silke

Morbærsilkeavl er en form for landbrug; arealer tilplantes med morbærtræer, hvis blade anvendes til foder for larverne, som skal passes omhyggeligt som andre husdyr, der ikke kan klare sig i naturen, dvs. at deres omgivelser skal holdes rene, og syge og døde dyr må fjernes omgående, for at udbyttet ikke skal gå tabt. Morbærsilke er den tyndeste naturfiber, der findes; den er glansfuld og blød.

Tussahsilke (fra sanskrit 'spole, skytte', vist på grund af kokonens form) kommer fra natpåfugleøjer, Saturniidae, en familie med knap 1500 arter; heraf udnyttes silken fra nogle få arter, hvoraf de fleste kun har lokal betydning. Tussahsilke har mattere, grovere og mindre jævne, men mere slidstærke og sollysbestandige fibre end morbærsilke.

Der findes to grundtyper af tussahsilke, tempereret og tropisk:

• Størstedelen af den tempererede tussah kommer fra den kinesiske egespinder Antheraea pernyi, som stammer fra provinsen Shandong (hvorfor tussahsilke også kaldes shantung) og udelukkende lever af egeløv. Kina er den største producent af tussahsilke efterfulgt af Indien.
• Den tropiske tussah kommer fra forskellige arter af slægten Antheraea, fx A. yamamai, der oprindelig kun fandtes i Japan og giver en fin, hvid silke, som er mere værdifuld end morbærsilke. Blandt natpåfugleøjer har også andre arter kommerciel betydning, fx slægterne Philosamia og Attacus.

Tussahsilkeavl finder sted i eksisterende, i nogen grad kultiverede skovarealer, hvor kokonerne indsamles fra trækronerne; de, der skal garantere næste generation, får lov til at udvikle sig til sommerfugle, som anbringes i kurve eller lerbure, hvor de lægger æg. Når æggene er klækket, sættes larverne ud på træerne, hvor de under opsyn æder sig store.

Eftersom tussahspindere ikke behøver menneskets hjælp for at overleve i naturen, kaldes tussahsilke også vild silke, men det er en bredere term.

I Syd- og Centralafrika findes der en slægt processionsspindere ved navn Anaphe; dens larver fremstiller sammen en kokon på størrelse med en kokosnød, hvis elastiske silke bruges til fløjl og plys. Til vild silke regnes også muslinge- og edderkoppesilke.

Silke betynges ofte med fx metalsalte for dels at erstatte vægttabet ved afbastningen (afkogningen), hvorved prisen øges, dels forøge glansen; for høj betyngning kan dog nedsætte slidstyrken og øge lysfølsomheden.

Silkevævning har været kendt i Kina i årtusinder. Man har kendskab til, at kokoner fra silkesommerfuglen (Bombyx mori) har været anvendt til silkefremstilling i Kina helt tilbage til stenalderen. Allerede omkring 6000 f.v.t. kendte man til kunsten med at haspe den lange silketråd fra kokonerne, som silkesommerfuglens larver boede i. Teknikken kendes også fra Yangshao-kulturen 5000-3000 f.v.t.

Under Shangdynastiet (1600-1046 f.v.t.) var en egentlig silkeproduktion begyndt at tage form. Det dannede grundlaget for de senere generationers udvikling.

Zhou-dynastiet (1046-256 f.v.t) lagde vægt på tekstilindustrien. Ifølge Zhou-ritualerne var der en særlig arbejdsdeling i de officielle institutioner: Embedsmænd var ansvarlige for forskellige processer såsom vævning og farvning. Silke blev brugt som dekoration til ritualer, formel påklædning til kejsere og kejserinder og belønninger givet til ministre.

Allerede omkring begyndelsen af vor tidsregning fremstillede kineserne mønstrede silkevævninger med indviklede geometriske mønstre og vekslende fantasifulde mønstre. Mønstrene kunne være masker, der var fremstillet på mekaniske vævestole. De komplicerede vævninger forudsatte, at der fandtes større væverier med specialiseret arbejdskraft.

