Silkevejen

Silke var blot en af de mange kostbare varer, der blev udvekslet mellem øst og vest ad Silkevejen. Jade og lapis lazuli, porcelæn, røgelse, krydderier, frugter og blomster kom til Europa via de gamle færdselsruter. På vej til Kina var karavanerne belæsset med guld, sølv, uldent klæde, bomulds- og lærredsstoffer, elfenben og rav.

Mange mennesker, deriblandt håndværkere, gøglere og kunstnere, munke, pilgrimme og soldater rejste alle ad Silkevejen, og de lærte nye ting og spredte viden undervejs. Den velstand, handelen skabte, gav næring til civilisationers opståen og vækst, og byer blomstrede langs karavaneruterne.

Silkevejen er således også historien om kulturer langs vejen. Den fortæller om nomader og byfolk i Centralasien og er bindeleddet mellem øst og vest. Karavanerne tilbagelagde sjældent alene den lange rute ud og hjem. Derfor kunne man heller ikke forvente at se en kinesisk købmand i Rom eller en romersk handelsmand i Kina.

Silkevejene begyndte som livlige landbaserede ruter – hvor de handlende hvilede i lokale lejre, ofte ved vigtige knudepunkter og oaser, hvor de fortalte historier om deres prøvelser og modgang, især rundt om Taklamakan-ørkenen. I de barske og øde egne, som meget af Silkevejen gik igennem, havde de rejsende brug for hvilesteder, hvor der var for langt mellem byerne. Det førte til bygning af karavanseraier, en slags landevejskroer, hvor de rejsende og deres dyr kunne komme under tag om natten, og hvor de kunne få mad, foder og vand.

En ubrudt række af strategisk velbeliggende oaser var afgørende for Silkevejens eksistens. Her blev varerne ført igennem og solgt videre som transitvarer til andre oaser og byer langs Silkevejen. Uden oaserne kunne den ikke overleve.

Silken blev brugt til politiske gaver, og i Sasanideriget (226-661) i det nuværende Iran etablerede man store silkeindustrier. Sasanidernes indflydelse nåede kulturer langt fra rigets formelle grænser, heriblandt det vestlige Europa, Afrika, Kina og Indien. Denne indflydelse fortsatte i den tidlige islamiske verden fra 600-tallet og frem. Dynastiets enestående aristokratiske kultur omdannede under kraftfulde ledere den muslimske erobring af Iran til en iransk renæssance. Davids Samling i København har en righoldig samling af sasanidiske fund fra Silkevejen.

I Europa var silkestoffer blandt de mest efterspurgte stoffer til kejserens og biskoppernes dragter. Det Byzantinske Rige (ca. 330-1453) var med hovedstaden Konstantinopel centrum for en mode med kostbar kultur med kirken centralt, og samtidig var det porten mod øst. Både nærorientalske og orientalske varer var almindelige i Konstantinopel, og ved kejserlige monopoler og markedsudvikling opstod en række specialværksteder, hvorfra der udgik varer, som var eftertragtede over hele Europa.

Det netværk af handelsveje, der tilsammen danner begrebet Silkevejen, ændredes i 600-årene, idet den blev ledt uden om de ruter, der berørte Den Arabiske Halvø. Krig og høj told på varerne blev for belastende for fjernhandelen. Der udvikledes en nordlig rute, som gik fra den sydlige del af Det Kaspiske Hav – via søvejen – videre til den nordlige del af Det Kaspiske Hav og over land til Sortehavets østkyst, hvorfra der atter sejledes til Konstantinopel, lig det nuværende Istanbul, som var hovedstaden i Det Byzantinske Rige. Herfra formidledes silken mod nord til Rusland, Skandinavien og videre mod vest til det kontinentale Europa og England.

I mange egne af Asien, men især i steppeområderne mod nord, var der mange nomadiske stammer. De var ofte handelsfolk, og fra tid til anden forenede de sig til store militærmagter. Det lykkedes en af disse, Mongolerriget, at få kontrol over Silkevejen i så at sige hele dens længde, noget ingen anden magt havde præsteret.

Fra 1260 til 1368, under pax Mongolica (”den mongolske fred”), havde handelen over land mellem Øst og vest i sin sidste storhedstid. Mongolerne beherskede et omfattende område, herunder Rusland, Irak og Iran, Centralasien og Kina. Lederen bar titlen khan.

For godt 100 år siden fik Silkevejen fornyet opmærksomhed, idet den blev de store opdagelsesrejsendes mål. Mange forskere blev fascineret af Silkevejen, og det medførte omfangsrige videnskabelige ekspeditioner.

Den svenske eventyrer og geograf Sven Hedin opdagede i marts 1900 handelsknudepunktet Lou-Lan, området hvor den sogdiske købmand blev udgravet, i det nuværende Østturkestan. Sven Hedins bedrifter som opdagelsesrejsende er mange. Hans kortarbejder var så nøjagtige, at de i dag med moderne opmålinger næsten holder stik. Han beherskede syv sprog flydende, havde indsigt i videnskabelige emner og endelig kunstnerisk sans. Alle disse egenskaber gjorde ham velegnet til ekspeditioner i de øde og ofte meget farlige områder i Centralasien og Kina.

Den danske forskningsrejsende og forfatter Henning Haslund-Christensen var i årene 1927-1930 karavanefører for Sven Hedins tværvidenskabelige ekspedition til Indre Mongoli og Xinjiang. Han ledede senere flere centralasiatiske ekspeditioner til Mongoliet. På Nationalmuseet i København findes samlinger af blandt andet mongolske silkedragter, indsamlet under Henning Haslund-Christensens ekspeditioner. Dragterne blev publiceret i en fornem engelsk udgave af etnografen og dragtforskeren Henny Harald Hansen i 1993.

• silke (herunder silkens historie)
• Silkegaden
• Kucha
• Centralasiens historie