Nybøl Mølle. Foto fra 2015.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Nybøl Mølle er en fredet tårnmølle 1½ km nordvest for Nybøl på Sundeved i Sønderjylland. Møllen var oprindeligt en stubmølle fra 1600-tallet. Under Treårskrigen 1848-50 var Nybøl Mølle ligesom Dybbøl Mølle centrum for krigshandlinger.

Efter en brand blev møllen i 1879 genopbygget som en hollandsk vindmølle i form af en tårnmølle med undermøllen og mølletårnet opført i grundmur og hvidkalket. Møllehatten er bådformet og tækket med egespån. Nybøl Mølle er del af en større møllegård med muret stuehus og to murede staldbygninger fra 1880 samt svinestald og maskinhus fra 1950.

Nybøl mølle har svikstilling, vindrose og vinger med klapper. Møllen har stadig sit fulde gangtøj i form af hathjul, krondrev, lodret aksel, stjernhjul og spilstokke. Desuden har den både stenkran og kværn. I 1913 blev der installeret en dieselmotor, som kunne trække kværnene, men denne blev i 1928 erstattet af en elektromotor. Nybøl Mølle malede mel frem til midten af 1900-tallet, hvor de to sidste kværne blev taget ud af drift.

Møllen har været i familien Gorrissens eje i ni generationer fra midten af 1800-tallet til 1958, hvor familien Lind købte den. Familien Lind har nu ejet møllen i to generationer. Efter en meget stor renovering af møllen, hvor vingerne er skiftet, møllen har fået ny gangbro, sidebygningen har fået nyt gulv og murværket er blevet renoveret, står Nybøl Mølle i sensommeren 2024 i flot og nyrenoveret stand.

Møllen blev fredet i 1998.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig