Brystsmerter er en samlebetegnelse for alle smerter, der føles som om, de kommer fra brystkassen. Det er et almindeligt symptom, som mange oplever fra tid til anden. Der er mange forskellige årsager til sådanne smerter, og de fleste er ikke tegn på sygdom af betydning. Brystsmerter kan dog være udtryk for alvorlig sygdom, dette gælder især stærke brystsmerter.

Faktaboks

Også kendt som

smerter i brystet

Årsager til brystsmerter

Brystsmerter kan opstå af mange årsager, hvoraf de fleste er ufarlige. Den hyppigste årsag er psykiske belastninger og stress herunder depression og især angst. Desuden ses brystsmerter ofte ved sygdomme eller spændinger i muskler, knogler og led især relateret til ryggen og musklerne imellem ribbenene samt ved halsbrand på grund af tilbageløb af mavesyre i spiserøret (refluks), Brystsmerter kan dog også opstå i relation til alvorlige og potentielt livstruende tilstande, fx hjerteanfald og blodprop i lungerne, og derfor skal kraftige brystsmerter som opstår akut, og ikke går over efter 15 minutters hvile, altid undersøges og udredes akut.

Mulige årsager til stærke akutte brystsmerter

En mulig årsag er akut hjerteanfald, og det er da vigtigt at få hurtig behandling. Smerterne ved et akut hjerteanfald beskrives ofte som pressende eller trykkende smerter midt i brystet, som stråler ud til skuldrene, halsen eller armene. De varer mere end nogle få minutter og kan komme ganske pludseligt. Smerterne kan udløses af eller forværres af fysisk aktivitet og er ofte ledsaget af svimmelhed, utilpashed og eventuelt vejrtrækningsbesvær. Smerterne minder om smerterne som ses ved hjertekrampe (angina pectoris), men er ofte kraftigere, dog kan være svært at vide, om brystsmerterne er udtryk for noget mere alvorligt som for eksempel et hjerteanfald. Andre hjerterelaterede årsager til brystsmerter kan eksempelvis være betændelse i eller omkring hjertet (myokarditis eller perikarditis) eller udposning på hovedpulsåren (aortaaneurisme).

Andre årsager til brystsmerter

Lungesygdomme kan give brystsmerter som følge af hoste eller betændelse i lungehinden. Dette ses især i forbindelse med lungebetændelse. Sygdomme som bronchitis, astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) kan give brystsmerter, dog som regel ikke i så udtalt grad som ved hjerterelateret sygdom. Blodprop i lungepulsåren kan derimod give betragtelige, akutte brystsmerter. En sådan blodprop vil især være en mulig årsag til smerterne, hvis disse opstår under eller lige efter, at man har siddet længe i ro, som for eksempel ved lange flyrejser eller bilture. Samtidig åndenød vil styrke mistanken om en blodprop.

Sygdomme i maven kan også give brystsmerter. Oftest drejer det sig om galdeblærebetændelse, galdesten, mavesår, udtalt forstoppelse eller i forbindelse med sure opstød.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig