Byen Ano Simi. Foto fra 2011.

Simi er en græsk ø i øgruppen Dodekaneserne. Øen er beliggende 25 km nord for Rhodos og 10 km fra den tyrkiske kyst. Ifølge Kallikratis-reformen af den 1. januar 2011 er Simi en kommune i regionalenheden Rhodos (Perifereiakí Enótita Ródou), der hører under Den Sydægæiske Region (Periféreia Notíou Aigaíou), hvis hovedby er Ermoupoli på Syros.

Faktaboks

Også kendt som

Syme

Simis geografi

Simi dækker et areal på 58 km2, og øen har 2603 indbyggere i 2021. Øen, der er bjergrig (højeste punkt er 616 m), er bar på den nordlige del, mens den sydøstlige er grøn med fyrre-, morbær- og frugttræer. Indbyggerne ernærer sig ved turisme, smålandbrug, fiskeri og traditionel bådebygning. Øen var i middelalderen frem til dampskibenes indtog meget velstående på grund af bygning af store sejlskibe og opnåede af samme grund betydelig autonomi under osmannernes besættelse.

Byen Ano Simi

Hovedbyen Ano Simi (Chorio), der er vokset sammen med havnebyen Gialos har 2322 indbyggere i 2021. Den er karakteristisk ved sine gamle og renoverede kaptajnshuse og johanniterborgen (1507), bygget af sten fra den antikke akropolis. På den sydvestlige del af øen ligger klosteret Panormitis fra 1700-tallet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig