Walter Eucken

Nøglebegrebet i ordoliberalismen er Ordnungspolitik, som indebærer, at politiske beslutninger skal baseres på regler, som er besluttet på forhånd. Hermed skabes der forudsigelighed for borgere og virksomheder.

Sikringen af Ordnungspolitik, som kan oversættes til ”regelbaseret politik”, skal ske via en stærk stat, som kan gennemtvinge regler i helhedens interesse og uden indflydelse fra økonomiske særinteresser. Et led heri er etableringen af en såkaldt ”økonomisk forfatning”, som statens regelbaserede politik skal udfoldes indenfor. Elementer i den økonomisk forfatning er bl.a. prisstabilitet, begrænsninger på størrelsen af offentlige underskud og en skrap konkurrencepolitik, som hindrer monopoldannelser. Ordoliberalismen er samtidig skeptisk over for den keynesianske tanke om store statslige underskud i krisetider og tilsvarende overskud under højkonjunkturer, fordi det første meget ofte ikke følges af det sidste.

Walter Euckens konstituerende principper for den økonomiske politik analyseres og præsenteres i bogen ’Den økonomiske politiks principper’. Her defineres målet om en konkurrencebaseret markedsøkonomi ud fra otte konstituerende principper samt fire regulerende principper, der sammenlagt udgør grundlaget for Ordnungspolitikken ifølge Eucken.

Euckens konstituerende – eller strukturelle – principper (Die konstituirenden Prinzipien) består af følgende:

1) Der skal være et velfungerende prissystem. Det indebærer en forpligtelse på socioøkonomiske politikker med henblik på sikringen af en konkurrencedygtig social markedsøkonomi, hvor markeds- og prismekanismerne ideelt set er uberørte inden for den økonomiske forfatning.

2) Pengepolitikken er grundlæggende. En valuta- og pengepolitik skal stabilisere pengeværdien som en nødvendig betingelse for en funktionelt konkurrencedygtig økonomi. Det kræver, at et lands regering etablerer en politisk uafhængig centralbank. Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at Eucken i sin tid modsætter sig konceptet om en uafhængig centralbank med prisstabilitet for øje. I stedet støtter han ideen om at pålægge et hundrede procent reservekrav til kommercielle banker. På den anden side er det blevet en del af den ordoliberale tradition at kræve en uafhængig centralbank, fordi Euckens krav er urealistisk. Da den tyske forbundsbank bliver oprettet i 1957 er dens uafhængighed af det politiske system et krav, som bliver fremført af de ordoliberale. Det er også et tysk, ordoliberalt krav, at Den Europæiske Centralbank, ECB, i EU’s Økonomiske og Monetære Union bliver gjort politisk uafhængig.

3) Markederne skal være åbne. Det vil sige, at der skal ske fjernelse af begrænsninger på efterspørgsel og udbud af varer både nationalt og internationalt. Åbne markeder skal baseres på præstationskonkurrencetypen. Kun hvis virksomheder let kan komme ind på og forlade markederne, kan der etableres konkurrencedygtige markeder. Man skal derfor reducere barrierne så meget som muligt for at kunne træde ind på et marked og for at kunne forlade det igen. Lave entry- og exit-barrierer betyder, at insolvente og konkursramte virksomheder ikke kunstigt skal holdes i live, f.eks. ved hjælp af statstilskud, lån og diverse redningsaktioner, for det vil blot hindre andre virksomheder i at komme ind på markederne. Ifølge Eucken betyder princippet om åbne markeder også, at monopoler skal hindres i at opstå. Hoppmann er ikke enig i, at princippet om åbne markeder skal forstås på denne måde. Ifølge ham ligger problemets rod angående manglen på åbne markeder først og fremmest i statens interventioner, fordi monopoler på markedet i hovedsagen opstår som følge af statslige interventioner. For Hoppmann består anti-monopolismen i at bekæmpe statslige interventioner.

4) Et privat ejerskab af produktionsmidlerne. Kun et samfund med privat ejendomsret er i stand til at optimere effektiviteten af de økonomiske markedsprocesser. Dette skyldes især antagelsen om, at individer bekymrer sig mere om brugen af deres private ejendom på en produktiv og bæredygtig måde sammenlignet med, hvis der er tale om offentlig ejendom. Privat ejerskab bør udgøre en stor del af den sociale markedsøkonomi. Omvendt må magt over privatejendom aldrig lede til politisk magt, for kun hvis man undgår det, bliver udbredelsen og opretholdelsen af den private ejendomsret acceptabel og legitim for borgerne generelt. Den private ejendomsret skal anvendes til økonomiske og sociale formål i forhold til markedet og ikke i forhold til det politiske system. Samtidig er offentligt ejerskab af naturlige monopoler som f.eks. vand- og elektricitetsforsyningen at foretrække frem for privat ejendomsret heraf ifølge de ordoliberale, fordi sidstnævnte risikerer at føre til udøvelsen af privatmonopolitisk politisk magt.

