Salamis i 1830'erne. I årene fra 1834 til 1835 rejste den tyske maler Carl Rottmann til Grækenland. Efter Den Græske Frihedskrig fra 1821 til 1829 mod tyrkerne var dele af Grækenland blevet tilgængeligt efter mange års utilnærmelighed. Desuden var kong Ludvig 1. af Bayerns søn Otto 1., i 1832 blevet udråbt til den første græske konge. Freskoen er fra 1840 og udført som voks-harpiks maleri på gipsplade.
Af /Bayerische Staatsgemäldesammlungen. Neue Pinakothek, München.

Salamis er en græsk ø i Den Saroniske Bugt ud for Piræus. Øen tilhører De Saroniske Øer. Den dækker et areal på 92 km2 og har en permanent befolkning på 37.220 (2021). Heraf bor 25.730 i byen af samme navn på øens vestkyst.

Faktaboks

Også kendt som

nygræsk Salamina

Salamis er ifølge Kallikratis-reformen af den 1. januar 2011 en kommune i regionalenheden Øerne (Perifereiakí Enótita Níson), der hører under regionen Attika (Periféreia Attikís). Regionens hovedby og administrative centrum er Athen.

Salamis' geografi

Salamis er hovedsagelig arbejdskraftopland for Piræus og Athen, men har også produktion af korn, druer og grøntsager samt lokal sommer- og badeturisme på trods af forurening i bugten fra sværindustrier på fastlandet. Der er færgeforbindelse til fastlandet fra Paloukia på øens østlige side og fra Steno på vestsiden.

Fra øens historie

Det afgørende søslag i Perserkrigene blev udkæmpet i september 480 f.v.t. i farvandet mellem Salamis og Attika. Kong Xerxes' flåde af skibe fra især de fønikiske og lilleasiatiske bystater blev slået af en græsk flåde, hvor to tredjedele af skibene var fra Athen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig