Den tilsyneladende paradoksale blanding af stormagtsambitioner og følelsen af at være isoleret "midt i Europa" sammen med alliancepartneren Østrig-Ungarn var baggrunden for, at den tyske regering efter attentatet i Sarajevo i juli 1914 gav dobbeltmonarkiet fuld opbakning til et ultimatum og en straffeaktion imod serberne uanset risikoen for en krig mod Rusland.
Trods uenighed om brug af militære eller diplomatiske midler var den militære ledelse og regeringen enige om, at en krig mod Rusland var uundgåelig på længere sigt. Tysklands manglende vilje til at lægge bånd på Østrig-Ungarn og Ententemagternes manglende vilje til at tøjle Rusland førte til den russiske mobilisering efter det østrig-ungarske angreb på Serbien.
Herefter kom den militære logik til at beherske situationen, og Tyskland erklærede Rusland krig den 1. august 1914 for at kunne realisere Alfred von Schlieffens plan om en tofrontskrig imod Frankrig og Rusland. Den 3. august erklærede Tyskland Frankrig krig, og som svar på den tyske indmarch i Belgien gik Storbritannien ind i krigen dagen efter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.