Patmos er en græsk ø i øgruppen Dodekaneserne i den østlige del af Det Ægæiske Hav. Patmos har er areal på 34 km2 og har 3283 indbyggere (2021). Øen er af vulkansk oprindelse og sammen med de omkringliggende øer antageligvis resterne af en større ø, der blev sprængt i stykker efter et voldsomt vulkanudbrud i forhistorisk tid.
Patmos, der er domineret af mindre bjerge, er stenet og tør med sparsom vegetation. Det højeste punkt er Profitis Ilias på 269 m. Øen ernærer sig ved lidt svampefiskeri og landbrug med druer, citrusfrugter, granatæbler og grøntsager samt i stigende grad af turisme og pilgrimsrejsende.
På øens østlige centrale del, i bunden af en smal bugt, ligger hoved- og havnebyen Skala, der har 1700 indbyggere. Midt på øen ligger klosterbyen Chora. Byen er kendt for sin kubiske kykladestil og sine maritime borgerhuse, bygget af flygtninge fra Konstantinopel i 1453 og fra Kreta i 1669.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.