5) En frihed til at indgå kontrakter for at øge konkurrencen inden for rammerne af den sociale markedsøkonomi. Dette princip skal gennemføres således, at der ikke sker misbrug af kontraktfriheden. Det betyder, at kontrakter kun er lovlige, så længe de er i overensstemmelse med den fuldstændige og konkurrenceprægede markedsorden og ikke begrænser markedsadgangen eller bidrager til monopolisering og dannelsen af karteller. Kontraktfriheden er således aldrig absolut.

6) Virksomheder og borgere er ansvarlige for de handlinger, som de foretager på markedet. Ifølge dette princip er enkeltpersoner og virksomheder alene ansvarlige for økonomiske overskud såvel som tab opstået som følge af markedstransaktionerne. Det udelukker på det principielle niveau enhver form for statslig redningsaktion og socialisering af tab, som stammer fra virksomhedernes drift. Man bør ikke have mulighed for at overlade effekten af private fejldispositioner til afregning i det offentlige. Det vil sige hos skatteyderne. I dette konstituerende princip er indlejret det ordoliberale Haftungsprincip, som indebærer, at den, der har potentiel fordel af en beslutning, også skal betale, hvis det går galt. Dette princip er metoden til at undgå moral hazard.

7) Regeringernes økonomiske politik skal være stabil og langsigtet. Stabile og forudsigelige økonomiske politikker fra regeringens side er en forudsætning for, at der kan tages rationelle beslutninger af både virksomheder og enkeltpersoner. Det skyldes, at rationaliteten i beslutningerne hos disse aktører øges, når man kan disponere flere år ud i fremtiden. Med en konstant økonomisk politik fremmer man forudsigelighed og investeringer.

8) Der er indbyrdes afhængighed eller interdependens med hensyn til alle ovennævnte konstituerende principper. Hvis de enkelte principper anvendes isoleret, mister de deres grundlæggende formål og effektivitet. Det vil sige, at de hører sammen som en helhed og alle skal ses som en enhed og en integreret del af en holdbar (ordoliberal) økonomisk politik. Man kan ikke blot udvælge sig nogle få principper, som man bryder sig om. De konstituerende principper for en ordoliberal økonomisk politik skal ses som en samlet pakke.

Anvendelsen af de otte konstituerende principper er imidlertid ifølge Eucken ikke altid nok til at sikre den fuldstændige konkurrence. Det er f.eks. tilfældet, hvis det er nødvendigt med statslige indgreb på grund af allerede eksisterende monopoler, eksisterende negative eksternaliteter som følge af forurening eller store indkomstuligheder. I så fald skal indgrebene baseres på de fire såkaldte komplementære reguleringsprincipper (Die regulierenden Prinzipien), som ifølge Eucken består af følgende:

I) En bekæmpelse af virksomheders mulighed for at udøve økonomisk magt kræver bekæmpelse af allerede eksisterende karteller, oligopoler og monopoler via en statslig konkurrencepolitik. Med hensyn til de regulerende principper vedrørende konkurrencepolitikken bør staten ifølge Eucken fastsætte priser på markeder med karteller m.v., som om de var resultatet af fuldstændig konkurrence. Det er et princip overtaget fra Leonhard Miksch.

II) En sikring af rimelig indkomst for alle kræver en vis omfordeling af indkomst og rigdom fra rig til fattig, f.eks. via progressiv beskatning. Dette princip skal gennemføres i tilfælde af meget store uligheder med hensyn til indkomst og formue. En sådan indkomstlighed bør sikres af staten.

III) Der skal foretages en korrektion og afbødning af negative eksterne effekter som følge af markedsprocesserne. Der kan med moderne eksempler være tale om miljøforurening eller udledning af klimagasser, hvorfor regeringen bør træffe passende foranstaltninger, så alle samfundsmiljømæssige omkostninger internaliseres og afspejles i markedspriser og virksomhedsbeslutninger. Interessant nok nævner Eucken allerede selv skovødelæggelse og forurening fra kemiske fabrikker under behandlingen af dette regulerende princip i bogen ’Den økonomiske politiks principper’, som er skrevet senest i 1950, da han døde.

IV) Der bør foretages en korrektion af de unormale udbudsreaktioner, bl.a. for at forhindre egentlig fattigdom i samfundet. Herunder gælder det ikke mindst om at hindre eksistensen af, hvad vi i dag kalder ’working poors’. Derfor opfordres der til at etablere et (ikke omfangsrigt) socialt sikringssystem.

De konstituerende og regulerende principper for en økonomisk forfatning med henblik på gennemførelsen af Ordnungspolitikken skal gennemføres i en reguleringsramme, som ifølge Böhm skal bero på den politiske forfatning, men som samtidig vil indeholde langt flere detaljer, end den politiske forfatning indeholder. EU’s meget detaljerede traktatgrundlag med regulering af det europæiske marked i bred forstand har visse lighedstræk med en økonomisk forfatning, som er vedtaget inden for rammer af de politiske forfatninger i EU’s medlemsstater.

En senere ordoliberal som Erich Hoppmann modificerer et af de konstituerende principper (se ovenfor) og forkaster de regulerende principper helt. Grunden til sidstnævnte er, at nogle af dem drejer sig om, at staten skal intervenere i markedsprocesserne for et tilvejebringe ’fuldstændig konkurrence’ og for at afbøde virkningerne af den konkurrencebaserede orden, hvilket Hoppmann afviser som en grund til statsinterventioner. I den forbindelse gælder det om indkomstfordeling og social sikring, at disse principper hos Eucken ikke ifølge Hoppmann har en sådan principiel karakter, at de skal med som regulerende principper bag den økonomiske forfatning. Angående princippet om de negative eksternaliteter bør de forbydes ex ante og ikke behandles ex post ifølge Hoppmann.

Baggrunden for Hoppmanns synspunkter er, at staten fundamentalt set ikke har tilstrækkelig viden til at gribe ind for at sikre den fuldstændige konkurrence, som Eucken anbefaler. Omvendt kan man argumentere for, at en mere pragmatisk tilgang til begrebet om sikringen af fuldstændig konkurrence á la Miksch tager luften noget ud af Hoppmanns Hayek-inspirerede afstandtagen fra muligheden for at etablere fuldstændig konkurrence. I så fald bliver fuldstændig konkurrence et mål, som den statslige konkurrencepolitik skal arbejde i retning af med en bevidsthed om, at den aldrig når målet. I de perioder, hvor EU’s konkurrencepolitik med monopol- og fusionskontrol har fungeret mest effektivt, har den haft denne karakter. Det har efter alt at dømme skærpet konkurrencen i EU’s indre marked uden, at der i økonomisk-teoretisk forstand er skabt fuldstændig konkurrence á la Eucken. Der er selvfølgelig i endnu mindre grad skabt fuldkommen konkurrence.

Euckens ordoliberalisme implicerer også, at der gives førsteprioritet til frihedsbegrebet. Ifølge Eucken er frihed udtryk for selve essensen af det at være menneske. Frihed er det vigtigste middel, som skal tjene til at skabe "selvansvarlige mennesker" (eigenverantwortliche Menschen). Han betragter de borgerligt-liberale revolutioner som et entydigt gode til erstatning for tidligere tiders feudalisme, fordi de sikrer en højere grad af frihed for den enkelte. Hans kritik af den "liberale stat" og den laissez faire-liberalistiske politik, som den "liberale" stat ofte praktiserer, er derfor rettet mod laissez faire-tilstanden og netop ikke mod kerneprincippet angående frihed. Det grundlæggede problem med laissez faire-liberalismen er, at den underminerer friheden. Selv om der er tale om en liberalisme, der i udgangspunktet er udtænkt for at sikre den personlige frihed, som den feudale samfundsorden hindrede udfoldelsen af, slår denne form for liberalisme over i sin modsætning og bliver til ufrihed, fordi den har laissez faire-karakter.

I hovedsagen opfatter de ordoliberale frihed som negativ frihed forstået som fravær af begrænsninger på den enkelte fra statens eller magtfulde markedsaktørers side. Samtidig er der imidlertid også elementer af det positive frihedsbegreb à la den britiske filosof Isaiah Berlin i det ordoliberale frihedsbegreb, fordi friheden skal indlejres i en bestemt samfundsorden. Uden en sådan indlejring er der ikke tale om reel frihed. Det indebærer, at der også findes tvang i den ordoliberale verden af frihed, idet individer skal følge de regler og love, som staten fx fastlægger på det konkurrencepolitiske område af hensyn til den ønskede samfundsorden. Friheden er således aldrig grænseløs i den ordoliberale verden, da den bl.a. aldrig må underminere de regler, som skal styre den økonomiske proces. Den grænseløse frihed er for de ordoliberale lig med laissez faire-agtig frihed, som har det med at føre til "den stærkeres ret".