Under det ekspansive Handynasti (205-220 e.v.t.) åbnedes op for forbindelser mod Centralasien. Kineserne brugte silken af politiske grunde som gaver til herskere, der boede vest for riget. Det førte til ca. 220 f.v.t. til begyndelsen på Silkevejen, i virkeligheden et netværk af karavaneruter, der gik tværs gennem Centralasiens øde områder fra Asien til Europa. Kinesisk silke fandt dermed vej til europæiske markeder.

Som regel førte kineserne selv deres varer til grænsen af det gamle Persien, der nu var parthernes rige (247 f.Kr.-224 e.v.t.), hvorfra parthiske købmænd videreførte varerne til vigtige handelsstationer og dermed spillede en vigtig rolle som formidlere mellem øst og vest. Vigtige byer var Dura Europos og Palmyra i Syrien samt Petra i Jordan.

Sasaniderne i det nuværende Iran (226‐661), anses for at være de første uden for Kina, der startede en produktion af mønstervævede silkestoffer. De udviklede en teknik, der kaldtes for samitum. Denne teknik, der senere blev typisk for Middelhavsområdet, udnytter silkens egenskaber på den allerbedste måde. I modsætning til kineserne, der vævede med en teknik, hvor de lange lodrette tråde, trenden, var dominerende, benyttede sasaniderne en teknik, hvor det er tråden, der væves ind, skuddet eller islætten, der bliver dominerende. Derved opnåede man, at de indskudte, vandrette tråde dækkede det meste af vævningen uden afbrydelser. Desuden er stoffet lige så glat på bagsiden, hvor mønsteret står i de modsatte farver. Hvis den indskudte tråd tilmed var uspundet og af afhaspet silke, kom silkens glans rigtig til sin ret.

Med arabernes erobring af det sasanidiske Iran i 661 overtog de en blomstrende tekstilindustri, sandsynligvis også en udviklet silkefremstilling og desuden direkte handelsforbindelser med Kina.

Kineserne holdt på hemmeligheden med at fremstille silke længe. Det var først under den byzantinske kejser Justinian 1.s regeringstid (527-565 e.v.t.), at silkefremstillingen blev kendt i Europa. Silke blev brugt i politiske og religiøse sammenhænge, og ved statslige besøg i udlandet hørte silke til blandt de mest ansete diplomatgaver. Årsagen til, at silke havde stor betydning som statussymbol, skal både ses i silkens skønhed, den vanskelige fremstillingsproces og sjældenhed, som gjorde, at klæder af silke var eftertragtede og kostbare.

Imidlertid monopoliserede Persien leveringen af råsilke fra Kina. For at bryde denne situation gennemførte Byzans mange udforskninger. Ifølge Justinian 1.s historie- og krønikeskriver Prokopios ønskede kejseren at finde frem til fremstillingen af silke i Kina. Derfor sendte han to munke til Kina, og i 553 e.v.t. kom de tilbage med silkekokoner, som de havde smuglet ud i udhulede bambusstokke. Legenden siger, at det var disse kokoner, der førte til professionel fremstilling af silke i Sydeuropa.

Vores viden om både den kejserlige og den private silkefremstilling i Det byzantinske Rige kendes gennem skriftlige kilder, herunder lovtekster, og silkefund. Allerede fra Justianians regeringstid var der kejserligt statsmonopol på silkefremstilling, og brugen af silke farvet med murex‐sneglene, som giver den eftertragtede og kostbare purpurfarve. Byzantinerne kombinerede deres viden om silkeoprulning med egyptisk vævning for at begynde at producere silke. Dette gjorde det muligt for det byzantinske imperium at bevare sit monopol i hundrede år.

Silkearbejderne var præget af både den byzantinske kultur og den indflydelsesrige sasanidiske kultur i det nuværende Iran. De fleste forskere anerkender Prokopios’ udsagn i De Bello Gothico IV, om, at avling af silkeorme blev introduceret i Middelhavsområdet i Justinians regeringstid. Her beskrives, hvorledes indiske munke smuglede de dyrebare silkekokoner ind i landet. Andre kilder peger på persiske munke, der kom med æg fra silkesommerfuglelarven.

