Ruslands Videnskabernes Akademi

Akademiet var fra anden halvdel af 1980'erne genstand for betydelig kritik, der i ly af Gorbatjovs glasnost-politik i stort omfang kom fra de menige videnskabelige medarbejdere, der var uden reel indflydelse på såvel akademiet som deres konkrete arbejdsplads. Kritikken rettedes mod den bureaukratiske og hierarkiske struktur, den centralistiske udvælgelse af forskningsprojekter, mod beslutningsprocessen generelt samt mod embedsmisbrug og manglende kompetence i akademiets top.

Som et resultat af Gorbatjovs perestrojka gennemførtes i årene 1987-1988 visse reformer. Beslutningskompetencen blev flyttet fra præsidiet til 18 fagligt bestemte og 3 regionalt bestemte afdelinger (Sibirien, Ural og Det Fjerne Østen). Endvidere indførtes for første gang et princip om fast pensionsalder: 70 år for akademimedlemmer og 75 år for præsidiemedlemmer. I 1988 var gennemsnitsalderen for de ordinære medlemmer 69 år.

Fra midten af 1989 hørtes der røster i videnskabelige kredse i Moskva og Skt. Petersborg, der blev bakket op af den politiske ledelse.

De krævede oprettelse af et selvstændigt akademi for Rusland. Motiverne var dels nationalistiske, dels betinget af ønsket om et demokratisk alternativ og om muligheden for at inddrage nye videnskaber. Sideløbende og med opbakning fra præsident Gorbatjov foregik der i Sovjetunionen en vis reformproces, der i august 1990 udmøntedes i, at Akademiet fik selvforvaltning og garanti for, at stat og parti ikke kunne blande sig i den akademiske frihed.

Det mislykkede kupforsøg i august 1991 og akademiets valne holdning til det intensiverede bestræbelserne for at omdanne dette til et russisk akademi. Det samme gjorde akademiets økonomiske nedtur, der medførte en betydelig forskerflugt til udlandet og til private firmaer.

Præsident Jeltsin udstedte den 21. november 1991 et dekret, der reelt omdannede USSR's Videnskabernes Akademi til Ruslands Videnskabernes Akademi. Den gamle bestand af medlemmer og den gamle struktur fulgte i det store og hele med. Det nye Akademis første generalforsamling fandt sted i december 1991 — i tidsrummet mellem Sovjetunionens opløsning og SNG's dannelse. Til ny præsident valgtes matematikeren Jurij Osipov og til vicepræsident kernefysikeren Jevgenij Velikhov.

Akademiet bevarede efter omdannelsen sin position som Ruslands øverste videnskabelige organisation, ligesom den gamle administrative grundstruktur blev bevaret. Fornyelsen lå først og fremmest i, at de menige videnskabelige medlemmer via valgte institutrepræsentanter fik indflydelse på generalforsamlingen, der blev akademiets øverste myndighed. Endvidere fik de enkelte institutter status som juridiske personer og dermed større selvstændighed mht. resurseanvendelse og fastlæggelse af videnskabelige projekter. Imidlertid blev kun meget få af de reformbestræbelser, der var på tale i slutningen af 1980'erne, institutionaliseret.