Algeriets historie fra 1962

Algeriet stod ved sin uafhængighed over for meget store problemer. På grund af det stærkt anspændte forhold mellem algeriere og franskmænd udvandrede ca. 1 mio. af den del af befolkningen, der havde franske og europæiske rødder. De udgjorde 10 % af Algeriets befolkning, men pga. af det opdelte, franske kolonisamfund var det også dem, der var særligt veluddannede og dominerede landets industri og de mest frugtbare landbrugsområder. Deres udvandring fik store negative konsekvenser bl.a. for undervisningssektoren, landbruget og industrien i Algeriet, der med ét manglede deres kvalifikationer i disse sektorer.

FLN overtog ledelsen af Algeriet, og Ahmad Ben Bella blev det selvstændige Algeriets første præsident i 1962. FLN havde siden 1954 italesat sig selv som den samlende og eneste politiske kraft, der repræsenterede nationen. Men efter selvstændigheden viste det sig vanskeligt at omsætte ideologi til praksis, og der opstod mange interne magtkampe.

Houari Boumedienne var blevet valgt som øverste chef for ALN i 1960. Hans ambition om en stærk militærstat var blevet formuleret under selvstændighedskampen og båret videre ind i det selvstændige Algeriet fra 1962, hvor det skulle få betydning de næste mange årtier.

I 1965 blev præsident Ben Bella afsat ved et kup ledet af Houari Boumedienne, der derefter blev landets præsident til sin død i 1978.

Fald i indtægterne fra salg af olie og gas fra midten af 1980'erne afslørede svagheden i den udvikling, der var blevet fulgt under Boumedienne. Den voldsomme satsning på udbygning af landets sværindustri affødte ikke det antal arbejdspladser, der var nødvendigt for at beskæftige den voksende arbejdsstyrke, og arbejdsløsheden blev yderligere forstærket af manglende investeringer i landbruget.

Algeriets omfattende gæld førte til, at Den Internationale Valutafond (IMF) krævede liberalisering og privatisering af økonomien – dvs. at staten skulle opgive sit monopol på økonomisk aktivitet. Men statseliten var ikke rede til at slippe deres privilegerede status. Så i begyndelsen forsøgte regimet sig med at fjerne fødevaretilskuddene. Det forværrede den brede befolknings daglige økonomiske situation.

I 1980 opstod der store demonstrationer i Kabylien, berbernes kerneområde. Berberne krævede anerkendelse af berberidentitet og sprog, og demonstrationerne fortsatte op igennem 1980’erne.

Samtidig begyndte imamer at holde fredagsbøn og undervise i koranen i private, små moskeer i lokalsamfundene i hele landet. Der opstod et modspil til statens islam-forståelse.

Dermed var der både religiøse og etniske spændinger i landet samtidig med den forværrede økonomiske situation i algeriernes dagligdagsliv. I oktober 1988 kulminerede spændingerne i det, der siden blev kendt som Oktoberopstanden. Voldsomme uroligheder brød ud i landets større byer, hvor især de unge gik på gaden og krævede brød, arbejde og frihed. Hæren greb ind i en voldsom håndtering af demonstrationerne, og 500 algeriere mistede livet.

Det algeriske regime gennemførte efter opstanden hastige demokratiseringsprocesser. Præsident Chadli Benjedid lovede politiske og institutionelle forandringer. Året efter blev en ny grundlov vedtaget. Den havde ikke længere referencer til socialisme, der blev lagt vægt på individet frem for på ”folket”, og der blev åbnet for andre politiske partier og organisationer end FLN.

IMF’s og EU’s krav om liberalisering af økonomien til gengæld for fortsatte lån blev også stillet til andre arabiske lande i samme periode, bl.a. nabolandet Tunesien, som oplevede et folkeligt oprør kaldet Brødopstanden i 1987, altså året før Algeriet oplevede Oktoberopstanden. I Tunesien førte urolighederne til et regimeskifte.

Som en del af demokratiseringsprocessen i Algeriet blev der i 1990 afholdt lokale valg, hvor de nydannede politiske partier for første gang kunne opstille. Et af de partier, der var blevet stiftet, var Front Islamique du Salut (Den Islamiske Front til Frelse, FIS). FIS var var en paraplyorganisation for en række mindre islamiske grupper, der ønskede at de islamiske traditioner i Algeriet skulle spille en større rolle og give mere plads. De talte især på vegne af de mange arbejdsløse og økonomisk trængte.

FIS sejrede ved de lokale valg i 1990 og vandt også overvældende i første runde af det første frie valg til landets Nationalforsamling i december 1991. Den folkelige støtte til partiet var stor.

Trods undertrykkelsen af FIS udbrød der nu voldsomme konfrontationer mellem hæren, sikkerhedsstyrkerne og grupper loyale mod dem på den ene side og militante islamistiske grupper, oprindelig med rod i partiet FIS, på den anden. Sikkerhedstjenesten gennemførte voldelig og voldsom repression af FIS’ tilhængere, gennemførte fængslinger og brugte tortur. På den anden side gennemførte de radikaliserede islamistiske grupper bombesprængninger, bagholdsangreb, snigmord og kidnapninger. Fra 1994 eskalerede volden med daglige massedrab efterfulgt af kollektiv afstraffelse af mistænkte civile. I 1997-1998 toppede volden med massakrer på flere hundrede civile. Parterne angreb således ikke kun hinanden. Angreb var i høj grad målrettet mod den civile befolkning. Fra 1992-1998 blev titusinder tortureret, myrdet på brutal vis eller forsvandt sporløst.

