Andine højkulturer, (af Andesbjergene og -in), det ene af de to indianske civilisationscentre, som eksisterede indtil de spanske erobreres ankomst i 1532. Med begrebet højkultur tænker man primært på udviklingen af stater og bysamfund, brug af fx kunstvanding samt klasse- og standsdeling, hvor præsteskabet typisk har betydelig magt. Denne udvikling begyndte i Andes ca. 1000 f.Kr. Den var karakteriseret ved lokalkulturer, der blomstrede på skift, dels på kysten, dels i højlandet; disse påvirkedes med mellemrum af pan-andine horisonter, dvs. udefra kommende kulturpåvirkninger. Den ældste horisont kaldes Chavín efter en arkæologisk lokalitet i Perus nordlige højland, der i første halvdel af det 1. årtusinde f.Kr. synes at have spredt kendskab til majsdyrkning og tempelbyggeri til det nordlige Andes. Den anden horisont spredtes fra Tiahuanaco i Bolivia i slutningen af det 1. årtusinde e.Kr. Den har i Peru betegnelsen Huari og er bl.a. kendt for at have opfundet bronzelegering og for at have oprettet stærke kult- og markedscentre. En tredje horisont — af mere begrænset udstrækning — udgjorde Chimurigets ekspansion fra Perus nordlige kyst. Her finder man for første gang sikre vidnesbyrd om permanente storbyer, således fx Chan Chan, og om masseproduktion af dagligvarer. Endelig repræsenterer inkaernes ekspansion — især under de sidste tre herskere, dvs. i løbet af de sidste 100 år før F. Pizarros katastrofale magtovertagelse — den sidste horisont. Med udgangspunkt og centrum i Cuzco underlagde de sig territorier fra det nordlige Ecuador til det mellemste Chile, et uvejsomt kæmpeområde, der kun kunne holdes sammen ved hjælp af stærk administrativ kontrol, standardisering og effektiv kommunikation. Gennemførelsen heraf lykkedes for så vidt fremragende, men den medførte en hierarkisk og totalitær styreform, hvis svaghed spanierne afslørede.