Staten udgør som nævnt også et af de ordoliberale kernebegreber. Staten repræsenterer den udøvende del af den samfundsmæssige orden. I en ordoliberal optik er statens opgave først og fremmest at sikre friheden for individer og at sikre konkurrencen mod at blive undermineret af markedsaktørernes økonomiske magt. Staten skal fremme præstationskonkurrencen og hindre forhindringskonkurrencen i at opstå. Derfor er den ordoliberale stats raison d’etre at fungere som garanten for den konkurrencebaserede samfundsorden. Det sker bedst ved at implementere en økonomisk forfatning med basis i Ordnungspolitikken.

De ordoliberale i første generation slår endvidere til lyd for, at der skal være tale om en stærk stat, som kan imødegå det evindelige pres fra de stærke økonomiske markedsaktørers side. Disse markedsaktører ønsker indgreb til fordel for bestemte virksomheder eller grupper af virksomheder og lønmodtagere på markedet. Presset i den forbindelse kan kun en stærk stat imødegå. Den skal være stærk for aktivt at kunne beskytte samfundets økonomiske orden mod at blive infiltreret af privatmagt. Akkurat som den skal beskytte de ydre grænser, så landet undgår at blive infiltreret af fremmede hære. Både de indre grænser i forhold til markedsaktørerne og de ydre grænser i forhold til fremmede aktører forudsætter en stærk stat ifølge Eucken og de ordoliberale i første generation. Problemet med den ’liberale’ (ikke ordoliberale) stat er ifølge Eucken, at den nok beskytter den konkurrenceprægede orden på markedet mod statsmagten. Men den beskytter ikke staten mod indflydelsen fra den private magt.^[i] En stærk stat er kendetegnet ved også at være i stand til at beskytte sig selv.

I forlængelse heraf forkaster Eucken klart ’Prozesspolitik’, som er kendetegnet ved, at staten løbende intervenerer i markedsmekanismen. Det skyldes, at denne måde at føre politik på i høj grad risikerer at føre til en situation, hvor bestemte stærke socioøkonomiske aktører på markedet tildeles særlige privilegier på ad hoc-basis. Procespolitikken strider grundlæggende mod Ordnungspolitikken. Procespolitikken åbner døren for partikularistisk og vilkårlig indflydelse fra særinteressernes side, som netop er, hvad en principfast Ordnungspolitik er det bedste værn imod. Lobbyisme af enhver art skal i det hele taget undgås ifølge Eucken. Det er præcis for at undgå særinteressernes konstante forsøg på at påvirke staten og den politiske beslutningsproces, at staten skal være stærk og uafhængig. For kun derigennem kan den også agere som det uafhængige og slagkraftige markedspoliti, som staten bør og skal være ifølge Eucken. Markedskræfterne skal underkastes et bestemt regelsæt, og deres overholdelse kræver, at der er en form for markedspoliti til stede. Uden en sådan instans er reglerne for markedet omsonste, for de risikerer at være regler, som aldrig overholdes og sanktioneres. Den ordoliberale kritik af socialliberalismen kan kort fortalt karakteriseres på den måde, at den er alt for præget af procespolitik. Forskellen mellem socialliberalisme og ordoliberalisme er netop grundlæggende, at førstnævnte er kendetegnet ved procespolitik, mens sidstnævnte er kendetegnet ved Ordnungspolitik.

Et vigtigt redskab for staten er den økonomiske forfatning. Den skal ifølge Eucken sikre kerneprincippet i den økonomiske orden, som udgøres af præstationskonkurerencen på markedet. Hovedproblemet i laissez-faire liberalismen er ifølge Eucken, at den ikke anerkender, at beskyttelsen af den økonomiske forfatning og dermed konkurrencen er en sag for staten. Disse liberale begår den fejl, at de tror, at blot retsstaten og privatejendomsretten bliver respekteret, vil der nærmest spontant opstå en bilateral og konkurrencebetonet økonomisk orden. Det sker imidlertid aldrig ifølge de ordoliberale. I stedet anvender de økonomiske aktører friheden i form af fraværet af en økonomisk forfatning til langsomt at tilsidesætte konkurrencen via karteller og ved at opdele markedet. Det indebærer, at den økonomiske orden bliver mere og mere centraliseret. Hermed bliver de økonomiske institutioner som privat ejendomsret og kontraktfriheden mere og mere instrumenter til at få økonomisk magt og dermed også potentielt set politisk magt. I forhold hertil mener Eucken, at skabelsen af en konkurrencebaseret økonomisk orden har forfatningsmæssig karakter. Derfor bør den aldrig overlades til private. Det er statens opgave at tage sig af den slags.

Alt i alt søger Eucken og hans ordoliberale kolleger grundlæggende efter en såkaldt irenisk tredje vej mellem laissez-faire liberalismens socialdarwinisme på den ene side (det vil sige ’paleo’-liberalismens Skylla) og den totale kollektivisme og Hobbes’ Leviathan på den anden (det vil sige planøkonomiens Charybdis). Euckens ordoliberalisme søger således at løse det potentielle dilemma eller trade-off mellem ønsket om økonomisk effektivitet og produktivitet på den ene side og ønsket om politisk økonomisk frihed, social retfærdighed og lige muligheder for alle på den anden, når det drejer sig om forholdet mellem stat og marked. Det sker med udgangspunkt i en kantiansk antropologi: Mennesket må aldrig blive et middel for politikken. Det skal altid være et mål for den måde, som samfundet indrettes på. Mennesket må ikke underkastes markedskræfterne. Disse skal derimod underkastes mennesket via en politisk fastsat ramme, som sikrer reel frihed for individerne. Euckens ireniske tredje vej er en moralens vej.

Eucken nævner selv bl.a. beskæftigelsespolitikken som et eksempel på, hvordan relationen mellem stat og marked skal udfolde sig under Ordnungspolitikken. Ifølge Eucken er det i den forbindelse aldrig statens ansvar direkte at sikre fuld beskæftigelse. Statens ansvar er at tilvejebringe stabilitet og forudsigelighed for dermed at øge sandsynligheden for, at dette mål bliver nået. Hvis konkurrencen på arbejdsmarkedet fungerer, vil arbejdsløsheden ifølge de ordoliberale også blot bestå i, at personer er i ’transit’ fra et job til et andet. Det hænger bl.a. sammen med, at investorerne er mere villige til at investere i nye jobs, når de ved, at afkastet af investeringerne ikke bliver ødelagt af vilkårlige interventioner i markedsfunktionerne på grund af pludselige politiske beslutninger eller tiltag, som skyldes, at bestemte aktører på markedet er lykkedes med deres lobbyisme over for de politiske beslutningstagere. I den ordoliberale optik er den slags udelukket, fordi rammen for markedet er lagt fast med den økonomiske forfatning.

Fuld beskæftigelse er ifølge Eucken slutresultatet af fastlæggelsen af den rigtige politiske ramme om markedet. Det, der skal kræves af regeringen, er som nævnt oven for etableringen af en såkaldt økonomisk forfatning, der støber den økonomiske forudsigelighed i cement, hvilket remplacerer keynesianismen og lignende interventionistiske økonomiske teoriers slingrende udøvelse af finanspolitikken, af erhvervspolitikken og af andre politikområder. Det kombineret med en fuldstændig konkurrence vil sikre, at beskæftigelsen bliver så høj som mulig.

Andre ordoliberale som Wilhelm Röpke og Alfred Müller-Armack er imidlertid ikke helt enige med Walter Eucken i, at det er tilstrækkeligt at fastlægge den rigtige økonomiske ramme for at sikre opnåelsen af bestemte samfunds- og socialpolitiske mål. De vil have en mere selvstændig socialpolitik, og de vil ikke belave sig på, at den økonomiske forfatning alene og i tide løser de socialpolitiske problemer. Samtidig må det med, at Euckens økonomiske forfatning som ramme om markedet og som implementering af Ordnugspolitikken indeholder socialpolitiske målsætninger i de regulerende principper.

Kritikken af keynesianismen er et fællestræk ved de ordoliberale i første generation. De var kritiske over for keynesianismen og dens idé om, at en ekspansiv finanspolitik baseret på mere eller mindre massiv offentlig gældsætning kan løse de økonomiske kriser og opfylde målet om fuld beskæftigelse. Eucken betragter keynesianismen som en økonomisk teori uden orden i den forstand, at den ikke sætter nogen grænser for, hvor ekspansiv finanspolitikken kan være. Der er således altid en alvorlig risiko for, at keynesianismen vil medføre permanente offentlige underskud og galopperende offentlig gældsætning, hvilket vil virke destabiliserende for samfundsøkonomien på sigt.

