Furesø Kommunes daværende borgmester, advokaten Jesper Bach, da han i 2008 blev iklædt en ny borgmesterkæde, der var designet af kunstneren Lisbeth Dauv.
Jesper Bach
Byline: Martin Lehmann/Politiken/Ritzau Scanpix.

Borgmesterkæden er oprindelig en tysk tradition, som går omkring 700 år tilbage, hvor den blev båret af små bykonger. I Danmark blev traditionen første gang overtaget af Gentofte Kommune, hvor borgmester og oberst Hans Parkov bar den ved sin indsættelse i 1934. Kæden er stadig i brug og bæres af den nuværende borgmester Michael Fenger.

Udbredt med borgmesterkæder

I 1930'erne fik flere borgmestre i de store byer kæder, og efter Kommunalreformen i 1970 fik mange af landets kommuner borgmesterkæder. I februar 2024 fik Samsø Kommune som den seneste sin borgmesterkæde, og dag kan borgmestrene i 85 ud af landets 98 kommuner bære en kæde.

Kæderne bæres over begge skuldre, gerne med brede led som nogle gange har små billeder fra kommunen. I kæden bæres en større medaljon oftest med byens våben som vedhæng.

I 1965 samlede borgerene i Ærøskøbing Kommune ind til en borgmesterkæde, som stadig bruges, men det sjældent borgernes penge, der bliver brugt til kæderne. Borgmesterkæden er ofte en gave fra det lokale pengeinstitut, erhvervsdrivende eller foreninger.

København, som har flere borgmestre, har ingen borgmesterkæde.

Kampen om de tunge kæder

Borgmester Simon Hansen fra Guldborgsund Kommune med sin kæde den 8. august 2023.
Simon Hansen
Byline: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix.

Kæderne er tunge. Gentoftes Kommunes kæde vejer 450 gram. Nogle borgmestre bruger dem meget, men Mariagerfjord Kommunes borgmester Mogens Jespersen sagde i 2025 til et lokalt medie, at han ikke ville savne kæden: "Jeg har den kun på ved helt særlige lejligheder, egentlig kun, når dronningen – nu ville det så være kongen – er på besøg. Den er forbandet tung og er ret ubehagelig at have på".

Der er ikke nogen regler for brug af kæden, men borgmesteren bærer den ofte ved royale besøg, indvielser og det første møde kommunalbestyrelsen i en nye valgperiode.

Når medierne bruger udtryk som "kampen om kæderne", "et enkelt mandat kan flytte borgmesterkæden" eller "alle 98 borgmesterkæder er på plads" er det billedsprog. For i den kommunalpolitiske hverdag fylder borgmesterkæderne ikke så meget. Borgmestrene går ikke med kæden til daglig.

450.000 for en stjålet kæde

Billede af borgmesterkæden med flotte firkanter i en kæde
Borgmesterkæde til Odsherred Kommune 2021. Designet og fremstillet af smykkekunstnerne Maja Bovin, Ane Meinert Folke og Irene Rosenkrantz.
Odsherreds borgmesterkæde
Af .

Borgmesterkæderne er meget forskellige.

I Odsherred Kommune som fik sin kæde i 2022 har de tre lokale kunstnere Ane Meinert Folke, Maja Bovin og Irene Rosenkrantz udformet 21 sølvrammer, der hver fortæller noget om kommunen og en enkelt ramme i guld og moseeg.

Oftest er kæderne i forgyldt sølv som fx Gentoftes borgmesterkæde, som kostede i 850 kr. i 1934. Værdien af kæderne er stærkt svingende, fordi der ofte ligger et stort guldsmede- eller kunstnerisk arbejde i kæden, som ikke kan opgøres på samme måde som metalværdien.

Nogle kommuner har mistet deres kæder ved tyveri, og ikke alle er blevet fundet. I 2020 blev den gamle kæde fra den tidligere Sæby Kommune stjålet. Den tilhørte Frederikshavn Kommune, som havde overtaget den ved sammenlægningen i 2007. Da kæden var 18 karat guld blev forsikringssummen sat til 450.000 kr.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig