hørecentral

I januar 1950 blev Lov om foranstaltninger vedrørende døve og tunghøre, populært kaldet "døveloven", vedtaget. Det var en del af denne lov, at der skulle oprettes statslige hørecentraler med tilhørende apparatsamlinger til gavn for hørehæmmede i Danmark. Man var i høj grad inspireret af de Hearing Centres (hørecentre), der var blevet oprettet i den amerikanske hær til krigsdøve og høreskadede veteraner efter 2. verdenskrig. Privat velgørenhed, som det var blevet udøvet af foreningen Tunghøres vel i perioden fra 1912 og frem, var også en del af inspirationen.

Grundstenen i Hørecentralerne var Tunghøreforeningens apparatsamlinger i København og Esbjerg, som staten overtog og udvidede. Det var hensigten, at hørecentralerne skulle ligge på hospitalsområder eller tæt på disse af praktiske hensyn, men det var ikke altid muligt. Den første hørecentral åbnede i 1951 i Dronningens Tværgade i København. I 1962 flyttede den til Bispebjerg Hospital i København. Hørecentralerne i Odense og Århus åbnede kort tid efter den i København. Allerede i 1952 var der en venteliste på 7000 patienter, og i de følgende år åbnedes bl.a. en høreklinik på Ålborg Sygehus som støtteenhed til Hørecentralen i Århus. Hørecentralerne måtte i starten varetage mange specialpædagogiske opgaver, såsom undervisning af hørehæmmede børn i mundaflæsning og taleøvelser, da folkeskolerne ikke i tilstrækkeligt omfang kunne stille specialundervisning til rådighed. I 1962 oprettedes særlige høreinstitutter, der udelukkende tog sig af undervisning.

I forbindelse med Døvelovens tilblivelse gjorde en række ørelæger deres indflydelse gældende, heriblandt Harald Ewertsen (1913-1989), Niels Rheinholdt Blegvad (1880-1970), Christian Røjskjær (1914-2006) m.fl. Ewertsen blev leder af den første hørecentral i København, Røjskjær blev leder af hørecentralen i Odense og Ole Bentzen (1914-1989) af hørecentralen i Århus. Ewertsen havde en stor interesse for høreapparater og høremæssig rehabilitering, og han publicerede i 1970'erne videnskabelige artikler om det emne. Generelt var perioden 1950-1980 præget af en større interesse for de hørehæmmede, der tidligere havde været noget oversete i forhold til de døve. Det blev klart, at mange svært hørehæmmede, ved siden af den lille forbedring af hørelsen høreapparatet gav, også havde brug for undervisning i mundaflæsning og taleøvelser, samt andre hjælpemidler som fx forstærker til telefon og dørklokke. Lægerne ved hørecentralerne profiterede af det tværfaglige samarbejde med andre faggrupper.

Med den store socialpolitiske reform i 1980 var det planen, at de statslige institutioner skulle nedlægges, og arbejdet skulle overtages af amtslige hørecentraler. Med strukturreformen i 2007, hvor der blev oprettet fem regioner og 98 storkommuner, oprettedes kommunale kommunikationscentre til borgere med forskellige handicap. Ligeledes er der blevet oprettet høreklinikker på hospitaler og et stort antal private høreklinikker. Den teknologiske udvikling har betydet, at høreapparaterne har udviklet sig fra store krops- og hovedbårne apparater med forholdsvis dårlig lyd til små diskrete udelukkende hovedbårne apparater med god lyd. Det har medført, at høreapparaterne med tiden er blevet mere attraktive, og efterspørgslen har været stigende. Der har i de seneste årtier været et stigende salg fra de private høreklinikker.

• øret
• høreapparat