I 900‐tallet angiver Eparchens bog de mange forskellige nuancer af kejserlig purpur, som var forbudt at bruge for de private silkevævere, ligesom visse typer af skræddersyede silkeklæder var reserveret for det kejserlige hus. I Byzans fremstilledes mange forskellige slags silkevævninger, og rangordenen blev strengt iagttaget. Det oplevede biskop Liutprand af Cremona, der i 968‐969 opholdt sig i Konstantinopel som den tyske kejser Otto 1.'s (936‐973) udsending. Da biskoppen skulle rejse hjem, forærede kejseren ham fem stykker silke som gave. Disse silker, der tilhørte en høj rang, blev beslaglagt ved grænsen af den byzantinske toldkontrol, som ikke var underrettet om foræringerne.

I Kina oplevede silkefremstillingen oplevede et stort fremstød under Tang-, Song- og Yuan-dynastierne.

Tangdynastiet (618-907 e.v.t.) var toppen af udviklingen af det kinesiske feudale samfund; en åben kultur, der fremmede teknologiske og økonomiske fremskridt, og silkeindustriens udvikling oplevede et klimaks, og silke blev hovedvaren i Kinas udenrigshandel. Silkeproduktion blev udvidet til tre former: paladshåndværk, landlige silkeindustrier og individuelt kunsthåndværk. Dens vigtigste produktionsområder blev Den gule flods bassin, Ba Shu-området og den sydøstlige del af Yangtze-flodens nederste del er de vigtigste.

Under Songdynastiet (960-1276 e.v.t.) kom en ny teknologisk udvikling begyndte at opsummere og popularisere produktion, såsom Song-brokade.

Yuandynastiet (1279-1368) var det første fremmede dynasti i Kina, da det var under mongolsk herredømme. Under Yuan-dynastiet gennemførte herskerne politikken med etnisk og kulturel udveksling og integration. Silketeknologien blev yderligere opgraderet. Silkestoffer blev tykkere og mere elastiske.

Den europæiske silkeproduktion begyndte i i Italien i 1000-tallet e.v.t., og fra 1100-tallet, da Det Byzantinske Rige brød sammen, blomstrede den op. I 1200-tallet kopierede håndværkere fra Lucca med succes silke, og på grund af dens lave pris overgik dens popularitet i Europa endda kinesisk silke. Italien udviklede avancerede væve- og farvningsteknikker og blev verdens største eksportør af trykt og farvet silke. Fra 1200-tallet dannede avlen også baggrund for en betydelig silkeproduktion i en række spanske byer, bl.a. Sevilla.

Fransk silkeproduktion begyndte i 1495, efter at kong Karl 8. havde bragt silkeorme med tilbage fra sit felttog i Italien. Fra 1500-tallet til midten af 1800-tallet var Lyon i Frankrig et vigtigt center for europæisk silkeindustri.

Morbærsilkeavl har dog aldrig været så omfangsrig i Europa som i Østasien, og importen har altid været større end egenproduktionen; de eneste steder i Europa, der stadig har en lille industriel produktion, er Italien og Polen; krige, sygdomme blandt larverne og ikke mindst et betydelig højere lønniveau end i Østen og Sydamerika har gjort en europæisk produktion urentabel.

Moderne teknologi har erstattet silkefremstillingens manuelle arbejde med maskiner, der anvendes til oprulning, spinding, vævning og trykning. Silkeproduktionens trin er desuden blevet mere standardiserede og mere bæredygtige. Både silkeormeavl og stofproduktion er miljøvenlige. Derudover har bekymringer om dyrevelfærd reddet livet for nogle silkeorme. Fredssilke indtog scenen og vandt hurtigt popularitet.

Mens silke i oldtiden kun var tilgængeligt for kongelige, og dens anvendelse var begrænset til produktion af tekstiler og silkemalerier, ved man i dag, at silke er et stært og sundt materiale, hvis anvendelse er blevet langt mere alsidig. Silke anvendes til:

• Tøj, herunder kjoler, toppe, jakkesæt, pyjamas, klæder og lingeri;
• Silketilbehør som tørklæder, sjaler, lommetørklæder, bandanas, slips, scrunchies og søvnmasker;
• Boligtekstiler som dyner, sengetøj, draperier og duge;
• Medicinske forsyninger: kirurgiske suturer, kunstig hud og kunstige blodkar;
• Skønhedsapplikationer som ansigtsmasker, hudcremer og hårbalsam; og
• Industriel brug, bl.a. faldskærme, emballagematerialer og transportbånd.