Tuthmosis var et populært navn i oldtidens Egypten, især i det Nye Rige (ca. 1550-1070 f.v.t.). Navnet blev primært givet til drenge, men enkelte eksempler på piger/kvinder med navnet er også kendt.
Populariteten af navnet i det Nye Rige skyldes både tilknytningen til visdommens gud, Thot, og at fire konger fra Egyptens 18. dynasti (ca. 1550-1295 f.v.t.) også bar det:
Tuthmosis 1., der regerede ca. 1504-1492 f.v.t., udvidede det egyptiske magtområde i Syrien og Palæstina helt til Eufrat-floden og i Nubien til Nilens 4. katarakt. Tuthmosis 1. begyndte udbygningen af Karnaktemplet og anlagde muligvis som den første konge sin grav i Kongernes Dal.
Tuthmosis 2., der regerede ca. 1492-1479 f.v.t., var søn af Tuthmosis 1. og dennes sekundære hustru, Mutnofret. Tuthmosis 2.s førstehustru var halvsøsteren Hatshepsut. Under Tuthmosis 2. blev et oprør i Nubien nedkæmpet.
Tuthmosis 3., der regerede ca. 1479-1425 f.v.t., var søn af Tuthmosis 2. og dennes sekundære hustru, Isis. Tuthmosis 3. kom meget ung på tronen, og da han var mindreårig, påtog hans tante og stedmor Hatshepsut styringen af landet som regent. Hun blev regerende dronning og udråbte sig selv som konge i ca. 1473 f.v.t. og regerede sammen med Tuthmosis 3. indtil 1458 f.v.t. Efter Hatshepsuts død iværksatte Tuthmosis 3. en serie felttog for at konsolidere Egyptens magt i Syrien og Palæstina, hvor hovedfjenden var Mitanniriget. Tuthmosis 3. var en fremragende feltherre og organisator og er derfor blevet kaldt "Egyptens Napoleon".
Tuthmosis 4., der regerede ca. 1400-1390 f.v.t., var søn af sin forgænger, Amenophis 2, og barnebarn til Tuthmosis 3. Tuthmosis 4. sluttede fred med Mitanniriget og indgik siden et diplomatisk ægteskab med en mitannisk prinsesse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.