.959 meter), ligger sammen med andre vulkaner på en højslette nordvest for hovedstaden.

Byen Mendoza

Provinsens hovedstad hedder også Mendoza og har 115.000 indbyggere (2010). Den ligger i 750 meters højde ved foden af Andesbjergene. Byen blev totalt ødelagt af et jordskælv i 1861, men blev grundlagt på ny i 1863; bygningerne er forholdsvis moderne. Mendoza er Argentinas vigtigste vinby; distriktet leverer 70 % af landets store vinproduktion. Den beskedne nedbør suppleres med kunstvanding, og byen er ud over vinmarker omgivet af frugtplantager.

Byen blev grundlagt af spanierne i 1560'erne og regeredes efter 1776 fra Buenos Aires. Den var hovedkvarter for styrker, der kæmpede for uafhængighed fra Spanien i 1817.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig