Farveblindhed. En af tavlerne i Ishiharas farvesynstest. Personer med normal farvesans læser tallet 74, hvorimod en rød-grøn farveblind ser tallet 21. Reproduktionen er ikke egnet til at foretage en egentlig farvesynstest, som bør gennemføres med de originale tavler.

.

Farveblindhed er nedsat evne til at se forskel på farver. De sanseceller i øjets nethinde, der opfatter farver, kaldes tappe. Man regner med, at der i nethinden findes tre forskellige slags tappe. Hver type indeholder et bestemt synspigment, som har evnen til at opfange (absorbere) lysbølger af en bestemt bølgelængde, og dette giver farvesyn. Farveblindhed skyldes en mangelfuld funktion i én eller flere typer tappe. I de fleste tilfælde skyldes dette en medfødt tilstand. I sjældne tilfælde kan der udvikles mangelfuldt farvesyn på grund af sygdom i nethinden eller i synsnerven. Farveblindhed er almindeligt. Omtrent otte procent af alle mænd og knap én procent af alle kvinder har mangelfuldt farvesyn.

Typer og grader af farveblindhed

Normalt farvesyn kræver, at øjets tre forskellige typer tapceller opfanger lys med bølgelængder svarende til de tre primærfarver rød, grøn og blå på normal vis.

Der findes mange typer og grader af farveblindhed. Udtrykket farveblindhed er upræcist, fordi det er yderst sjældent, at det drejer sig om en fuldstændig manglende evne til at opfatte farver. I de fleste tilfælde drejer det sig kun om en farveoplevelse, der afviger fra det, der kaldes "det normale". Klinisk kaldes en sådan abnormal farvesans gerne for farvesvaghed. I de sjældne tilfælde af total farveblindhed (akromatopsi) opfatter personen kun nuancer af gråtoner. Personer, der lider af total farveblindhed, er desuden ofte samtidig betydeligt svagsynede.

De mange typer farveblindhed skyldes, at én eller flere af de tre typer synstappe mangler eller ikke fungerer normalt. Hvis én af de tre taptyper mangler helt, bliver farvesynet tofarvet (dikromatisk). Personen kan da kun opfatte to af de tre grundfarver og de farver, der kan dannes ved at blande disse to farver. Ved rødblindhed (protanopi) mangler man evnen til at opfatte lys i den langbølgede del af lysspektret. Ved grønblindhed (deuteranopi) mangler tappene, der registrerer grønt lys. Hvis de samme tappe fungerer, men har nedsat funktion, betegnes dette henholdsvis protanomali og deuteranomali.

Både rød- og grønblinde har dog svært ved at skelne mellem røde, orange, gule og gulgrønne farver, og de to former sammenfattes gerne under navnet rødgrøn farveblindhed. Den tredje form, blåblindhed, er meget sjælden. Ved blåblindhed mangler personen evnen til at opfatte lys fra den kortbølgede, blå del af spektret helt eller delvist, henholdsvis tritanopi og tritanomali.

Arv

Arvelig, medfødt farveblindhed skyldes et ikke-fungerende gen. Den store kønsforskel i hyppigheden af farveblindhed skyldes, at anlægget for farvesyn er knyttet til X-kromosomet, og at arvemønsteret er recessivt. Kvinder har to X-kromosomer, mens mænd har et X- og et Y-kromosom. En kvinde bliver kun farveblind, hvis hun arver genet fra begge forældre og dermed har genet på begge sine X-kromosomer. Manden arver sit ene X-kromosom fra moderen, og hvis X-kromosomet har det ikke-fungerende gen, vil han blive farveblind. Farveblinde mænd kan give genet videre til deres døtre, men ikke til deres sønner, eftersom mænd kun giver Y-kromosomet til deres sønner. En kvinde, der er farveblind eller som er bærer af genet, kan give det videre til både sønner og døtre. Det er derfor muligt, at et forældrepar med normalt farvesyn kan få farveblinde sønner.

Generne, der koder for rødt og grønt, ligger tæt ved siden af hinanden på X-kromosomet. Hvis fx dele af genet for rødt krydser over på genet, der koder for grønt, vil dette svække evnen til at se grøn farve. Sådan "anomal" genoverkrydsning betegnes deuteranomali, mens overkrydsning på genet for rødt giver protanomali. Klinisk betegnes disse typer farveblindhed gerne som farvesvaghed, mens fuldstændig manglende funktion af genet for grønt eller rødt medfører farveblindhed af typen deuteranopi eller protanopi.

Undersøgelse af farvesansen

Til at undersøge farvesansen bruger lægen såkaldte pseudoisokromatiske tavler. Den mest brugte er Ishiharas farvetavle. Sådanne tavler er opbygget som mønstre af farvepletter. For personer med normal farvesans vil nogle af farvepletterne skille sig ud fra baggrunden og danne et bogstav eller et tal. Personer med defekt farvesans kan ikke skelne de brugte farver fra hinanden og vil ikke kunne se nogen af figurerne i mønsteret.

Ved pseudoisokromatiske tavler kan man kun påvise, at individet har en unormal farvesans, men man kan ikke sikkert udtale sig om type eller grad. For at bestemme dette bruges et instrument (anomaloskop). I anomaloskopet ses en lysende skive, der er delt vertikalt i to halvdele, hvor den venstre har en given gul testfarve. Forsøgspersonen skal så blande en rød og en grøn spektralfarve i højre halvcirkel, indtil vedkommende får en gul farve frem, der er mest mulig lig det gule referencefelt. Hvis fx en person med protanomali skal forsøge at efterligne denne gulfarve ved at blande rødt og grønt lys, bruger vedkommende mere rødt end grønt, så resultatet bliver en farve, som normaltseende opfatter som orangerød. En person med deuteranomali vil på grund af sin nedsatte følsomhed for grønt lys bruge mere grønt lys for at efterligne den gule testfarve. Type og grad af farveblindhed kan også undersøges ved såkaldte sorteringstests, hvor den undersøgte skal sortere et stort antal små brikker efter for eksempel stigende grad af rødfarve.

De fleste personer med unormal farvesans er kun lidt plaget af dette i dagligdagen. I enkelte erhverv kræves der imidlertid normal farvesans, fx for piloter, sømænd og enkelte jernbanefunktionærer.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig