Prinsens Palæ

Slotsholmen i København lå oprindeligt ud imod et åbent vand på hele sydsiden. Men i de hårde vintre under Karl Gustav-krigene 1657-60 frøs vandet til is og blev en fortræffelig adgangsvej. Efter fredsslutningen blev området syd for slottet derfor dæmmet op under ledelse af fæstningsingeniør Henrik Rüsensteen.

Da en afvandingskanal i form af Frederiksholms Kanal i 1681 var færdig, kunne det opdæmmede areal bebygges, og året efter flyttede storkøbmand Gysbert Wigand Michelbecker ind i sin nye gård på hjørnet af kanalen og den nuværende Ny Vestergade. Gården havde fire fløje, hvoraf hoved- og sidefløjene var grundmurede i tre etager over kælderen, mens den sidste fløj, der tjente som lager, var af bindingsværk. Hovedfacaden mod kanalen stod med et midterfremspring med en trekantgavl båret af pilastre i hele murens højde. Den usædvanligt rigt udstyrede gård blev udvalgt til bolig for zar Peter den Store af Rusland, da han i 1716 besøgte Danmark.

I 1720’erne gennemførte Frederik 4. en storstilet modernisering af de danske kongers efterhånden pinligt gammeldags hovedstadsresidens, Københavns Slot. Under ombygningen blev der brug for en aflastningsbolig, og i 1724 købte kongen Michelbeckers gård skråt over for slottet og lod J.C. Krieger ændre den til en bolig for kronprins Christian (6.). Hovedfacadens trekantgavl blev erstattet af en balustrade med seks dydefigurer, mens vinduerne fik pragtindfatninger. Sidefløjen ud imod Ny Vestergade blev forlænget, og bindingsværksfløjen blev erstattet af en krum forbindelsesfløj. I det indre fik kronprinseparret hver deres suite, og et af kronprinsens rum blev indrettet i tidens yndede, kinesiske stil med væggene dækket af røde paneler med figurscener. De blev malet i efteråret 1724, og da to grønlændere i november demonstrerede deres færdigheder i kajak i Frederiksholms Kanal, kom denne samtidsbegivenhed med på de stadig bevarede paneler.

Da Christian 6. i 1730 kom på tronen, lod han straks det ombyggede Københavns Slot bryde ned og indledte opførelsen af det første Christiansborg Slot. Mens byggeriet stod på, boede han selv i gården i Frederiksholms Kanal i en lejlighed indrettet af Laurids de Thurah. Herefter fik Eigtved i 1743 til opgave at ændre bygningen til en bolig for kronprins Frederik (5.) i en stil, der passede til det nye slot. Idet en nabogård blev lagt til grunden, fik den en rektangulær fremfor før en nærmest kvadratisk plan, og da palæet desuden nu skulle fremstå i en moderne, fransk form med en lav portfløj og en tilbagetrukket hovedfløj, kunne kun fløjen mod Ny Vestergade og den nederste del af fløjen mod kanalen bevares. Materialerne blev dog genbrugt. Dydefigurerne fra Kriegers palæ blev placeret på balustraden over den nye portfløj og vinduernes pragtindfatninger blev flyttet til hovedfløjens bagside.

I det indre fik kronprinseparret igen hver deres suite. Kronprinsens værelser blev lagt i fløjen langs Ny Vestergade, hvor det yderste rum har lysindfald fra hele tre sider, mens kronprinsessens suite blev placeret mellem kronprinsens værelser og riddersalen midt i hovedfløjen. Riddersalen blev udsmykket som en afdæmpet udgave af interiørerne på kongeslottet Christiansborg.

I 1746 blev Frederik 5. konge, og han og hans hustru flyttede over på slottet, mens Christian 6.s svigerinde, fyrstinde Sophie Caroline af Ostfriesland, overtog palæet i Frederiksholms Kanal, der nu blev omtalt som Palæet i Kalveboderne. Mens hun boede her, blev den tidligere slotsforvalterbolig ud for fløjen modsat Ny Vestergade i 1757 ændret til en integreret del af palæet ved Laurids de Thurah. I 1766, to år efter fyrstindens død, fik palæet den beboer, der gav det dets blivende navn Prinsens Palæ, nemlig prins Carl af Hessen-Kassel. Han var søn af en søster til Frederik 5.s første dronning og fik som ung et tæt forhold til Christian 7., ligesom han blev gift med dennes søster Louise. Skønt han og Louise kun boede fast i palæet i knap et år, blev de ved med at vende tilbage til stedet og fik på sigt også en markant plads i danmarkshistorien, idet deres ældste datter blev gift med den senere Frederik 6. og deres yngste datter blev mor til den senere Christian 9.

Fra 1767 til 1849 tjente palæet som bolig for embedsmænd og kunstnere tilknyttet centraladministrationen. Ove Høegh-Guldberg, der var fungerende statsminister fra 1772 til 1784, lod i 1777 sin lejlighed i stueetagen nyindrette af C.F. Harsdorff. Et bevaret hjørnerum kendes nu som Guldbergsalen. C.F. Hansen, der fra 1804 til sin død i 1845 havde både sin bolig og sin tegnestue på første sal ud imod Ny Vestergade, har til gengæld kun efterladt sig et par dørstykker. Også de kongelige selskaber Landhusholdningsselskabet og Videnskabernes Selskab holdt til i palæet, og Christiansborg Slots brand i 1794 bragte endnu en funktion til. Ulykken gjorde nemlig også Højesteret hjemløs, og en ny højesteretssal blev indrettet i riddersalen i Prinsens Palæ, hvor skrankens form stadig kan følges ud fra sømhuller i gulvet.

Ved Folkestyrets indførelse overtog staten de tidligere kongelige samlinger af oldsager, mønter og medaljer, antikke og etnografiske sager, malerier etc. og den 30. maj 1849 blev Prinsens Palæ udpeget som ”Opbevaringssted” for alle disse samlinger. I løbet af de næste tyve år flyttede samlingerne ind, og de blev med tiden til afdelinger i et samlet Nationalmuseum. Desværre var palæet allerede fra første færd for lille, og igennem halvtreds år kom det med jævne mellemrum op til diskussion, om museet skulle flyttes til en anden lokalitet og i så fald hvilken.

I 1925-26 blev der på initiativ af blandt andet polarforsker Knud Rasmussen og professor Niels Bohr gennemført en folkeindsamling til ”en værdig Løsning af det for Nationen betydningsfulde Spørgsmål om Nationalmuseets Fremtid”, og i 1928 blev det ved lov bestemt, at museet skulle have hele karréen mellem Frederiksholms Kanal, Ny Vestergade, Vester Voldgade og Stormgade. Mogens Clemmensen tegnede en udbygning i samme stil som palæet, og den blev godkendt og realiseret i 1929-38. En række af karréens allerede stående bygninger blev inkorporeret i det nye kompleks, og museets nye festsal blev opbygget med brug af en stor del af søjleopbygningen fra Frederik 3.s bibliotekssal i Kunstkammerbygningen på Slotsholmen fra 1660’rne. Denne sal var blevet nedlagt i 1909. Flere af de fyrstelige beboelsesrum i palæets hovedfløj måtte til gengæld vige for to nye trapper.

I 1980’erne stod det klart, at museet ikke kunne leve op til tidens krav til klima-, brand- og tyverisikring, og der blev gennemført en ny ombygning, som blev ledet af Gehrdt Bornebusch og som stod færdig i 1992. Ved denne lejlighed blev et par af Clemmensens gårdarealer overdækket, ligesom museets hovedindgang blev flyttet til hans bygning i Ny Vestergade.

Et egetræ i cementstuk i palæets gård, udført af H.C. Petersen i 1807, minder om historikeren Rasmus Nyerup, der i 1837 sammenlignede Nationalmuseet med en stolt eg, der vokser langsomt og blomstrer des længere.