Thera

Udforskningen af Santorini begyndte i midten af 1800-tallet, og gravninger efter pimpsten til Suezkanalens konstruktion nær landsbyen Akrotiri, der er beliggende på den sydvestlige del af vulkanøen, førte til at spor af en forhistorisk by, kaldet Akrotiri Thera efter fundstedet, kom til syne.

Egentlige udgravninger af Akrotiti Thera blev imidlertid først påbegyndt i 1967 af den græske arkæolog Spyridon Marinatos (1901-1974). Efter Marinatos' død blev arbejdet fortsat i 1975 under ledelse af den græske arkæolog Christos Doumas (født 1933).

Spyridon Marinatos fandt huse i 2-3 etagers højde, der var bygget af ler, tømmer og sten. Husene havde vinduer i både stueetagen og øvre etager, som gav ventilation og lys, men også anvendtes til butiksdiske. Man boede i de øvre etager og havde ofte toilet og bad med dræningssystemer forbundne med et kloaksystem under gaderne, der kunne være brolagte.

Efter vulkanudbruddet lå øen øde hen i omkring 700 år – indtil 900 f.v.t., hvor dorerne bosatte sig på øen. En ny by blev grundlagt, og fra 600-tallet f.v.t. findes rester af en helligdom for Apollon Delfinios og Karnesios på den sydøstlige del af øen.

Nærved ligger ruinerne af en by fra ptolemæisk tid, der stammer fra 200-100-tallet f.v.t., da Santorini var en vigtig flådebase, men hvis grundlæggelse går meget længere tilbage. Et stort torv med templer for Athena Polias og Zeus-Dionysos og en stoa er bevaret. Der er også rester af blandt andet romerske bade, et teater og en Demeter-Kore-helligdom. På højen oven over byen er der fundet rester af den ptolemæiske garnison.

Fra 308 til 145 f.v.t. var øen medlem af Det Kykladiske Forbund underlagt de egyptiske ptolemæers herredømme. Øen blev senere underlagt romerne og var fra 400-tallet e.v.t. en del af det byzantinske kejserrige.

Theras videre historie behandles i artiklen om Santorini.

• Santorini
• kykladisk kultur