Ledende talsmænd for FIS distancerede sig siden fra brugen af vold i kampen mod den regering, som hæren havde indsat, og opfordrede i flere omgange til, at der blev indledt forhandlinger med henblik på først et nationalt kompromis og siden en politisk normalisering. Kredse i militæret forhindrede dog hver gang, at sådanne forhandlinger blev sat i gang.

I 1997 blev der afholdt nye valg til landets nationalforsamling. FIS og de islamistiske partier kunne ikke stille op, og FIS-ledelsen i eksil opfordrede befolkningen til at boykotte valget. To år senere, i 1999, blev der afholdt præsidentvalg, som bragte Abdelaziz Bouteflika til magten som Algeriets præsident. Han sad på magten de næste 20 år frem til 2019.

Præsident Bouteflika fokuserede fra starten på at fremme fred og national forsoning. Fra 1999 blev flere tusinde politiske fanger, heriblandt højtstående medlemmer af FIS, løsladt, og der blev givet amnesti eller strafnedsættelse til medlemmer af væbnede grupper, hvis de overgav sig. Fra 2003 blev der sat en proces i gang, der skulle efterforske og opklare tusindvis af civile algerieres forsvindinger. Efterforskningen kom frem til, at sikkerhedsstyrkerne havde ansvaret for langt hovedparten af forsvindinger, og at 200.000 algeriere havde mistet livet. Regeringen pressede imidlertid undersøgeren, Farouk Ksentini, til at moderere resultatet til, at ansvaret kunne skærpes til en lille gruppe af sikkerhedsofficerer. Spændingerne mellem staten, regeringen, hæren og den ledende elite var således stadig udtalte.

I 2001-2002 oplevede Kabylien omfattende uroligheder. Protesterne blev udløst af unge, da en 18-årig blev dræbt efter en anholdelse af lokalt politi. I løbet af få måneder spredte protesterne sig til det meste af Kabylien og blev hårdt mødt af politiet, der skød med skarpt og dræbte 50. Urolighederne fortsatte frem til 2002. Da rapporterede Den Algeriske Liga for Forsvaret af Menneskerettigheder (Ligue Algérienne pour la Défense des Droits de l’Homme (LADDH)) at 128 kabyliere var blevet dræbt og 5000 såret.

Protesternes dybere rod var den omfattende, udsigtsløse arbejdsløshed særligt blandt unge, boligmangel og eftervirkningerne af 1990’ernes vold og uro. Samtidig var protesterne et udtryk for de etniske spændinger i Algeriet, hvor berbernes kulturhistorie og identitet fortsat ikke nød fuld anerkendelse.

I 2002 blev der igen gennemført en grundlovsændring som følge af urolighederne. I den blev berberisk anerkendt som et nationalt sprog på lige fod med arabisk. Det betød, at berberisk nu kunne bruges i undervisning, officielle dokumenter og andre sammenhænge. Arabisk vedblev at være det officielle sprog.

I efteråret 2005 gav den algeriske befolkning massiv opbakning til Bouteflikas såkaldte Charter for fred og forsoning ved en folkeafstemning. Charteret var en lov, der gav beskyttelse mod retsforfølgelse til medlemmer af de væbnede grupper, der afleverede deres våben og ikke havde deltaget i "massemord, voldtægt eller brug af sprængstoffer ved offentlige steder". Den åbnede også for anklager og sager mod medlemmer af sikkerhedsstyrkerne. Det begrænsede antal egentlige retssager og mange tusinde uopklarede forsvindinger har dog medført kritik fra internationale menneskerettighedsorganisationer og andre aktører. Bouteflika er endvidere blevet kritiseret for at ville lovgive sig ud af en national forsoningsproces og for at hindre frem for at bidrage til at genopbygge tillid i samfundet.

Samtidig med at Bouteflika gjorde tiltag til at fremstå som leder af en forsoningsproces, der skulle samle Algeriet, fortsatte statens monopol over Algeriets naturressourcer og dermed statens økonomiske dominans og magt.

I slutningen af december 2010 udbrød der folkelige protester mod stigende fødevarepriser, arbejdsløshed og korruption, og der blev stillet krav om mere demokrati. Demonstrationerne var et led i den folkelige protestbølge, der fra december 2010 ramte mange arabiske lande startende med Jasminrevolutionen i Tunesien. I modsætning til oprørerne i lande som Tunesien og Egypten, var det algeriske oprør ikke i første omgang rettet mod en enkelt person – præsidenten – med krav om dennes afgang. Protesterne var derimod udtryk for utilfredshed med de dårlige socio-økonomiske forhold for den brede befolkning og især de unges bristede fremtidshåb.

Som tidligere forsøgte det algeriske regime at imødekomme protesterne med nogle mindre lovændringer og reformer. Men protesterne, oprør og strejker fortsatte frem til 2012, hvor regimet med præsident Bouteflika i spidsen ophævede den undtagelsestilstand, som var blevet indført under konflikten i 1992, og som havde givet regimet udvidede magtbeføjelser. Desuden blev lovmæssige og politiske reformer annonceret. Reformer der gav ytringsfrihed, forsamlingsret og retten til at danne foreninger blev imidlertid ikke gennemført.

I 2014 annoncerede præsident Bouteflika, at han ville stille op til en fjerde periode i præsidentembedet, som han også vandt i april samme år. Nye protester brød ud, og igen var Kabylien og berberne, særligt berber-studenterbevægelsen, centrale aktører.

Ved en grundlovsændring i 2016 blev præsidentembedet begrænset til to perioder, og parlamentets magt blev styrket. Endvidere blev berberisk (tamazight) nu anerkendt som officielt sprog. Algeriet blev dermed officielt tosproget.

• Algeriets historie fra oldtiden til 1516
• Algeriets historie 1516-1962
• Algeriet
• Algeriets geografi