Omvendt er Eucken med på, at finanspolitikken kan og bør anvendes aktivt i økonomiske krisetider. Han er ikke modstander af at tage finanspolitikken i brug som økonomisk instrument i økonomiske krisetider, som det ofte er blevet hævdet, men det finanspolitiske krudt skal holdes tørt for netop at kunne blive anvendt i alvorlige krisesituationer. En permanent finanspolitisk stop-go politik måtte aldrig bare tilnærmelsesvis blive normalen. Bliver den det, er det ifølge Eucken langt sværere at løse en alvorlig økonomisk krisesituation, når den endelig opstår. En aktiv finanspolitik skal kun anvendes som en nålestiksoperation i en økonomisk krisesituation. Så er den også mest virkningsfuld.

Navne som Wilhelm Röpke (1899-1966), Alexander Rüstow (1885-1963) og Alfred Müller-Armack (1901-1978) sluttede sig senere til Freiburg-skolen og dens ordoliberale filosofi. Et af Walter Euckens ordoliberale hovedværker er bogen Die Grundlagen der Nationalökonomie (på dansk Nationaløkonomiens grundlag), som udkom under anden verdenskrig.

Ved hjælp af kombinationen af den deduktive og induktive metode er det ifølge Eucken i Nationaløkonomiens grundlag muligt at konstruere to idealtyper eller former for økonomisk orden (’Wirtschaftssysteme’). Det er den centraliserede planøkonomi (’Zentralverwaltungswirtschaft’) og bytteøkonomi (’Verkehrswirtschaft’). Begge disse hovedtyper og de forskellige undertyper af diverse markedsformer á la fuldstændig konkurrence, monopol, oligopol osv. analyseres i bogen.

Det er åbenbart, at Eucken er skeptisk over for den centraliserede planøkonomiske model, og det samme gælder markedsformer som monopoler, oligopoler, karteller mv. Det skyldes primært, at de indebærer en koncentration af socio-økonomisk magt og potentielt også af politisk magt i kraft af, at visse markedsaktører bliver meget dominerende. Samtidig er de centraliserede planøkonomier ikke kun ineffektive på grund af incitamentsproblemer, manglende tilpasning til skiftende efterspørgsel, uundgåelig varemangel osv.

De centraliserede planøkonomier er også fejlbehæftede, fordi liberale koordinationsmekanismer i kraft af markedssignalerne er erstattet af illiberale undertrykkelsesmekanismer, hvor staten dikterer priser, udbud og efterspørgsel, hvilket ifølge Eucken på ingen måde gør, at disse økonomier bliver mere socialt retfærdige. Det modsatte gør sig snarere gældende. Alt i alt er Eucken overbevist om, at kun en model baseret på bytteøkonomi med fuldstændig konkurrence indlejret i en ordoliberal ’konkurrenceorden’ både kan løse problemet med koncentration af økonomisk-politisk magt og manglende social retfærdighed.

Efter krigen fik ordoliberalismen stor indflydelse på den økonomiske politik og erhvervspolitikken i Forbundsrepublikken Tyskland. Det skete ikke mindst via økonomen Ludwig Erhard, som var god bekendt med Walter Eucken, hvis ordoliberale tanker han støttede. Ludwig Erhard blev en slags ordoliberal praktiker som rådgiver for Konrad Adenauer og senere økonomiminister i dennes regering.

Det tyske økonomiske mirakel – die Wirtschaftswunder – som efter anden verdenskrig på rekordtid fik bragt Forbundsrepublikken Tyskland på fode igen, fik ordoliberalismen en betydelig del af æren for. Det gav ordoliberalismen status af at være en slags vesttysk økonomiske statsfilosofi, som den franske filosof, Michel Foucault, bemærkede i sine College de France-forelæsninger i årene 1979-1980, hvori han bl.a. analyserede ordoliberalismen.

Senere har ordoliberalismen øvet betydelig indflydelse på den måde, som samarbejdet i EU er opbygget på, bl.a. via EU’s konkurrencepolitik vedrørende statssubsidier, fusioner og hindring af monopoler samt reglerne i den økonomiske og monetære union vedrørende prisstabilitet og grænser for offentlige underskud. Også et fænomen som den danske budgetlov kan betragtes som ordoliberalt arvegods.

• ordoliberalisme
• den sociale markedsøkonomi
• Karl Schiller