Kirken består af et romansk kor og skib fra omkring år 1100, opført i rå kampesten, kløvede sten og flint med hjørner af granitkvadre samt fire tilbygninger fra gotisk tid: Et tårn mod vest med yngre trappehus, et våbenhus og et sakristi.
Den romanske bygning har temmelig tykke mure, som for størstedelen er stærkt omsatte og skalmurede, dvs. forsynet med et nyt lag mur man af æstetiske årsager har muret på ydersiden af den oprindelige. Det eneste bevarede romanske vindue fandtes indtil 1941 i skibets sydmur, hvor det blev ødelagt, og den oprindelige syddør er også for længst muret til. Skibets oprindelige norddør er stadig i brug og fører ind til våbenhuset. Den oprindelige korbue mellem kor og skib blev allerede i 1400-tallet erstattet af den nuværende spidsbuede.
Kirkens ældste tilbygning er tårnet vest for skibet. Tårnet er opført af munkesten ligesom de andre gotiske tilbygninger. Oprindeligt havde det et vindue og en stor dør i sydmuren, men disse er i dag blændede til, og i stedet er der indsat et senere vindue i vestmuren. Tårnet har tre stokværk (etager), hvoraf det første tilgås gennem et lidt senere, sengotisk trappehus, der er muret på tårnets nordside. Øverst på tårnet er et valmet tag med en anselig kvist på nordsiden.
Våbenhuset er som tårnet opført i munkesten, men med en del genbrugte sten fra kirkens oprindelige korbue. Udvendig er våbenhusets gavl fint udsmykket med bånd, cirkelblændinger, dvs. runde murnicher, og centralt et muret kors. Indvendig præges rummet af en stor, muret kamin.
Sakristiet er atypisk, fordi det ligger på korets sydside fremfor på nordsiden. Det er sandsynligvis kirkens yngste tilbygning. Indvendig i rummet ses både en spidsbuet blænding mod vest og i syd en indmuret niche. Sakristiet har tidligere haft en kamin, men denne blev taget ned i 1872.
Kirkens tagværker er alle af eg, og over koret, skibet og tårnet er en del middelalderligt tagværk bevaret, som dog senere er suppleret og ændret en del.
Indvendig står kirken i dag hvidkalket med fladt bræddeloft i våbenhuset og skibet, mens koret, sakristiet og tårnrummet har hvælvede lofter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.