antagonist (farmakologi)

En receptor er et specialiseret protein, der findes i cellemembranen eller inde i cellen. Receptorer fungerer som modtagere, der binder sig til specifikke molekyler, fx hormoner, neurotransmittere eller andre signalstoffer, og udløser en biologisk respons i cellen.

Forskellige væv har forskellige receptorer, alt efter cellernes funktion. I hjertet findes adrenalinreceptoren β-1-receptor, som får hjertet til at slå hurtigere, når adrenalin binder til den. På muskelceller sidder insulinreceptoren, som tillader musklen at optage sukker, når insulin binder til den. Insulin og adrenalin er eksempler på kroppens egne naturlige, endogene agonister, altså stoffer, som binder til og aktiverer en receptor.

En farmakologisk antagonist virker ved at binde sig til en receptor uden at aktivere den, hvilket forhindrer andre stoffer (agonister) i at binde sig og udløse en effekt.

I kroppen findes endogene agonister, og der findes også syntetiske og naturligt forekommende farmakologiske agonister. I modsætning hertil findes der ikke endogene antagonister, og antagonister er derfor altid et udefrakommende stof.

Antagonister kan bruges til både at modvirke effekt af endogene agonister, som når man giver antihistaminer for at forhindre histamin i at binde til histaminreceptoren ved pollenallergi, og til at modvirke effekter af lægemidler, som når naloxon gives for at hæmme effekten af opioider, der ved overdosis forårsager respirationshæmning.

1. Konkurrerende antagonister: Antagonisten konkurrerer direkte med agonisten om samme bindingssted på receptoren. Hvis antagonisten binder sig, kan agonisten ikke binde sig, og dermed blokeres den ønskede effekt. Ved at øge mængden af agonist eller antagonist, kan den anden udkonkurreres, og effekten af den i overtal vil derfor dominere.
2. Ikke-konkurrerende antagonister: Antagonisten binder sig til et andet sted på receptoren (allosterisk sted), hvilket ændrer receptorens form og funktion, så agonisten ikke kan binde sig effektivt. Her kan man ikke udkonkurrere antagonisten ved at øge mængden af agonist, da de ikke konkurrerer om samme bindingssted.

3. Irreversibel antagonist: Antagonisten binder sig permanent til receptoren, hvilket betyder, at agonisten ikke kan binde sig, selvom koncentrationen af agonisten øges.

Naloxon og antihistamin er begge eksempler på konkurrerende antagonister. Andre eksempler på det samme er betablokkere, som blokerer beta-adrenerge receptorer i hjertet, hvilket reducerer hjertefrekvensen og blodtrykket.

Tricykliske antidepressiva er et eksempel på ikke-konkurrerende antagonister, da disse lægemidler virker ved at binde sig til transportproteiner, der normalt genoptager neurotransmittere, fx serotonin og noradrenalin, og ændrer deres funktion

Phenoxybenzamin er et eksempel på en irreversibel antagonist, da dette lægemiddel bruges til at behandle højt blodtryk forårsaget af en type tumor (fæokromocytom). Det binder sig irreversibelt til α-adrenerge receptorer, hvilket forhindrer noradrenalin i at udløse en sammentrækning af blodårer (vasokonstriktion).

• farmakodynamik
• agonist – farmakologi
• lægemidler