Rhodos er en græsk ø i øgruppen Dodekaneserne i den sydøstlige del af Det Ægæiske Hav, 20 kilometer fra den tyrkiske kyst. Rhodos har et areal på 1402 km2 og 125.113 indbyggere (2021). Øen har mindre skovklædte bjerge og dens højeste punkt er Attaviros på 1215 meters højde. Den har mange frugtbare dale og små vandløb, der bruges til kunstvanding.
Rhodos består af kalksten og tertiære bjergarter og har en ujævn, bugtet og klippefyldt kystlinje, dog med udstrakte sandstrande på den nordlige del. Øen er kendt for sin naturpark, Sommerfugledalen, opkaldt efter de mange sommerfugle, der findes her.
Rhodos har en række antikke og historiske levn, mest omfattende i Rhodos by, men desuden blandt andet resterne af oldtidsbyen Ialysos med ruiner af doriske templer. Oldtidsbyen Kamiros har et Athenatempel fra 500-tallet f.v.t. På øen findes desuden ruiner af den mindre johanniterborg Kastellos samt flere klostre og byzantinske kirker, alle attraktioner for den omfattende turisme, der udgør øens hovederhverv.
Landbruget er næststørste erhverv med dyrkning af oliven, hvede, kartofler, tomater, citrusfrugter, druer, figner, ferskner og grøntsager. Industrien er beskeden og består af bearbejdning af landbrugsprodukter samt håndværksproduktioner, især kunsthåndværk til turister.
Turismen er især koncentreret omkring Rhodos by og langs hele østkysten til den lille havneby Lindos (ca. 800 indbyggere), der i dag er øens næststørste turistcenter med klassiske templer, byzantinske kirker og en johanniterborg. Rhodos var en af de første græske øer, der allerede i begyndelsen af 1960'erne udviklede en omfattende charterturisme fra hele Vesteuropa.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.