Satyajit Ray

Ray stammede fra en af den bengalske kulturelites mest betydningsfulde familier i Calcutta (nu Kolkata). Han debuterede i 1955 med Pather Panchali (Sangen om vejen), som vandt en pris ved Cannes Filmfestival for sin fine menneskeskildring. Den var første del af en trilogi om drengen Apus opvækst i en bengalsk landsby; de øvrige er Aparajito (1956, Den ubesejrede) og Apur Sansar (1959, Apus verden), hvor Soumitra Chatterjee (1934-2020) spillede den voksne Apu. Dermed indledte han et samarbejde med Ray gennem 14 film, hvor Ganashatru (1989), en filmatisering af Ibsens En folkefiende, blev den sidste.

Længe lå det i kortene, at Satyajit Ray skulle blive kunstner. Rays ungdomsstudier af malerkunst og vestlig klassisk musik er en nøgle til at forstå hans film, der stilistisk ligger langt fra mainstream indiske film som bollywoodfilmene fra Mumbai.

Det var mens han studerede kunsthistorie på Bisva-Bharati University, at Ray fik interesse for at blive filminstruktør. Han havde læst og illustreret romanen Pather Panchali (1929), og her fik han idéen til at filmatisere bogen og instruere den selv.

Men Ray var ikke kun inspireret af indiske kilder i sine filmproduktioner. Han blev blandt andet inspireret af instruktører som John Ford, jf. natursceneriet i Ashani Sanket (1973, Fjern torden), Jean Renoir, jf. skildringen af aristokratiets forfald og mellemmenneskelige spilleregler i Jalsaghar (1958, Musikværelset), Aranyer din Ratri (1970, Dage og nætter i skoven) og Shatranj ke Khilari (1977, Skakspillerne), samt Vittorio de Sica, jf. skildringen af samfundets lavmælte i Pather Panchali, Devi (1960, Gudinden) og Mahanagar (1963, Den store by).

Ray havde en åndelig mentor i forfatteren Rabindranath Tagore, hvis værker var forlæg for film som trekantsdramaerne Charulata (1964, Den ensomme kvinde) og Ghare-Baire (1984, Hjemmet og verdenen), der begge har mødet med Vesten og moderniteten omkring år 1900 som underliggende tema.

Ravi Shankar skrev den atmosfæriske musik til Pather Panchali, men ellers komponerede Ray selv til de fleste af sine film, ligesom han også skrev manuskripterne, ofte bearbejdelser af romaner. Musikken i Rays film er en blanding af indisk og vestlig musik – indisk musik, hvis filmens handling foregår i de små indiske landsbyer, hvorimod han også brugte vestlig musik i film, der finder sted i storbyer som Kolkata.

I Kachanjungha (1962) og Nayak (1966, Helten), begge psykologiske konversationsstykker efter originale manuskripter, eksperimenterede han med en klassisk komposition: overholdelse af enhederne tid og sted.

Derudover insisterede Satyajit Ray på at filme on location, i Kolkatas gader og i folks hjem. Det besværliggør processen, da lys, lyd og tilskuere ikke kan kontrolleres i samme grad som i de forudsigelige rammer i et filmstudie. Ray brugte det naturlige lys, der var til rådighed, når han skulle filme – det såkaldte bounce-belysning.

Han brugte også en blanding af professionelle og amatørskuespillere. Ray havde et billede af en bestemt person til hver rolle, og fandt han ikke den person blandt professionelle skuespillere, så brugte han amatører eller folk, han mødte rundtomkring.

• indisk film
• film
• Rabindranath Tagore