Faktaboks

Stig Ørskov

Stig Kirk Ørskov

Født
11. december 1970, Ringkøbing

Koncernchef Stig Kirk Ørskov i 2016.

Stig Kirk Ørskov
Byline: Rune Pedersen/Ritzau Scanpix.

Stig Ørskov er en dansk journalist og adm. direktør for JP/Politiken fra 2014 til slutningen af 2025. I begyndelse af 2026 tiltræder han som CEO for World Association of News Publishers (WAN-IFRA) – verdensorganisationen for nyhedsudgivere.

Fra reporter til chefredaktør

Stig Ørskov blev student fra Thisted Gymnasium i 1989 og fik i 1997 en bachelorgrad i Public Economics and Regulation ved Roskilde Universitet (RUC). Han har desuden læst historie ved University of Melbourne og har lederuddannelser fra Insead, Paris og IESE, Barcelona.

Stig Ørskov har arbejdet i mediesektoren hele sin karriere. Han var finansreporter hos Børsinformation og Reuters fra 1992 til 1999 samt i en periode forretningsfører på månedsbladet Press.

Efter en job som erhvervsreporter på avisen Information i 1999 blev han i 2000 avisens indlandsredaktør. Efter en periode fra 2001 som nyhedschef på Infopaq kom han i 2002 til det nystartede dagblad Dagen som erhvervsredaktør.

Efter lukningen af Dagen i december 2002 kom Stig Ørskov fra 2003 til dagbladet Politiken i forskellige redaktørstillinger. Fra 2006 til 2010 var han chefredaktør samme sted.

Koncernchef i JP/Politikens Hus

I 2010 skiftede Stig Ørskov fra redaktionen til direktionen. I årene 2010-2014 var han medlem af koncerndirektionen i JP/Politikens Hus, der var blevet dannet i 2003 som en fusion mellem Politikens Hus og Jyllands-Posten.

Da Lars Munch i 2014 gik af som administrerende direktør for at blive bestyrelsesformand, blev Ørskov den 1. marts samme år udnævnt til hans efterfølger.

I august 2025 meddelte Stig Ørskov sin fratrædelse som adm. direktør for JP/Politikens Hus som følge af udnævnelsen som CEO for World Association of News Publishers (WAN-IFRA) - verdensorganisationen for nyhedsudgivere med medlemmer i 120 lande. Han afløses 1. december 2025 af Klaus Høeg-Hagensen som kommende topchef for JP/Politikens Hus.

Om sine lederegenskaber har Stig Ørskov i et interview fortalt, at han anser sin deltagelse på lederuddannelsen IESE for at være én af sine vigtigste beslutninger.

Uddannelsen medvirkede til at styrke ham som leder ved at have bibragt en erkendelse om, at man som leder ikke kan nøjes med at stole på sig selv, sin faglighed og sine antagelser. Han mener selv, at de dårligste beslutninger, han har truffet som topchef, har været beslutninger, han har truffet hurtigt og alene.

Som et eksempel på en forretningsmæssig beslutning, der blev taget og gennemført for hurtigt og uden den fornødne grundighed, nævner Stig Ørskov ungdomsmediet Format.

Projektet viste sig senere at være langt sværere end som så og måtte lukkes efter blot otte måneder, da det ikke var økonomisk bæredygtigt.

Tillidshverv i ind- og udland

Stig Ørskov har en række bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for Watch Medier A/S og Saxo.com A/S, der begge er ejet af JP/Politikens Hus A/S. Han sidder også i bestyrelsen for bl.a. Ritzaus Bureau, Danske Medier og Danske Medier Arbejdsgiver.

Ørskov har desuden bestyrelsesposter i flere selskaber og organisationer også uden for mediebranchen blandt andet i brancheorganisationen Dansk Erhverv, Dansk Arbejdsgiverforening og Copenhagen Summer Festival.

Han er frem til udgangen af 2025 vicepræsident i World Association of News Publishers (WAN-IFRA) hvorefter han overtager posten som CEO for organisationen.

Forfatterskab

Stig Ørskov har været medforfatter på fire bøger: Eurofact.dk på Informations Forlag, 2000, Turen går til EU fra 2002 og Mærsk – Manden og magten samt Fra kamp til kultur begge på Politikens Forlag, 2004.

Læs mere i Lex

Eksternt link

  • Hjemmeside for WAN-IFRA

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig